Problemet med mobning af jødiske skolebørn på Nørrebro er blæst ud af proportioner. Det mener i hvert fald flere lokale skoleledere, som Politiken har talt med. Desværre er er det alt for velkendte reaktionsmønstre skoleproblemerne bliver mødt med, og de har den fællesnævner, at de repræsenterer den umiddelbart letteste vej ud.
Første reaktion var et forslag om at det er ofrene for mobning, der skal fjernes, og nu følges der op med endnu en "enkel" løsning, nemlig en afvisning af at problemet overhovedet eksisterer, eller at det ikke eksisterer på vores skole eller at det i bedste fald er overdrevet.
Spørgsmålet er så, om de børn der er udsat for mobningen - og deres familier - mener at der er tale om et ikke eksisterende eller overdrevne problemer og et lige så relevant spørgsmål er, om de finder en opfordring til at skifte skole acceptabel som "løsning" betragtet.
Hvis man flytter ofrene har mobberne vundet, og det er en kendt sag, at hvis man fjerner ofrene for mobning fra en skoleklasse, så forsvinder mobningen ikke - der er bare nogle andre der bliver forfremmet til offerrollen. Problemet er mobberne; Der har brug for ofre for at hævde sig selv - og ofre skal de nok finde. Det er mobbernes adfærd der er problemet - uanset ætnisk baggrund - og det er derfor også hos mobberne problemet skal adresseres. Mobberne bringes til at forstå, at deres adfærd er uacceptabel - og hvis det ikke virker, så skal de fjernes. Og "lunten skal være kort", for der er ingen grund til af ofrene skal lide i en længere forsøgsperiode.
Skoleledede der foreslår andre løsninger, fordi de er lettere at håndtere, er ikke deres job voksent og skal slet ikke være skoleledere.
