Det er et, blandt liberale, velkendt fænomen, men jeg tror dog ikke, at danskerne er opmærksomme nok på problemet, hvorfor jeg besluttede mig for at skrive dette lille notat.
Siden 1950ernes Danmark er velfærden og dermed den danske stat vokset støt. Socialdemokraterne havde befolkningen i ryggen, og kunne derfor stille og roligt opbygge den universelle velfærd et trin af gangen. Problemet for de borgerlige regeringer, som i mellemtiden har haft magten og altså muligheden for at stoppe denne udviklingen, har til dels været manglende viljestyrke og til dels været minimal støtte til sådanne reformer hos befolkningen. Særligt Anders Fogh Rasmussen har ikke formået at udnytte et en lang regeringstid til liberale reformer, hvilket han gang på gang undskyldte med sin yndlingsfloskel:” Man skal kunne tælle til 90”. Til hans forsvar skal det dog siges, at befolkningens tro på velfærdsstaten er enorm. Ydermere er det utrolig svært at fjerne et velfærdsprogram uden at træde en meget stor del af befolkningen over tæerne, og eftersom opportunistiske politikere altid står klar i kulissen til at love guld og grønne skove, vil det være svært, at bevare regeringsmagten med en klar borgerlig og liberal politik. Der er ikke mange husstande i Danmark, som ikke på den ene eller anden måde modtager ydelser fra staten – hermed ikke sagt, at de fleste ikke kunne klare sig uden.
Den liberale sag led desuden et stort knæk, da et ellers velstandspositivt og velfærdsnegativt parti forfaldt til fremmedhad og landsbytosseri. Fremskridtspartiet fløj ellers ind i folketinget med en klar linje mod nannystaten og det høje skattetryk, men jeg tror at der har været mistillid til liberale siden.
Nannystatens største problem er for mig den overdrevne tillid, befolkningen har til politikerne. Et eksempel på dette er den måde, hvorpå man omtaler private virksomheder, som udfører ”statslige” arbejder. Disse virksomheder lider under en generel misbilligelse hos befolkningen, for disse onde mennesker tænker kun på profit og ikke på borgerne. De vil faktisk allerhelst snyde borgerne for at yde dem den service, der bliver betalt for. Hvorfor tror danskerne, at det forholder sig sådan? Og værre endnu – Hvorfor tror danskerne at offentlige institutioner er bedre? Der er i begge tilfælde tale om almindelige mennesker, hvor den eneste forskel er, at den liberale virksomhed bliver opsagt, såfremt den ikke lever op til sin kontrakt.
Der synes desuden at være en udpræget følelse, af at man som privatperson kan tillade sig at losse alle sine ansvar over på politikerne, hvilket omvendt får disse til at gribe ind i vores hverdag og forsøge at styre vores dagligdagsvaner. Jeg er træt af at høre på politikere, der vil fortælle mig, hvor meget sukker jeg må spise og hvor mange cigaretter jeg må ryge. Der er tale om en enorm klientgørelse, der ikke er sundt for den personlige udvikling. Vi lærer vores børn, at når vi har problemer, så er det formentlig statens skyld. Det er i dag ikke problematisk for ungdommen at være på bistand, for hvem gider tage ansvar? Den danske befolkningen lider under klientgørelse og en efterhånden meget gennemgribende krævementalitet.
Dette notat er blot nogle generelle tanker om problemer i Danmark og desværre ikke særlig godt funderet i tal og undersøgelser.
Siden 1950ernes Danmark er velfærden og dermed den danske stat vokset støt. Socialdemokraterne havde befolkningen i ryggen, og kunne derfor stille og roligt opbygge den universelle velfærd et trin af gangen. Problemet for de borgerlige regeringer, som i mellemtiden har haft magten og altså muligheden for at stoppe denne udviklingen, har til dels været manglende viljestyrke og til dels været minimal støtte til sådanne reformer hos befolkningen. Særligt Anders Fogh Rasmussen har ikke formået at udnytte et en lang regeringstid til liberale reformer, hvilket han gang på gang undskyldte med sin yndlingsfloskel:” Man skal kunne tælle til 90”. Til hans forsvar skal det dog siges, at befolkningens tro på velfærdsstaten er enorm. Ydermere er det utrolig svært at fjerne et velfærdsprogram uden at træde en meget stor del af befolkningen over tæerne, og eftersom opportunistiske politikere altid står klar i kulissen til at love guld og grønne skove, vil det være svært, at bevare regeringsmagten med en klar borgerlig og liberal politik. Der er ikke mange husstande i Danmark, som ikke på den ene eller anden måde modtager ydelser fra staten – hermed ikke sagt, at de fleste ikke kunne klare sig uden.
Den liberale sag led desuden et stort knæk, da et ellers velstandspositivt og velfærdsnegativt parti forfaldt til fremmedhad og landsbytosseri. Fremskridtspartiet fløj ellers ind i folketinget med en klar linje mod nannystaten og det høje skattetryk, men jeg tror at der har været mistillid til liberale siden.
Nannystatens største problem er for mig den overdrevne tillid, befolkningen har til politikerne. Et eksempel på dette er den måde, hvorpå man omtaler private virksomheder, som udfører ”statslige” arbejder. Disse virksomheder lider under en generel misbilligelse hos befolkningen, for disse onde mennesker tænker kun på profit og ikke på borgerne. De vil faktisk allerhelst snyde borgerne for at yde dem den service, der bliver betalt for. Hvorfor tror danskerne, at det forholder sig sådan? Og værre endnu – Hvorfor tror danskerne at offentlige institutioner er bedre? Der er i begge tilfælde tale om almindelige mennesker, hvor den eneste forskel er, at den liberale virksomhed bliver opsagt, såfremt den ikke lever op til sin kontrakt.
Der synes desuden at være en udpræget følelse, af at man som privatperson kan tillade sig at losse alle sine ansvar over på politikerne, hvilket omvendt får disse til at gribe ind i vores hverdag og forsøge at styre vores dagligdagsvaner. Jeg er træt af at høre på politikere, der vil fortælle mig, hvor meget sukker jeg må spise og hvor mange cigaretter jeg må ryge. Der er tale om en enorm klientgørelse, der ikke er sundt for den personlige udvikling. Vi lærer vores børn, at når vi har problemer, så er det formentlig statens skyld. Det er i dag ikke problematisk for ungdommen at være på bistand, for hvem gider tage ansvar? Den danske befolkningen lider under klientgørelse og en efterhånden meget gennemgribende krævementalitet.
Dette notat er blot nogle generelle tanker om problemer i Danmark og desværre ikke særlig godt funderet i tal og undersøgelser.
