Velstand og personlig frihed er aldrig blevet fremmet af mere stat. Tværtimod. Det skulle være grund nok til at afvise enhver tanke om en euroregering som foreslået for nylig af Merkel og Sarkozy.
Det er en dårlig ide af mange grunde. En fælles finanspolitik:
- Vil ikke i sig selv kunne hindre fremtidige gældskriser i at opstå.
- Vil ikke kunne afskærme eurolande fra omkostningerne ved andre landes økonomiske uansvarlighed. Den vil snarere institutionalisere indkomstoverførsler landene imellem, en ”transfer union”.
- Vil fremme snarere end hindre finanspolitisk uansvarlighed, for når omkostningerne kan tørres af nabolandet, skaber det moral hazard problemer: Det får lande til at opføre sig endnu mere uansvarligt, hvis de ikke bærer de fulde omkostninger af deres egne handlinger.
Jeg skal ikke foregive at have en løsning på den europæiske gældskrise. Det er formentlig uundgåeligt at Grækenland går statsbankerot, nedskriver deres gæld, lader kreditorer få pant i de statslige aktiver, der endnu ikke er privatiseret og så smide Grækenland ud af euroen for en periode på mindst 5 år, så de via en devaluering kan genoprette deres konkurrenceevne og få gang i væksten igen.
Danmark står heldigvis udenfor euroen, så vi næsten er sluppet for at betale til de gældsplagede lande, og en græsk statsbankerot vil stort set ikke påvirke Danmark – medmindre det fører til en generel likviditetskrise, eller smitter så nogen af de store lande som Italien og Spanien også går statsbankerot.
Og det er netop et af problemerne: Gældskrisen er ikke først og fremmest en eurokrise. Hvis det virkelig går galt for et af de store lande, som Italien eller Spanien, så vil det true den økonomiske og finansielle stabilitet i hele Europa og ikke bare i eurolandene.
Bind politikerne på hænder og fødder, så de ikke laver ulykker
Det er en kendt indsigt fra Public Choice teori – og i bredere perspektiv: fra den politiske liberalisme – at politikere forfølger egne mål og derfor skal bindes på hænder og fødder, så de ikke får for stor magt, og så de ikke kan træffe kortsigtede beslutninger, der strider mod deres (borgeres) langsigtede interesser. Det er derfor, den politiske liberalisme opfandt magtdeling og forfatningsmæssigt beskyttede frihedsrettigheder, og det er derfor man i pengepolitikken har valgt at overføre de pengepolitiske beslutninger til en uafhængig centralbank, som ikke er underlagt nationale parlamenters politiske beslutninger, og som er traktatmæssigt bundet til at føre en pengepolitik, der sikrer prisstabilitet på mellemlangt sigt, altså føre en regelbaseret pengepolitik.
Af det samme grunde er det en meget dårlig ide at give politikere mere magt ved at etablere en euroregering. Med enkelte undtagelser har EU-politikerne stort set gjort alt galt, når der drejer sig om den økonomiske politik: Den er planøkonomisk, har skadet væksten og kostet skatteborgerne uhyrlige beløb.
Finanspolitiske regler
Eurolandene har vist, at de ikke har haft den politiske vilje til at følge Stabilitets- og vækstpagtens regler om en maksimal gæld på 60 pct. af BNP og et maksimalt underskud på de offentlige finanser på 3 pct. om året.
Og euroens 12 år har vist, at det ikke får nogen konsekvenser, når eurolandene overtræder underskudsgrænsen (og især gældsgrænsen, der næsten er blevet negligeret).
Problemet er med andre ord uansvarlige politikere, og løsningen består naturligvis i at fratage dem muligheden for at føre en så økonomisk uansvarlig politik i fremtiden.
Hvis gældskriser skal undgås i fremtiden, så det nødvendigt at sætte bindende regler for EU-landenes finanspolitikker (og ikke kun eurolandene). Sådanne bindende regler kunne bestå i:
Hårde grænser for underskud og gæld, der er skrevet ind i Traktaten, så de ikke kan afviges.
Det skal have øjeblikkelige og hårde konsekvenser at overtræde grænserne. Udsmidning af euroen vil virke så afskrækkende, at det formentlig vil sikre den finanspolitiske disciplin.
Det er helt afgørende, at reglerne er bindende og ikke frivillige som i dag, og at der er klare og ufravigelige konsekvenser af at overtræde reglerne. Om grænsen så skal være 60 pct. for gæld og 3 pct. for underskud, er mindre vigtigt. De grænser er lidt vilkårlige. Det afgørende er, at overtrædelse ikke kan gøres til genstand for politiske studehandler.
En euroregering er hverken nødvendig eller tilstrækkelig til at sikre bindende regler for underskud og gæld.
Hvad er Danmarks interesse i en euroregering, når vi ikke er med i euroen?
Danmark står (heldigvis) udenfor euroen, men det betyder ikke, at vi ikke har en klar interesse i, om der kommer en euroregering eller ej.
For det første vil en euroregering føre til mere statslig intervention i økonomien, ikke mindre, og det vil hæmme væksten og velstandsskabelsen i hele regionen. Dertil kommer, at en euroregering vil komme til at påvirke den økonomiske politik i hele EU, og det vil uundgåeligt føre til mindre politisk indflydelse for Danmark. Endelig er det stadig officiel politik for et flertal af Folketingets partier, at Danmark skal være med i euroen, og det vil bestemt ikke være en fordel, hvis der forinden er etableret en euroregering.
Mindre stat (!)
Løsningen fremadrettet består i mindre stat og flere stærkere bindinger på politikerne, så de ikke kan føre en så uansvarlig økonomisk politik, som har været reglen snarere end undtagelsen blandt eurolandene.
