Igen og igen støder man på politisk korrekte naivister og multikulturalister, som i tenderende pubertær bedrevidenhed optræder som sandhedsorakler om Islam, Koranen, muslimer, indvandrerkulturer, osv., skønt de tydeligvis ofte ikke ved, hvad de taler om. Sidste nye skud på den naivistiske stamme er Karina Pedersen: "Når man læser, hvad man vil læse - i Koranen".
Ifølge KP opfatter Islam-kritikerne – som hun i øvrigt sidestiller med ”de ti plager” og den sædvanlige racisme - Koranen bogstaveligt, men det er forkert. For, som hun siger: ”Hvad Koranens kritikere overser, er at litteratur både kan misforstås og misbruges.” Dette leverer KP to litterære eksempler på: ”Den unge Werthers lidelser” og Kafka’s ”Processen”. Allerede her viser KP, at hun ikke har forstået den materie, som hun vil gøre sig til sandhedsvidne i, for man kan ikke bruge læsningen af de to skønlitterære værker som eksempler på læsningen af Koranen. De er nemlig ren fiktion og gør ikke krav på at være andet.
Det er helt modsat med Koranen, der forstår sig selv som værende sandheden om alt i verden og som gør krav på at alle underkaster sig denne sandhed. Ifølge Islam og Koranen selv er bogen en direkte kopi af en guddommelig ditto, som Allah har hos sig oppe i himlen (sura 43.02-04). Islamisk teologi opfatter derfor hvert ord i Koranen som en guddommelig og urokkelig sandhed og tager den helt bogstaveligt. Enhver kritik af den hellige bog eller dele af den opfattes herefter som rendyrket blasfemi, hvilket f.eks. er årsagen til at de få muslimer, der vover at dyrke disciplinen kritisk Koran-forskning, må leve i landflygtighed og/eller skjult.
Den islamiske teologis lære til de troende om, at Koranen er ufejlbarlig og skal tages helt bogstaveligt reflekteres eksemplarisk af flg. udtalelse fra muslim og tidligere medlem af Radikale Venstre, Mazhar Hussein: ”Jeg er fundamentalist (…) det betyder, at Koranen er Guds ord. Der er ikke et bogstav eller et komma, der er sat forkert i Koranen. Det mener alle muslimer. Og derfor er alle muslimer fundamentalister.” (JP, 15/6-99). Da Islam med denne bogstavtro legitimerer et grund tema i Koranen, nemlig krigen (djihaden) mod de vantro, så er det en absurditet, som KP, at give sig til at klandre Islam-kritikere, der fornuftigvis læser Koranen i overensstemmelse med muslimerne selv, for at læse den forkert, dvs. at ”misforstå” og ”misbruge” den. Når man i Koranen f.eks. kan læse Allah sige (2.191): ”Dræb dem (de vantro), hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer”, og da dette volds- og krigsbudskab gentages igen og igen i Koranen, ja, er selve grundpillen i denne bog, så er det et meget stort problem, at der er mennesker, som KP, der i deres uvidenhed og stik imod Islams egen opfattelse, giver sig til at påstå at det, der står Koranen, slet ikke er det, der står (og menes) !!
KP mener videre, at Islam-kritikernes bogstavelige opfattelse implicerer en eliminering af ”begreber som den frie vilje og det personlige ansvar”. Ifølge hende gør kritikerne således muslimen ”til en marionetdukke, der kan trækkes hid og did (...) af en Imam”. Imidlertid at reducere den massive og undertrykkende virkelighed, der inkarnerer de muslimske (parallel-) samfund, til bare at være noget som Islam-kritikerne har iscenesat, er udtryk for en så grotesk uvidenhed, at det her udarter til decideret dumhed.
Yderligere overfører KP – ubevidst om forholdet - sin egen glade position som frit individ i en fri verden til alverdens mennesker, også muslimer, som lever i autoritære (parallel-) samfund, hvor fællesskabet og autoriteten bestemmer for den enkelte, og hvor individet og den almindelige personlige indflydelse/medbestemmelse i den grad er undertrykt, at det ikke bare mangler frihed, men ofte heller ikke opfatter sig selv som et individ i vestlig forstand. Hvor danskere er opdraget til og oplært i kritisk og selvstændig tænkning og tager den personlige frihed for givet, så gælder det for den overvejende del af verdens muslimer, at de er opdragede til at bøje sig for autoriteten og at indtage den forventede plads i fællesskabet. Almindelige muslimer har derfor ingen indflydelse på, hvordan rammerne for deres egen tilværelse skal være indrettet eller hvordan Koranen f.eks. skal opfattes. Alt dette bestemmes af tradition og autoriteter. Når Islamisk teologi derfor fastslår, at Koranen er Allahs ord og som sådan skal tages bogstaveligt, så sætter almindelige muslimer ikke spørgsmål ved dette. Og hvis de gør, så agerer de ikke som sådan, men holder det af frygt for sig selv. Der er således ikke tale om - som KP i sin uvidenhed påstår - at Islamkritikerne ”eliminerer” begrebet om den frie vilje, men derimod om, at de, i modsætning til KP, kan se, at den er undertrykt og gør opmærksom på dette!
Det er selvindlysende at muslimer, som tilhørende slægten ”mennesker”, fra fødslen er lige så forskellige som danskere. Men deres individualitet knægtes igennem opvæksten, og den medfølgende angst for udstødelse og straf, får mange til kritikløst at identificere sig med værdier og holdninger, som et moderne vestligt menneske straks vil forkaste. Det er denne rå undertrykkelse af mennesker og dens udbredelse, som Islam-kritikerne vil til livs, men her møder de kraftig modstand fra en uhellig alliance bestående af, på den side, autoritære religiøse ledere og patriarker, der intet har til overs for vestens menneskerettigheder, og på den anden side, et segment af ignorante og naive multikulturalister, som nu KP, der freder Islam, Koranen og de autoritært religiøse parallelsamfund, for med djævlens vold og magt at bortmane enhver demokratisk Islam-kritiker og fornægte alt, hvad denne siger, og/eller henføre det til at være rendyrket racisme!
Det spørgsmål man med dyb undren må stille multikulturalisterne, der jo er erklærede demokrater og menneskerettighedsforkæmpere, er således: Hvorfor er det vigtigere, at angribe en kritik af (parallel-) samfund med stort voldspotentiale og manglende menneske- og frihedsrettigheder (Islam-kritikken), end at rette en kritik imod – netop – de (parallel-) samfund og personer, der inkarnerer det store voldspotentiale og de manglende menneske- og frihedsrettigheder??
Michael Hammers
Ifølge KP opfatter Islam-kritikerne – som hun i øvrigt sidestiller med ”de ti plager” og den sædvanlige racisme - Koranen bogstaveligt, men det er forkert. For, som hun siger: ”Hvad Koranens kritikere overser, er at litteratur både kan misforstås og misbruges.” Dette leverer KP to litterære eksempler på: ”Den unge Werthers lidelser” og Kafka’s ”Processen”. Allerede her viser KP, at hun ikke har forstået den materie, som hun vil gøre sig til sandhedsvidne i, for man kan ikke bruge læsningen af de to skønlitterære værker som eksempler på læsningen af Koranen. De er nemlig ren fiktion og gør ikke krav på at være andet.
Det er helt modsat med Koranen, der forstår sig selv som værende sandheden om alt i verden og som gør krav på at alle underkaster sig denne sandhed. Ifølge Islam og Koranen selv er bogen en direkte kopi af en guddommelig ditto, som Allah har hos sig oppe i himlen (sura 43.02-04). Islamisk teologi opfatter derfor hvert ord i Koranen som en guddommelig og urokkelig sandhed og tager den helt bogstaveligt. Enhver kritik af den hellige bog eller dele af den opfattes herefter som rendyrket blasfemi, hvilket f.eks. er årsagen til at de få muslimer, der vover at dyrke disciplinen kritisk Koran-forskning, må leve i landflygtighed og/eller skjult.
Den islamiske teologis lære til de troende om, at Koranen er ufejlbarlig og skal tages helt bogstaveligt reflekteres eksemplarisk af flg. udtalelse fra muslim og tidligere medlem af Radikale Venstre, Mazhar Hussein: ”Jeg er fundamentalist (…) det betyder, at Koranen er Guds ord. Der er ikke et bogstav eller et komma, der er sat forkert i Koranen. Det mener alle muslimer. Og derfor er alle muslimer fundamentalister.” (JP, 15/6-99). Da Islam med denne bogstavtro legitimerer et grund tema i Koranen, nemlig krigen (djihaden) mod de vantro, så er det en absurditet, som KP, at give sig til at klandre Islam-kritikere, der fornuftigvis læser Koranen i overensstemmelse med muslimerne selv, for at læse den forkert, dvs. at ”misforstå” og ”misbruge” den. Når man i Koranen f.eks. kan læse Allah sige (2.191): ”Dræb dem (de vantro), hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer”, og da dette volds- og krigsbudskab gentages igen og igen i Koranen, ja, er selve grundpillen i denne bog, så er det et meget stort problem, at der er mennesker, som KP, der i deres uvidenhed og stik imod Islams egen opfattelse, giver sig til at påstå at det, der står Koranen, slet ikke er det, der står (og menes) !!
KP mener videre, at Islam-kritikernes bogstavelige opfattelse implicerer en eliminering af ”begreber som den frie vilje og det personlige ansvar”. Ifølge hende gør kritikerne således muslimen ”til en marionetdukke, der kan trækkes hid og did (...) af en Imam”. Imidlertid at reducere den massive og undertrykkende virkelighed, der inkarnerer de muslimske (parallel-) samfund, til bare at være noget som Islam-kritikerne har iscenesat, er udtryk for en så grotesk uvidenhed, at det her udarter til decideret dumhed.
Yderligere overfører KP – ubevidst om forholdet - sin egen glade position som frit individ i en fri verden til alverdens mennesker, også muslimer, som lever i autoritære (parallel-) samfund, hvor fællesskabet og autoriteten bestemmer for den enkelte, og hvor individet og den almindelige personlige indflydelse/medbestemmelse i den grad er undertrykt, at det ikke bare mangler frihed, men ofte heller ikke opfatter sig selv som et individ i vestlig forstand. Hvor danskere er opdraget til og oplært i kritisk og selvstændig tænkning og tager den personlige frihed for givet, så gælder det for den overvejende del af verdens muslimer, at de er opdragede til at bøje sig for autoriteten og at indtage den forventede plads i fællesskabet. Almindelige muslimer har derfor ingen indflydelse på, hvordan rammerne for deres egen tilværelse skal være indrettet eller hvordan Koranen f.eks. skal opfattes. Alt dette bestemmes af tradition og autoriteter. Når Islamisk teologi derfor fastslår, at Koranen er Allahs ord og som sådan skal tages bogstaveligt, så sætter almindelige muslimer ikke spørgsmål ved dette. Og hvis de gør, så agerer de ikke som sådan, men holder det af frygt for sig selv. Der er således ikke tale om - som KP i sin uvidenhed påstår - at Islamkritikerne ”eliminerer” begrebet om den frie vilje, men derimod om, at de, i modsætning til KP, kan se, at den er undertrykt og gør opmærksom på dette!
Det er selvindlysende at muslimer, som tilhørende slægten ”mennesker”, fra fødslen er lige så forskellige som danskere. Men deres individualitet knægtes igennem opvæksten, og den medfølgende angst for udstødelse og straf, får mange til kritikløst at identificere sig med værdier og holdninger, som et moderne vestligt menneske straks vil forkaste. Det er denne rå undertrykkelse af mennesker og dens udbredelse, som Islam-kritikerne vil til livs, men her møder de kraftig modstand fra en uhellig alliance bestående af, på den side, autoritære religiøse ledere og patriarker, der intet har til overs for vestens menneskerettigheder, og på den anden side, et segment af ignorante og naive multikulturalister, som nu KP, der freder Islam, Koranen og de autoritært religiøse parallelsamfund, for med djævlens vold og magt at bortmane enhver demokratisk Islam-kritiker og fornægte alt, hvad denne siger, og/eller henføre det til at være rendyrket racisme!
Det spørgsmål man med dyb undren må stille multikulturalisterne, der jo er erklærede demokrater og menneskerettighedsforkæmpere, er således: Hvorfor er det vigtigere, at angribe en kritik af (parallel-) samfund med stort voldspotentiale og manglende menneske- og frihedsrettigheder (Islam-kritikken), end at rette en kritik imod – netop – de (parallel-) samfund og personer, der inkarnerer det store voldspotentiale og de manglende menneske- og frihedsrettigheder??
Michael Hammers
