Hermed invitation til en diskussion af det nyligt fremlagte finanslovsforslag.
På side 37 er der to lagkagediagrammer af statens udgifter hhv. indtægter. Heraf kan man f.eks. læse, at de samlede personskatter end ikke dækker de samlede overførselsindkomster. Hermed bliver argumentet "vi vil gerne betale mere i skat for bedre daginstitutioner" temmeligt intetsigende.
Selve statens operationelle omkostninger (drift, anlæg og renter) udgør 165,8 mia. eller knapt 24% af budgettet. Måske kan det med lidt god vilje antages, at minimalstatens udgifter ligger indenfor det område.
Så er der bloktilskudene, der vel bedst kan tolkes som penge, staten forvalter på vegne af "nærdemokratiet", der jo med den seneste kommunalreform ikke længere er så nært endda.
Det er i diagrammerne ikke nemt at se en direkte sammenhæng mellem de opkrævede erhvervsskatter og statens udgifter til erhvervslivet. Det kræver en nærmere uddybelse af baggrundsmaterialet.
På side 29 begynder afsnittet om forbedringer overfor svage og udsatte grupper. Der er mange smukke ord, og der er utvivlsomt gjort et samvittighedsfuldt arbejde for at allokere de fornødne midler. Imidlertid er det værd at bemærke, at indsatsen på handicapområdet alene nævnes i det brede indledende afsnit, men ikke som de øvrige områder er specificeret i konkrete initiativer. Det stemmer desværre kun alt for godt overens med det fremvoksende menneskesyn om at et menneske kun er værdifuldt, hvis det kan bidrage positivt økonomisk til samfundet.
På side 16 er listen over regeringens syv mål for folkeskolen. Det er ubegribeligt, hvordan punkt 1 og 2 kan være foreneligt med punkt 3.
Endelig anvender finanslovsforslaget adskellige gange udtrykket højere arbejdsudbud. Hvad skal alle de mennesker dog lave?
