Prisen på en vare kan tales op. Bilforhandleren kan hævde, at Ferrari-solbrillen er pengene værd. Max Havelaar kan insistere på, at du ikke blot skal købe kaffen, men også med dit køb bidrage til at finansiere kaffebøndernes uddannelse og sygesikring.
I en økonomisk forstand bliver man uden tvivl fattigere, hvis man lader sig forlede af de som sælger en vare, hvor det implicit eller eksplicit fremgår, at man skal betale mere for produktet end det reelt er værd. Om man så eventuelt føler sig bedre tilpas (og hvor længe), hvis man køber til overpris er en anden diskussion.
Ovenstående to eksempler baserer sig på individuelle købs-beslutninger. Her betaler den enkelte forbruger for sin egen historie.
Politikerne lader sig imidlertid også besnære af storytelling. Så ”køber de” historierne om at være gode eller om at skabe økonomisk vækst på skatteydernes vegne. Dette gør de naturligvis uden at skatteyderne bliver spurgt, for der er ikke plads til at stemme om forhåndstilsagn til alle mulige fremtidige initiativer på selve valgdagen.
Eksempelvis kan politikere konfronteres med påstanden om, at en gruppe af nye virksomheder, blot skal have startkapital. Herefter vil virksomhederne kunne klare sig på markedsvilkår til gavn for forbrugerne i almindelighed.
I praksis ved vi dog, at selv om en virksomhed søsættes med nok så meget kapital, så tilsiger selvsamme markedsvilkår, at man ikke kan være sikre på, at pengene ikke fortabes helt og aldeles.
Den ”kreative destruktion”, hvor de mindst egnede virksomheder ikke overlever, er en uundværlig del af markedsøkonomien. Det er den som sikrer, at dårlige ledere tvinges til at finde andet arbejde - eventuelt som gode medarbejdere eller bedre ledere andetsteds.
Med forbrugerne ”i almindelighed” må vi også se bort fra de mange millioner borgere, der ikke kommer til at benytte sig af det, som en given bistands-støttet virksomhed producerer, da de ikke efterspørger varerne, der udbydes.
Endelig har man med opkrævningen af skattekronerne afviklet en del af skatteyderens købeevne. Købsbeslutningen (og velstanden den omfatter) er simpelthen flyttet fra forbruger til politisk beslutningstager.
De penge som er konfiskeret gennem skatteopkrævning kommer altså aldrig igen til borgere, der ikke efterspørger det producerede. Ej heller kommer bistandskronerne igen til de, som kunne nøjes med at handle hos en anden virksomhed, der tilbød noget lignende (men eventuelt ringere/anderledes) men som opstod uden starthjælp.
Det er således økonomens pligt at gøre opmærksom på de afledte konsekvenser af konfiskation – jævnfør journalisten Henry Hazlitts tese:
”Den økonomiske kunst består i ikke kun at se på de umiddelbare effekter men også de langsigtede konsekvenser af en given politik. Den består i at kortlægge konsekvenserne af en given politik for ikke bare en gruppe men alle grupper [i samfundet]”
( "The art of economics consists in looking not merely at the immediate but at the longer effects of any act or policy; it consists in tracing the consequences of that policy not merely for one group but for all groups." http://fee.org/library/books/economics-in-one-lesson/ )
”Socialøkonomiske virksomheder”
- Susanne Kaufmann, der er "Indehaver af virksomheden MyAdvice, der rådgiver inden for ledelsesstrategi, udvikling, innovation og vækst samt entrepreneurship" er imidlertid begejstret for en ny pulje af konfiskerede midler øremærket iværksættere.
I artiklen ”Vækstmilliarder til sociale iværksættere” ( http://susannekaufmann.blogs.erhvervsbladet.dk/ ) hævder hun i modsætning til ovenstående, at hele samfundet har gavn af konfiskation øremærket ”erhvervsfremme”:
"Den politiske enighed om fem milliarder vækstkroner er godt for det nye erhvervsliv og godt for samfundet. Dansk Vækstkapital etableres som investeringsselskab og fastlægger investeringspolitikken, hvor midlerne hen over fem år skal investeres i en bred vifte af fonde. Så langt så godt.", skriver hun.
I lighed med Havelaar ønsker Kaufmann dog, at såkaldt "socialøkonomiske virksomheder" får særlig opmærksomhed:
- ”En bred skare af iværksættere står nu i kø for at få del i den nye kapital. Herunder de sociale iværksættere, der har endnu sværere end mange andre iværksættere ved at hente finansiering. Jeg vil derfor opfordre til at øremærke en del af vækstmidlerne til iværksætterene med socialøkonomiske virksomheder. Disse virksomheder er typisk kendetegnet ved, at de har en samfundsgavnlig indsats, hvor de løser en social, sundheds- eller miljømæssig udfordring. Og ligesom de fleste andre iværksættere bringer de nye idéer og løsninger på banen. De skaber partnerskaber på tværs af sektorer og involvere samarbejdspartnere på nye måder. Innovation så det batter!”
Og så siger hun noget, som kun kan være henvendt til magthaverne, da vi andre jo ikke kan opkræve skatter og uddele dem til de trængende ud fra ovenstående storytelling:
- "Vi skal [...] ikke spørge os selv, om vi som samfund har råd til at investere i de socialøkonomiske virksomheder. Vi skal vide, at vi ikke har råd til at lade være.", skriver hun.
Pointen er imidlertid, at vi som borgere ikke har lov til undlade at ”investere” på den måde Kaufmann taler om, eftersom den investering Kaufmann hentyder til er tvungen og reelt blot er en økonomisk omfordeling fra skatteyderne til nogle, der har ambitioner om at drive virksomhed. Sidstnævnte har, jævnfør at støtten gælder iværksætteri, ikke engang bevist, at de kan gøre det. Bemærk i den forbindelse også at start-bistand øger villigheden til at risikere at søsætte en urentabel virksomhed.
Det ”samfund”, Kaufmann henviser til, er derfor i virkeligheden blot det mikrosamfund, der hedder den aktuelt siddende regering. Det er dem og ikke alle os andre, hun opfordrer til handling; men ganske vist handling med penge, som vi i den private sektor har tjent – og fortjent. De ”investerings”-ansvarlige er derfor en meget lille gruppe mennesker sammenlignet med de forbrugere, der på markedet belønner eller ved deres undladelsesvalg ”straffer” en virksomhed.
At vejen til nulvækst og verdens højeste skattetryk i øvrigt allerede er brolagt med bistandskroner til alverdens ”socialøkonomiske” projekter indpakket storytelling afskrækker tydeligvis ikke Susanne Kaufmann.
