Iben Bjørnsson:
AIC. Arbejderbevægelsens Informations Central. Socialdemokratiets kamp mod kommunismen 1944-1973
Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens historie 2012
260 sider
kr. 199
I min soldatertid og herunder uddannelse til sprogofficer dukkede der af og til bøger og andre mindre publikationer op på tjenestestedet. De var på en måde lidt mystiske, man vidste egentlig ikke, hvor de kom fra – pludselig var de der bare. Og da de var gratis, fik de selvfølgelig ikke lov til at blive liggende. De fleste af dem var udgivet af et foretagende, der kaldte sig Kultur og Folkestyre. Som den gang ikke sagde mig noget. Langt senere begyndte jeg at forstå sammenhængen, bl.a. stødte jeg på navnet Arne Sejr (1922-98). Modstandsmand og stifter af Studenternes Efterretningstjeneste i 1942. Han viste sig at stå bag bl.a. organisationen Kultur og Folkestyre. Sejr var i det hele taget en nøgleperson i det netværk af antikommunistiske foretagender, der prægede 1950´ernes Danmark.
I den foreliggende bog blotlægger den unge og talentfulde historiker Iben Bjørnsson (født 1978) dette netværk, der via et udstrakt personsammenfald og et væld af fremtrædelsesformer hang sammen som ærtehalm. Og med nære kontakter til de officielle hemmelige tjenester. Bjørnssons hovedærinde er imidlertid at tegne et billede af den største og mest fremtrædende af de antikommunistiske organisationer – nemlig AIC. Det vil sige Arbejderbevægelsens Informations Central, der i perioden 1944-73 fungerede som Socialdemokratiets fremmeste våben i kampen mod kommunisterne, primært på arbejdspladserne.
Bogen er udsprunget af forfatterens, i øvrigt prisbelønnede, magisterspeciale. Er altså oprindelig en akademisk afhandling. Bogen er præget af al den stringens og vederhæftighed, som man forventer af et sådant arbejde. Dertil er det skrevet på kilderne, som det hedder i de kredse, når det anvendte materiale i altovervejende grad er gravet frem fra arkiverne. Bogen er imidlertid også et særsyn blandt universitetsafhandlinger. Forfatteren kan jo skrive – tilmed godt. Hendes sprog flyder let og utvungent. En udsøgt fornøjelse at læse. Iben Bjørnsson er i dag phd. studerende på Saxo Instituttet ved Købehavns Universitet med et projekt, der udvider nærværende bogs område til også at omfatte de øvrige nordiske lande.
Krigen mellem kommunister og socialdemokrater var ikke noget nyt fænomen i Danmark i 1945. Og ikke udsprunget af Verdenskrigen. Den var startet allerede i mellemkrigsårene på arbejdspladserne som et resultat af det valg, som hhv. Danmarks kommunistiske Parti og Socialdemokratiet havde foretaget inden for den internationale arbejderbevægelse. Nemlig valget mellem den revolutionære og evolutionære/revisionistiske vej til det gode samfund. Efter 2. Verdenskrig blev den faglige kamp så blot suppleret med en politisk variant.
Europa lå i ruiner i 1945. Det gjaldt de store byers boligsektorer, og det gjaldt produktionsapparatet. En angiveligt aggressiv sovjetkommunisme var med Den røde Hær som spydspids stødt langt ind i Europas hjerte. På den anden side af Atlanten befandt sig et USA – i det store og hele uskadt af krigen og med et enormt og ikke mindst funktionsdygtigt produktionsapparat. Et apparat, der blot skulle omstilles fra krigs- til fredsproduktion. For dernæst at finde markeder til sin produktion – og således undgå arbejdsløshed. Problemerne var såvel ideologiske, politiske som økonomiske. Hvordan fik man bragt Europa på fode – politisk og økonomisk? Så armod og kommunisme ikke fik tag i de europæiske masser. Hvordan fik man inddæmmet Sovjetunionen – ideologisk og militært? Svaret på det første spørgsmål måtte være massiv økonomisk bistand i form af f.eks. den såkaldte Marshall-hjælp og på lidt længere sigt et udstrakt politisk samarbejde mellem de europæiske lande. På det andet spørgsmål blev svaret oprettelsen af militærpagten Nato i 1949. Inddæmning af kommunismen blev trylleformlen. Kold krig afløste den varme.
Den kolde Krig havde imidlertid mange fronter. Den udkæmpedes ikke blot mellem systemer, blokke og supermagter. Den kunne også arte sig som en slags kold borgerkrig. Som f.eks. i Danmark. Det er ikke for ingenting, at Bjørnssons bog bærer undertitlen ”Socialdemokratiets kamp mod kommunismen”. Det var en krig om sjælene. Kommunisterne var kommet bedst ud af krigsårene. Overordentlig aktive i modstandskampen siden 1941 og ubesmittet af den socialdemokratiske samarbejdspolitik med besættelsesmagten. Efter 1945 gjaldt det derfor for socialdemokraterne om for enhver pris at erobre de tabte bastioner og mandater tilbage.
Og kampen blev både benhård og barsk ude på arbejdspladserne og i klubberne. En kamp, som Bjørnsson udførligt beretter om. Det var f.eks. næsten lov i AIC, at selvom en kommunist var den fagligt bedste til en tillidspost – så var det ikke nok til at stemme på ham. Et klubmedlem, der anbefalede en kommunistisk kandidat, blev ekskluderet af klubben. Folk, der kritiserede socialdemokratisk politik, blev skarpt irettesat af AIC. En ulydig droske-chauffør blev sågar ekskluderet af partiet.
Det antikommunistiske miljø i efterkrigstidens Danmark er ofte blevet kaldt et ”old boys network”. Og med rette. Det var mange gange folk, der kendte hinanden personligt. Måske tilbage til krigens og modstandskampens tid. Det personlige kendskab var vigtigt af to grunde. Så kunne man stole på hinanden. Men det var også vigtigt, fordi arbejdets karakter ofte var på kanten af, hvad et demokratisk samfund kunne tillade. AIC blev en partiskole, hvor socialdemokrater, der senere fik ledende poster og måske blev statsministre, havde fået deres ideologiske skoling. Det vil sige, at AIC blev den lutringscentral, man skulle igennem for at avancere i partiet.
Forfatteren påviser overbevisende, at Arbejderbevægelsens Informations Central beskæftigede sig med både decideret efterretningsvirksomhed - og dermed gik de statslige tjenester i bedene – og med (ulovlig) registrering af lovlig politisk virksomhed. Hendes konklusion er derfor, at socialdemokratiet med AIC ikke altid formåede at ”holde tungen inde”. Hun mener formentlig at ”holde tungen lige i munden”. Særligt 1940´erne og 1950´erne var præget af en sammenblanding af politisk og efterretningsorienteret virksomhed. Samtidig med, at der også var tale om et decideret samarbejde mellem AIC og de statslige efterretningstjenester. Nok ikke uden sammenhæng med, at socialdemokratiet i den periode var det vigtigste regeringsbærende parti. Det er sympatisk og en historiker værdigt, at Bjørnsson side 19 erklærer, at fordeling af skyld og krav om undskyldninger i hendes øjne er uinteressant.
Alt i alt et vægtigt, velskrevet og veldokumenteret stykke danmarkshistorie. Den pige kommer vi uden tvivl til at høre meget mere til i fremtiden..
