Det står mig mere og mere klart hvor tomme og ubrugelige begreber som racisme og antisemitisme egentlig er. Som de bliver brugt i flæng tjener begreberne snarere til at sløre noget end til at afsløre noget, og de bruges oftest blot som synonymer for 'dit dumme svin' eller 'åndsamøbe'.
Under ægte racisme kan man vel nok gruppere gamle dages raceteorier, teorier der satte Den hvide Mand® øverst på udviklingens rangstige, foran kinesere, indere, indianere og til sidst sorte afrikanere, umiddelbart over menneskeaberne. Det var 'den ægte racisme', fordi den beskæftigede sig med racer. Som ideologi gennemsyrede den datidens Europa.
Men denne ideologiske og ægte racisme var heller ikke interessefri; den legitimerede tværtom europæisk verdensomspændende kolonialisme. Og det forholder sig naturligvis sådan at ingen former for racisme eller chauvenisme er interessefri. Som jeg skrev for længe siden:
Racisme er en interesse. Hadet til kvinder, farvede, bøsser, vesterlændinge, arabere, religiøse, jøder, tyskere, svenskere er en interesse. Ja, sågar hadet til din ekskæreste, som brændte dig af til fordel for en fyr med en større pik/bil/selvtillid, er en interesse.
Fordi du havde en interesse i hende. Du ville have noget, som du ikke fik og ikke kunne få, fordi du ikke ejer andre mennesker. Men det har du bare ikke indset, og derfor kalder du din jalousi for ‘passion’ og dit brændende had for ‘kærlighed’.
Dit had til din nabo er også en interesse, for han nægter at fælde det træ, som skygger for din interesse i evigt solskin og et langt og lykkeligt liv i hængekøjen i haven.
Naboen er et dumt svin fordi han ikke vil fælde det træ der kaster skygger i vores have. Eller rettere: Vi kalder ham for 'et dumt svin', fordi vi dermed kan sløre vores hhv. hans interesser i det træ der skygger.
Vi gør naboen til et ondt menneske og dæmoniserer ham overfor de øvrige beboere på villavejen, og vi forsøger at pudse ejerforeningen eller kommunen på ham, for vi vil helst undgå at tage stilling til om naboens interesse i sit træ er legitim. Vi kan jo være heldige at vinde en ren sejr uden kedelige kompromisser.
Hvis ejerforeningen eller kommunen - mod vores forhåbninger - ikke køber dæmoniseringen af naboen, men i stedet pudser en konfliktmægler på sagen, så vil den kloge konfliktmægler naturligvis forsøge at få os til at indse, at vores og naboens had til hinanden bunder i de forskellige interesser vi har i det famøse træ.
Ingen af os er onde, vi har bare modsatrettede interesser, og da ingen af os har tænkt sig at flytte de næste mange år, så er der naturligvis god grund til at indgå et kompromis: måske skal naboen skære nogle grene af træet, måske kommer naboen om efteråret med en dejlig spand æbler til os.
På samme måde er det, når man kalder folk for racister eller antisemitter: man slører i grunden at de har nogle særlige interesser der går imod vores.
Når venstrefløjen og de kulturradikale råber 'racister' efter folk der er skeptiske overfor en liberal flygtninge- og indvandrerpolitik, så slører de - dog næppe bevidst - at der kan være klasseinteresser forbundet med en stram udlændingepolitik. Arbejderklassen har ingen umiddelbar interesse i en liberal udlændingepolitik, der står for import af 'fremmede' med lav uddannelse og ringe kompetencer, for disse 'fremmede' er konkurrenter til velfærdssamfundets ydelser.
Indvandrerskeptikernes skepsis skal fremstilles som et ondt instinkt, som en slags sygdom - en hundegalskab påført af en 'indre svinehund' - og viden om de reelle interesser som arbejderklassen har, de skal undertrykkes.
Når israel-apologeter råber antisemit efter kritikere af Israel, så slører de deres egen interesse i at bakke op om Israel i et og alt, fordi Israels fjender også er 'vores fjender' - altså de samme 'muslimer' (reelt: ghettoiserede indvandrere), som indvandrerskeptikerne advarer mod og bliver dæmoniseret for at advare imod.
Israel-kritikere skal fremstilles som onde mennesker, og israel-kritik eller -had (f.eks. blandt palæstina-arabere) skal fremstilles som fuldstændig løsrevet fra enhver sammenhæng med konflikten i Det hellige Land.
Anti-zionisme er 'had til jøder', skal vi forstå, og bare det 'ikke at bryde sig om jøder' skal gøres til en særlig ondartet lidelse, selvom det er en såre banal og ukontroversiel ting. Det er lisså legitimt ikke at bryde sig om jøder, som det er ikke at kunne lide italienere, svenskere, perkere eller hottentotter.
Selv har jeg ikke noget imod jøder; mine (ret milde) etniske antipatier retter sig snarere mod italienere, hollændere og pakistanere. Men det er et ukontroversielt emne, da vi ikke kan og bør gå ind i hovederne på folk og undersøge dem for tankeforbrydelser.
Dem der råber 'racisme' og 'antisemitisme', de har ofte falske agendaer, og de dæmoniserer for at sløre deres uretfærdige dagsordener. Vi savner ikke flere dæmoniseringer i denne verden, vi savner mere retfærdighed, og det er vel den vigtigste grund til at jeg selv er blevet mere liberal på mine midaldrende dage.
Trods massiv repræsentation af selvudnævnte 'konservative liberale' (som ikke er stort andet end højrenationale) i den liberale bevægelse, så finder man i bevægelsen også nogle af de mest klare forsvar for retfærdighed, baseret på ideen om retsstaten som uangribeligt grundlag for nationen.
Bare dog de liberale ville udbrede deres forsvar for retsordenen også til den internationale scene.
