Når jeg bevæger mig i de unges politiske miljø på gymnasier og skoler, går den stereotypiske nonkonforme socialist med det lange hår eller spraglede tøj igen overalt jeg vender hovedet. For de unge røde vil have lov til at bestemme selv og vil ikke bare være en klon af kammeraterne i deres klasse. De synes at mangfoldighed er noget af det vigtigste at kæmpe for og derfor mener de, ligesom alle andre i deres omgangskreds, at den er at finde blandt de røde partier. Dermed ender deres nonkonformitet med at være konform. De gør hvad alle andre gør, for at virke selvstændig, anderledes og interessante. Virkeligheden er, at de som lemminger blindt følger normen forklædt som forskelligheden.
En temmelig stor subkultur blandt vestens unge i disse tider er de såkaldte hipsters. En hipster er en person der ironisk går i retrotøj og hører retromusik, fordi de er anderledes og ikke vil bindes af den moderne tids konformitet. Derfor kan de bl.a. findes overalt på amerikanske cafeer væbnet med deres gamle skrivemaskiner og ternede gamle tøj og også gerne med en pibe ironisk plantet i munden.
Ligegyldigt om det er hipsters, goth eller punkers så er der tale om det helt samme fænomen manifesteret i forskellige subkulturer, herunder den massivt store, politiske korrekte røde subkultur. Unge har et så stort behov for at vise nonkonformitet at de i forsøget på at skille sig ud, vandrer præcis samme vej, som alle andre omkring sig og træder lige i konformitetens fælde.
Den kritiske læser vil måske spørge hvorfor denne diskussion overhovedet er relevant. Jo, det er den fordi jeg længe har haft en dundrende hovedpine over et paradoks. Vi taler her, naturligvis, om gåden, der er nøglen til at forstå de socialistiske tendenser blandt unge.
Hvordan kan de unge finde mangfoldigheden i en stor stat, som historisk set aldrig har haft plads til andre end de, der havde den samme kultur, den samme politiske holdning og den samme hudfarve som alle andre?
De finder paradoksalt nok friheden hos politikere, der med en alvidenhed der overgår Gud, vil fortælle hvad der er rigtigt og forkert. Om det så er i begrænsning af friheden til at drikke, ryge eller gå i solarium, så er de unge begejstrede og tænker ”Yes! Så er vi sgu mangfoldige”.
Enten kan forklaringen findes I at de ikke mener hvad de stemmer, men jeg foretrækker selv at tro, at det handler om et mere dybdeliggende instinkt til at begrænse friheden, for de der er anderledes end os selv. Jeg tror at der et eller andet sted inde i os alle findes et grimt behov for at undergrave andre menneskers virke – især dem der er mere succesfulde. Det har på forunderlig vis ladet sig gøre midt i 68’ernes oprør at forklæde dette had og sammenblande hippiebevægelsens nonkonformitet med den erklærede kærlighed til alt socialistisk.
Derfor gør de unge danskere, hvad unge har gjort til alle tider. De tilslutter sig omgangsgruppernes norm forklædt som normbrud og selv en revolutionær ideologi, som engang var normbrydende, er i dag den konforme vej for unge landet over, der har behov for at skille sig ud ligesom alle andre.
