LEDER: Hvis nogen tidligere var i tvivl om, at Socialdemokratiet er et parti, som alene er optaget af visionsløs taburetkamp, så kan de ikke længere være det i dag.
Først var der valgkampen i 2011, hvor Socialdemokraterne sagde hvad som helst, som de gættede på, at vælgerne gerne ville høre, uanset hvor urealistisk det var at få det gennemført, hvorefter de i regering bare skrottede det hele igen, da finansminister Bjarne Corydon meddelte, at nu benyttede man sig af "gængse regnemetoder", hvorfor der alligevel ikke var råd til alle valgløfterne.
Og fredag afslørede så Henrik Sass Larsen, der ifølge de politiske kommentatorer skulle være den stærke mand i intern socialdemokratisk oppostion mod Corydon og statsminister Helle Thorning-Schmidt, at heller ikke alternativet til Corydon/Thorning er optaget af andet end magtens symboler - ikke hvad magten bruges til at gennemføre:
"Jeg sagde: ’Lad nu være med at tage de der selskabsskattelettelser med i første omgang. Lad det stå åbent, og så må Venstre forhandle det hjem, for vi får unødig uro, hvis vi gør det'," fortalte Sass på et møde i Kolding.
Altså, heller ikke den anden fløj hos Socialdemokraterne under ledelse af Henrik Sass Larsen går egentlig op i, hvilken skattepolitik Socialdemokraterne skal føre, men den går op i at give Venstre ansvaret for skattepolitikken.
Snakken i valgkampen om, at erhvervslivet skulle bidrage med mere til statskassen, er heldigvis opgivet, men ikke fordi Socialdemokraterne vil noget andet, kun fordi partiet har identificeret, at privat ansatte lønmodtagere er nervøse for at miste deres arbejde til udenlandske lønmodtagere, der er ansat hos udenlandske virksomheder, som ikke skal betale så meget i skat, og som derfor bedre kan konkurrere på de internationale markeder.
"Blå Bjarne", som denne privat ansatte vælger kaldes af Socialdemokraterne, skal fanges ind som vælger igen, og derfor skal der føres en politik, som er venlig over for det private erhvervsliv, selvom man sagde det modsatte i valgkampen. Eneste forskel hos lederne af de socialdemokratiske kadrer er, at nogen vil gøre det, mens andre ganske vist også vil gøre det, men de vil lade det se ud som om, man imødekommer Venstre ved at gøre det.
Socialdemokraternes krise er en kynismekrise. Partiet har ingen sjæl.
