Det kan være vanskeligt at dechifrere hvad det egentlig er der sker i Thailands politik. Som udenforstående står man derfor ret uforstående for de begivenheder, der udspiller sig i Thailand.
De røde og de gule trøjer får nærmest problemet til at minde om et opgør i skolerundbold set udefra. Men det er tegn på et ganske alvorligt problem for det spæde ”demokrati” i Thailand. Det der tilsyneladende ligner et opgør imellem republikanere og royalister (de røde og de gule) er andet og mere pragmatisk relateret for den simple farmer og den almindelige borger.
Det handler ikke som man skulle tro om velfærd og demokratiske rettigheder, men afmærker de to fronter i den politiske kamp om retten til at tage for sig i landets økonomi og erhvervsliv.
I Danmark er ligheden et styrende princip, ligesom de demokratiske rettigheder og anstændigheden i et økonomisk system, hvor alle har adgang til en pæn indkomst, der giver råd til f. eks at tage på ferie i Thailand.
En del af pladserne i parlamentet udpeges af kongen (som altså udgør tungen på vægtskålen i det politiske vægtløfteri) som også har sit eget skyggekabinet (ligesom kongehuset er en stat i staten med sin egen økonomi). Kongehusets medlemmer – som løber op i små 70.000 personer – ejer stadig store dele af Thailand personligt - også statens bygninger - som staten altså må betale husleje for at anvende. Der er ikke langt imellem magtmedierne i Thailand - Den Kongelige Livgarde skal forstås helt bogstaveligt, og når medlemmer af kongehuset tager på tur er hærenheder og politifolk udkommanderet ved hver en grusvej, og fra- og udkørsel på ruten.
Der er ikke nogen slinger i valsen der...
Nej, der er ikke noget der er gratis i Thailand, de direkte valg er ikke adgangen til kontrol med det politiske system - man siger at en plads i parlamentet rundt regnet koster 100 millioner THB – der altså skal ydes i omvendt bestikkelse, for at få nogen til at stemme på dig.
At det kan være en indbringende affære at komme til magten i Thailand, kan man blot kaste et blik på den tidligere premiereminister Thaksin Shinavatra for at konstatere, som for godt og vel 25 år siden var en helt almindelig lokal politimester. Få i denne verden – (og i Thailand, hvor politikere og embedsmænd ellers har hænderne godt nede i fadet) - har formået at skrabe til sig som denne mand.
Nepotisme er et styrende princip i Thailand – alle der er i nærheden af magten nyder godt heraf - således er det premiereministerens personlige venner, der ejer fabrikker og produktion og besætter de ledende poster (i tilfælde af at de altså kan komme til for kongens mænd) og demokratiet? Ja, det er en by i Rusland. Folket har ingen respekt for politikere overhovedet – som de blot anser for at være en slags særligt privilegerede forbrydere.
Kongen derimod nærer folkets tillid med en nærmest gudelignende status og står som landets overhovede som den eneste samlende kraft, når det politiske system gang på gang bryder sammen. Men i lyset af den nærmest føljetonagtige konflikt om den tidligere premiereministers umættelige grådighed, der indtil nu har afstedkommet hvad der svarer til to grundlovsændringer og omfattende uro, rammer konflikten denne gang med dobbelt styrke, da Hans Konglige Højhed Bumiphol ligger svag og alderssvækket i sygeleje i Bangkok på andet år.
Når de to fronter – rød og gul – i gentagne tilfælde mødes i den ene folkefest af en demonstration efter den anden, og selv bedstemødre og små børn sidder på ladet af firhjulstrækkere, med røde pap klaphænder monteret på bambuspinde i hænderne, skyldes det den særlige måde som pladserne i parlamentet besættes efter.
Alle der kan kravle eller gå i ”demonstration” får 1000 THB om dagen og fri forplejning. Ligesom den lokale ”politiker” skaffer penge til uddannelse og kultur som betaling for at landsbybeboerne tropper op i hovedstaden, og stimler sammen i de karakteristiske tumultarrangementer som kendetegner demonstrationerne.
Denne gang handler det altså om, at den tidligere premiereminister skal hævne sig for at staten har beslaglagt en ganske pæn slat af alle de midler, som han ellers i sin tid som leder af landet møjsommeligt har raget til sig, (og det er en ret bekostelig affære at holde andre fra fadet ).
De fleste af de penge som den thailandske stat har beslaglagt i den tidligere premiereministers personlige formue, stammer fra at han har haft givet telelicenserne til sig selv og sin familie (og venner) og efter at have underlagt sig hele telemarkedet, skovlet overskuddet ind på sin egen konto, efterfølgende solgt disse rettigheder til udenlandske teleoperatører og læsset betalingen herfor ind på sin egen (og familie og venners) konto.
Mindstelønnen i Thailand er på godt og vel 100 THB for en dags ærligt arbejde. Med to ugelønne - om dagen - for at iklæde sig en rød trøje – og fri forplejning ikke at forglemme! (og nye skoler i landsbyen, hvis alle tropper op i Bangkok!) - så der skal ikke den store fantasi til at forestille sig at disse ”demonstrationer” rigtigt kan trække i langdrag.
Men ikke på grund af utilfredshed som man skulle tro - det er cool cash, der bestemmer hvor længe konflikten varer. Thaksin har dog adskillige hundrede milliarder tilbage i tegnedrengen, og som man ligesom kan fornemme, er der rigtigt dybt i lommerne hos landets tidligere premiereminister, når det gælder at finansiere hævnen over Thailand.
Med høsten i hus og masser af tid til rådighed inden årets næste sæson, er tiden derfor ikke det store problem for "de røde".
Thailands problem er dog ikke korruption og nepotisme, men at tørken konstant truer med at brede sig ud over de tidligere regnskovsarealer, der idag benyttes intensivt til landbrug, og beskæftiger over halvdelen af landets befolkning.
Manglende reformer, en helt ufattelig ulighed og en monumental ligegyldighed hos magthaverne, der kun interesserer sig for at rane og rage til sig, burde stille denne konflikt i skygge. Men det er ikke fornuften, der råder når 'cash is king'...
De røde og de gule trøjer får nærmest problemet til at minde om et opgør i skolerundbold set udefra. Men det er tegn på et ganske alvorligt problem for det spæde ”demokrati” i Thailand. Det der tilsyneladende ligner et opgør imellem republikanere og royalister (de røde og de gule) er andet og mere pragmatisk relateret for den simple farmer og den almindelige borger.
Det handler ikke som man skulle tro om velfærd og demokratiske rettigheder, men afmærker de to fronter i den politiske kamp om retten til at tage for sig i landets økonomi og erhvervsliv.
I Danmark er ligheden et styrende princip, ligesom de demokratiske rettigheder og anstændigheden i et økonomisk system, hvor alle har adgang til en pæn indkomst, der giver råd til f. eks at tage på ferie i Thailand.
En del af pladserne i parlamentet udpeges af kongen (som altså udgør tungen på vægtskålen i det politiske vægtløfteri) som også har sit eget skyggekabinet (ligesom kongehuset er en stat i staten med sin egen økonomi). Kongehusets medlemmer – som løber op i små 70.000 personer – ejer stadig store dele af Thailand personligt - også statens bygninger - som staten altså må betale husleje for at anvende. Der er ikke langt imellem magtmedierne i Thailand - Den Kongelige Livgarde skal forstås helt bogstaveligt, og når medlemmer af kongehuset tager på tur er hærenheder og politifolk udkommanderet ved hver en grusvej, og fra- og udkørsel på ruten.
Der er ikke nogen slinger i valsen der...
Nej, der er ikke noget der er gratis i Thailand, de direkte valg er ikke adgangen til kontrol med det politiske system - man siger at en plads i parlamentet rundt regnet koster 100 millioner THB – der altså skal ydes i omvendt bestikkelse, for at få nogen til at stemme på dig.
At det kan være en indbringende affære at komme til magten i Thailand, kan man blot kaste et blik på den tidligere premiereminister Thaksin Shinavatra for at konstatere, som for godt og vel 25 år siden var en helt almindelig lokal politimester. Få i denne verden – (og i Thailand, hvor politikere og embedsmænd ellers har hænderne godt nede i fadet) - har formået at skrabe til sig som denne mand.
Nepotisme er et styrende princip i Thailand – alle der er i nærheden af magten nyder godt heraf - således er det premiereministerens personlige venner, der ejer fabrikker og produktion og besætter de ledende poster (i tilfælde af at de altså kan komme til for kongens mænd) og demokratiet? Ja, det er en by i Rusland. Folket har ingen respekt for politikere overhovedet – som de blot anser for at være en slags særligt privilegerede forbrydere.
Kongen derimod nærer folkets tillid med en nærmest gudelignende status og står som landets overhovede som den eneste samlende kraft, når det politiske system gang på gang bryder sammen. Men i lyset af den nærmest føljetonagtige konflikt om den tidligere premiereministers umættelige grådighed, der indtil nu har afstedkommet hvad der svarer til to grundlovsændringer og omfattende uro, rammer konflikten denne gang med dobbelt styrke, da Hans Konglige Højhed Bumiphol ligger svag og alderssvækket i sygeleje i Bangkok på andet år.
Når de to fronter – rød og gul – i gentagne tilfælde mødes i den ene folkefest af en demonstration efter den anden, og selv bedstemødre og små børn sidder på ladet af firhjulstrækkere, med røde pap klaphænder monteret på bambuspinde i hænderne, skyldes det den særlige måde som pladserne i parlamentet besættes efter.
Alle der kan kravle eller gå i ”demonstration” får 1000 THB om dagen og fri forplejning. Ligesom den lokale ”politiker” skaffer penge til uddannelse og kultur som betaling for at landsbybeboerne tropper op i hovedstaden, og stimler sammen i de karakteristiske tumultarrangementer som kendetegner demonstrationerne.
Denne gang handler det altså om, at den tidligere premiereminister skal hævne sig for at staten har beslaglagt en ganske pæn slat af alle de midler, som han ellers i sin tid som leder af landet møjsommeligt har raget til sig, (og det er en ret bekostelig affære at holde andre fra fadet ).
De fleste af de penge som den thailandske stat har beslaglagt i den tidligere premiereministers personlige formue, stammer fra at han har haft givet telelicenserne til sig selv og sin familie (og venner) og efter at have underlagt sig hele telemarkedet, skovlet overskuddet ind på sin egen konto, efterfølgende solgt disse rettigheder til udenlandske teleoperatører og læsset betalingen herfor ind på sin egen (og familie og venners) konto.
Mindstelønnen i Thailand er på godt og vel 100 THB for en dags ærligt arbejde. Med to ugelønne - om dagen - for at iklæde sig en rød trøje – og fri forplejning ikke at forglemme! (og nye skoler i landsbyen, hvis alle tropper op i Bangkok!) - så der skal ikke den store fantasi til at forestille sig at disse ”demonstrationer” rigtigt kan trække i langdrag.
Men ikke på grund af utilfredshed som man skulle tro - det er cool cash, der bestemmer hvor længe konflikten varer. Thaksin har dog adskillige hundrede milliarder tilbage i tegnedrengen, og som man ligesom kan fornemme, er der rigtigt dybt i lommerne hos landets tidligere premiereminister, når det gælder at finansiere hævnen over Thailand.
Med høsten i hus og masser af tid til rådighed inden årets næste sæson, er tiden derfor ikke det store problem for "de røde".
Thailands problem er dog ikke korruption og nepotisme, men at tørken konstant truer med at brede sig ud over de tidligere regnskovsarealer, der idag benyttes intensivt til landbrug, og beskæftiger over halvdelen af landets befolkning.
Manglende reformer, en helt ufattelig ulighed og en monumental ligegyldighed hos magthaverne, der kun interesserer sig for at rane og rage til sig, burde stille denne konflikt i skygge. Men det er ikke fornuften, der råder når 'cash is king'...
