Nej til fornuften

Hr

_slettet_bruger_771

07/05/2012

Hr. Rasmus Brygger beskæftiger sig i sit glimrende indlæg Socialismens besnærende konformitet med årsagerne til, at unge mennesker i stort tal vælger den mainstream røde løsning. Med velfærd og moderlig offentlig omsorg fra vugge til grav.

Jeg vil knytte nogle krøller til Hr. Bryggers betragtninger, som muligvis kan belyse en dybereliggende årsag til, at mange vælger at blive røde i deres spæde personlige politiske udvikling.

Mange unge forstår basale økonomiske og politiske sammenhænge, de er interesserede i samfundet omkring dem, de vil vide hvordan det virker og de har derfor holdninger til hvordan samfundet skal indrettes.

De unge mangler heller ikke reelle intentioner. De vil gerne leve i et rigt samfund hvor alle har det godt.

Unge får på grund af deres relativt sociale adfærd meget af deres identitetsformende input fra deres jævnaldrende. De er ofte bange for at gøre noget galt, eksempelvis at dumme sig i en politisk diskussion med vennerne.

Derfor kan de være sårbare over for de rødes retoriske tricks, Yin og Yang-logik og stressende og aggressive debatfacon.

Tænker man sig en diskussion mellem unge, trukket op med rød og blå front, hvad sker der så? Den blå argumentation er faktabaseret, appellerer til fornuften og leveres ofte i en følelsesmæssigt afdæmpet form.

Den røde argumentation beskæftiger sig ikke med de svære fakta, der derfor naturligvis er uangribelige. Der tales i stedet i simple vendinger, med bankende hjerte og indignation i stemmen, for det handler sgu om retfærdighed.

Hallo, kan du ikke se, at det er uretfærdigt, at bankdirektører skal have millioner, mens en arbejdsløs enlig mor til fire skal leve i fattigdom!

En sådan ulighed i indlevelse, præmisser og argumentationsform kan gøre det svært, at bevare troen på fornuften. Der må jo være noget om det, sådan som det trækkes op?

Og den i situationen usikre eller identitetssøgende kan måske mærke den retfærdighed og sikkerhed den røde synes at føle, specielt når han befinder sig blandt ligesindede. En dejlig afslappet følelse hvor der er styr på det hele, også med hensyn til godheden og retfærdigheden.

Kilde: