Hvorfor laver man ikke et simplere, ensartet system for folk på offentlig forsørgelse (ledige, kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, pensionister)? Hvorfor skal der være 4 forskellige systemer med hvert deres kæmpe store regelsæt og administrationsapparat, når opgaven i bund og grund lyder på det samme: at sikre folk en fair økonomi til at overleve på?
Jeg foreslår at de 4 systemer slåes sammen til ét. Betaler man til A-kassen sikres man en blødere overgang - men derudover er systemerne ens.
Uden at blive for konkret - for selve niveauerne vil jo blive til heftig debat - så forestillede jeg mig et grundniveau svarende til folkepensionen - som jo må antages at være tilrettelagt ud fra at det kan folk overleve på - med et "enlig" og "samboende" niveau afspejlende om man er én eller to om at dele huslejen, og som eneste tilføjelse til i dag et tillæg for "forsørgerpligt" idet folkepensionen jo ikke er tilrettelagt med småbørn for øje - men i øvrigt med mulighed for at opnå tillæg til diverse ydelser hvis det er nødvendigt - som det kendes i dag. Dette forsørgertillæg kunne måske endda laves så det blev indbygget i børnepengene - nu vi var ved at justere og simplificere.
Har man så betalt til A-kasse får man i en overgangsperiode et beløb svarende til dagpenge i dag - og i stedet for at stå "uden ydelser" hvis man har formue og derfor ikke kan få kontanthjælp, er systemet i stedet indrettet så man ikke får nogen former for tillæg så længe man har formue og kan tære på den - og formuen tæller i øvrigt ikke bare kontanter i banken, men også andre aktiver som er omsættelige. Måske skulle overgangsperioden aftrappes gradvist, så man stille og roligt øgede incitamentet til at få arbejde og derved kunne forlænge perioden i forhold til i dag.
Ved en sådan simplificering sikrer man hjælp til alle ved at ingen lades i stikken med 0 kr/md (ud over dem som er i den arbejdsduelige alder og nægter at søge arbejde) - og sparer milliarder på administration oven i hatten. Ren win-win.
