Natur på en kultiveret måde

De fleste er klar over, at den omfattende kultivering af naturen der er foregået, har været til gavn for nogle få dyre- og plante- arter - men til ulempe for de mange arter der fandt forandringerne var til det værre. Vi har med andre ord fået mindre diversitet i naturen, så mange arter og biotoper er truede. Og udviklingen ser ud til at fortsætte, fordi vi hele tiden udvider vores økonomiske virketrang - til glæde for den kultiverede natur, men til skade for den mangfoldige natur. Senest er man begyndt at tale om at inddrage såkaldte marine brændsler til energiproduktion. I Danmark er der især fokus på søsalat, fordi denne mangecellede alge gror ustyrligt hurtigt og indeholder masser af energi i form af kulhydrater. Potentialet er, at vi i sidste instans kan "dyrke" søsalat - enten i kontrollerede kar, eller i havet. Samtidigt opsuger søsalaten næringsstoffer fra havvandet, lyder ræssonnementet, så vandmiljøet bedres. Men søsalat vokser naturligvis (ligesom andre planter der er gode til at producere mange sukkerstoffer) hurtigst, hvis der er mange næringsstoffer i vandet, så mon ikke vi i virkeligheden ender med at gøde havet omkring Danmark for at få meget søsalat, hvis ideerne bliver til virkelighed? Det er væsentligt at forstå, at miljøbevægelserne er ved at blive taget på sengen i denne sag - udviklingen af søsalat som biobrændsel er både fokuseret og intensiv: http://ing.dk/artikel/103267-soesalat-tegner-lovende-som-ny-energikilde Der er altså en reel fare for, at også havet omkring Danmark skal til at lide under vores trang til kultivering - ligesom marsken ved Vadehavet allerede er dybt transformeret. Medmindre, naturligvis, økologer og ingeniører taler sammen om, hvordan vi egentligt kan få integreret søsalaten i en samlet havpolitik, så vi sikrer bedre økonomi i søsalat produktionen og bedre indtjening til fiskerierhvervet, men samtidigt en mere mangfoldig natur. En af økologernes store fordele i denne situation er, at økologer er vant til at tænke i samarbejde med naturen, hvor ingeniører mere er specialister i at fokusere på nogle enkelte produkter, hvis produktionsomkostninger skal minimeres. Så lad os tage fat i ingeniørernes glæde ved søsalaten - men også deres frustrationer over den. Det positive ved søsalat er, at det vokser afsindigt hurtigt, ligesom ca 60% af tørstoffet består af kulhydrater. Det giver søsalat potentialet til at være et "vidunderbrændsel", hvor man på releativt beskedne arealer kan høste store energimængder. Uheldigvis er det ikke så let at udnytte energien i søsalat, ordentligt, for ingeniørerne. Kulhydraterne i søsalat består hovedsageligt af sukkeralkoholer, som er designet til at være svært fordøjelige - så det er svært at få energien ud af søsalaten. Det vil naturligvis lykkes for ingeniørerne - nye enzymer skal få ethanol udvindingen højere op, og man vil formentligt ende med en form for forgasningsproces for at udnytte den sidste del af energien. Når jeg tror det ender med en forgasningsproces skyldes det, at søsalat ved simpel afbrænding danner meget store mængder aske. Asken består af de mange alkali-metaller og andre ikke-brændbare materialer der er benyttet til at lave søsalaten. Den slags kan give enhver kraftvarmeværksdirektør sved på panden, fordi det betyder at søsalat korroderer voldsomt ved forbrænding, så hele det fine kraftværk kan ruste væk. Det problem kan man komme udenom ved en forgasningsproces. Men alle de alkalimetaller og næringsstoffer i søsalaten fortæller naturligvis også noget om, hvilke levebetingelser der er optimale for søsalaten: masser af gødning, og masser af mineraler skal der være i vandet. Det er stort set alt det vi ikke ønsker en masse af i havet, så det er her økologerne skal arbejde sammen med ingeniørerne om, at give søsalaten sine optimale vækstbetingelser, samtidigt med at vi får bedre havnatur i Danmark. Ingeniørerne skal lære at samarbejde med naturen i denne sag, i stedet for at modarbejde den. De skal lære at lave "bassiner" til søsalaten på en måde der er både mere miljøvenlig end alle mulige ideer der involverer en masse beton og cement, og som giver os en større biologisk diversitet i "bassinerne". Her er det man kan inddrage en "ny" teknologi til at hjælpe sig på vej, nemlig bio-rock. Bio-rock er en blanding af kalksten (i form af aragonit, som er en utrolig stærk krystalstruktur, samt kalkspat) og brucit. Altså stoffer der minder om dem vi finder i havets egne "hårde" dyr, såsom muslinger, østers, krabber, hummere og koraller. Og bio-rock dannes da også af havet selv, hvis vi hjælper naturen lidt på vej. Det gør man således: Man laver et netværk af jern (i stil med tynde armeringsnet), som man forbinder med katoden (den negative pol) i en jævnspændingsforsyning, medens anoden (den positive pol) udgøres af en titaniumpol. Der vil så aflejres bio-rock på katoden (samt brint som stiger op), medens der på anoden dannes klor og ilt - klor'en reagerer omgående med havets salt-ioner og bindes igen, medens det meste af ilten ryger udi atmosfæren. Omkring anoden sænkes pH betydeligt, hvilket er årsagen til det avancerede valg af anode: titanium kan tåle stort set hvadsomhelst i havvand, så det skal nok holde til det. Omkring katoden dannes derimod et basisk miljø, som er genialt for dannelsen af bio-rock - og som havets egne "hårde" dyr også elsker. Det betyder at jernet ikke ruster - faktisk vil begyndende rust på jernet omgående omdannes til jern igen, så det er ikke noget problem at bruge armeringsnet til katoden, selvom der er tale om saltvand. Med tiden dannes altså et stadig tykkere lag at bio-rock omkring katoden. Det, sammen med den høje pH-værdi (pga jævnstrømmen) er guf for muslinger, østers, hummere, koraller osv, så de flokkes til og stortrives på det der nu ligner et net af hårdt kalksten (materialet er langt hårdere og stærkere end eksempelvis cement, med en typisk sammentrykningsstyrke på 72 N/mm²). Hvis "nettet" er placeret rigtigt, får man altså efterhånden dannet en struktur af bio-rock med muslinger, koraller og lignende, der i betragtelig grad reducerer vandgennemstrømningen, så konstruktionen med tiden kommer til at virke som en effektiv bølgebryder. Da det ikke er meget strøm der skal bruges til at holde processen gang, klares strømbehovet med flydende solceller over "revet". Bølgebrydereffekten betyder, at der inde bag "revet" aflejres sand så vanddybden mellem revet og kysten efterhånden falder, samtidig med at kysten beskyttes imod store bølger (nu taler vi om et stort rev). Der vil altså dannes en bredere strand, med en marsklignende biotop tæt ved kysten, medens der længere ude imod "revet" vil være roligt vand, ideelt til søsalat. Især, hvis revet er placeret i vand, hvortil der transporteres store mængder næringsstoffer (eksempelvis udfor en fjord). Det vil være verdens billigste bassin til dyrkning af søsalat, længere inde vil vadefugle nyde livet, og ude ved revet vil der være muslingebanker, østersbanker, hummere og fisk (de kommer altid til revlignende strukturer), til glæde for fiskerierhverv og dykkere (det vil naturligvis tiltrække turister). Søsalaten og skaldyrene opsuger næringsstofferne inde fra land og trives ved det - og det hele til en langt lavere pris end noget traditionelt dyrkningsanlæg til søsalat en ingeniør kan finde på, fordi man udnytter et samarbejde mellem naturens egen biologiske bølgebrydere, strøm der virker som gødning på kalkdannende dyr og alle de næringsstoffer vi alligevel sender udi havet. Det er naturligvis vigtigt at fiske søsalaten og muslingerne, hummerne osv op, for at få opsamlet alle næringsstofferne igen. Den er fiskerne nok med på - det bliver verdens letteste fangster for dem. Kraftvarmeværkerne kan spare fossilt kul, ved forgasning af søsalaten, ethanol udvundet fra søsalaten kan benyttes til brændstof til biler, og fødevareindustrien kan bruge søsalat i mindre mængder (det benyttes allerede i en række eksotiske fødevarer, ligesom kosmetik-industrien allerede bruger søsalat). Det handler kort sagt om, at lade noget af al næringsstof udledningen til havet komme naturen til gavn, ved at skabe en biotop af intensiv næringsopsugning ved hjælp af søsalat og kunstige koralrev. Samtidigt er der store gevinster ved at få ekstra marksområder. De forskellige effekter her er alle observeret, ved de kunstige koralrev man allerede har dannet ved hjælp af bio-rock. Det unikke er at sætte det sammen med produktion af søsalat, men de andre effekter er velkendte: http://www.globalcoral.org/Summary%20of%20Advantages,%20Disadvantages,%20and%20Safety%20of%20Biorock%20.h forresten - rev og marskområder fungerer som effektiv kulstofsvampe - dels fordi der aflejres meget biologisk materiale i dem, og dels fordi der bruges CO2 til at danne kalksten, som er en hovedingrediens i "revet", samt i de skaldyr og koraller der lever på det. De elsker det, dels pga revstrukturen, men i ligeså høj grad pga det basiske miljø jævnstrømmen skaber omkring katoden - det gør det langt mere energiøkonomisk for dem at danne deres aflejringer. Skulle man en dag fortryde sit rev er det let at slippe af med det igen - man bytter bare om på polerne, så forsvinder det ligeså stille igen.....