Jeg er sikker på at de fleste af os har tænkt sådan, da vi var barn, specielt når noget gik os imod. Senere bliver det sikkert mere nuanceret, men mon ikke tanken om at hvis man havde magten, så skulle der ske forandringer fra tid til anden popper op hos de fleste.
Min drøm er at få et samfund, hvor alle har et arbejde, sikkert bygget over at mine forældre var arbejdsløse og jeg så, hvad det førte til - og hvilken god familie, jeg havde i de korte perioder, hvor de begge var i arbejde. Så melder man sig ind i et parti for at arbejde for det. Man har et vision for samfundet.
Det er for den visions skyld at man stiller sig frem til offentlige skue, risikere at blive slagtet i pressen, risikere at blive forkastet til valgene, risikere at ikke se sine børn vokse op, risikerer at blive svinet til i Brugsen for ikke at være imod byens bordel osv. Det vil være så meget nemmere ikke at gå ind i politik. I min verden må der være en begrundelse til at opsøge øretævernes holdeplads.
Hvad blev der af drømmene?
Nu kan man sige meget om Nyrup, men i det sekund han blev statsminister startede en målrettet kamp for at nedbringe arbejdsløsheden med de fire orlovsordninger, hjemmeservice og meget andet, der halverede arbejdsløsheden på under et år. Om man synes det var god eller en dårlig ide er ligegyldigt i denne sammenhæng.
Nyrup havde en drøm, en vision for samfundet. Man kunne mærke at der var en grund til han blev statsminister. Han havde ikke glemt sin diktatordrøm. Det gjorde han efter efterlønssagen. Han virkede som en mand, der havde svigtet ikke kun vælgerne, men også sin egen drøm, han virkede til han indså at han havde svigtet sig selv ved at gå med på noget, der lå milevidt fra hans drømme. Resultatet blev en statsminister, hvor jeg tilslut tænke: ”så gå dog af, du gider jo ikke mere”.
Så kom ”minimalstat”-Fogh, der bagefter stod og stolt fortalte at staten aldrig havde været større. Præcis som ved Helle Thorning sidder jeg og tænker: Hvorfor blev du statsminister? Fogh var efter min mening den værste statsminister landet nogensinde har haft, en statsminister blottet for visioner, samtlige visioner blev begravet den dag han gik efter statsministerposten. Det stoppede med at handle om at blive statsminister for at forandre samfundet til at handle om at blive statsminister for at blive statsminister. Måske var det også hans mistede drømme, der gjorde ham til en elendig statsminister?
Visionen?
Og nu har vi så Helle. Hvad er hendes drøm? Da hun som 13-årig gik ind i politik, hvad drømte hun om? Hvorfor gik hun overhovedet ind i politik? Hvad var hendes ”når jeg bliver diktator drøm”? HTS har haft meget fokus på, at økonomien er sikret til 2020 (hun bliver klogere), men hvis den er, er det da mægtig fint, men det var for fa….. da ikke derfor hun har brugt hele dit voksne liv på politik, vel?
Drømte du bare om at blive statsminister for at blive statsminister, ligesom Amalie drømte om at blive berømt for at blive berømt? Nejvel?
Præcis som ved Fogh sidder jeg i dag og tænker: Hvorfor i alverden bruger man hele sit liv på at blive statsminister med dertilhørende 60-80 timers arbejdsuger, ikke se sine børn vokse op og alle de andre afsavn, når man intet vil med det?
Så er der nogle der siger, det er springbræt til EU. Det er muligt, men hvad vil hun der? Er der visioner for det? Næppe. Jeg husker hendes taler da hun skulle vælges som formand for Socialdemokraterne, energiske, visionsfyldte (ikke altid de visioner jeg delte, men det er lige meget i denne sammenhæng). Hun virkede som en der brændte for det. Så tabte hun valget og fra det sekund har hun virket som en politiker, der udelukkende gik efter statsministerposten for statsministerpostens skyld, ikke for at ændre verden.
Administrationspolitikere
Udover nogle få såsom Joachim, Samuelsen og et par stykker mere i LA, Pia K., måske Thulesen-Dahl og de fleste i EL, så er vores folkevalgte politikere nogle, der egentlig bare sidder med på vognen, administrationen styrer landet og det var så det. Hvorfor fa…. benytter man ikke den unikke mulighed man har for at ændre på samfundet?
Hvad blev der af jeres ”når jeg bliver diktator" drøm?
