Da en rabbiner engang blev konfronteret med spørgsmål angående jødiske terrorister, svarede han: ”Alle religioner har deres tosser, og vi er desværre ingen undtagelse”. Tænk hvis spørgsmål angående muslimske terrorister – eller blot kriminelle med muslimsk baggrund – blev besvaret på samme måde i stedet for årsagsforklarende vrøvl om at Islam, og ikke individet, er skyld i afvigende adfærd. Men det gør de desværre ikke, og Islam er nu at finde på samme hylde som fattigdom og en dårlig barndom, hvorfor alt fra kriminel adfærd over kvindenedsættende bemærkninger – med vold og terror et sted midt imellem – nu ikke blot forklares med en dårlig barndom eller fattige kår, men også med Islam; indimellem endda alle tre på én gang.
Man kan af den årsag høre socialismens ekko i kritikken af Islam, og mennesket er endnu engang reduceret til en marionetdukke, der kan trækkes hid og did – denne gang af en Imam. Hvad Koranens kritikere overser, er at litteratur både kan misforstås og misbruges. Goethes Den unge Werthers lidelser blev som bekendt anklaget for ikke blot at forherlige, men også forårsage selvmord blandt unge mænd, selv om langt de fleste af Goethes læsere ikke tog livet af sig. Kafkas Processen er af mange – endda veluddannede mennesker – blevet opfattet som systemkritik, selv om den i realiteten – som også resten af Kafkas forfatterskab – handler om skam. Den kan dog – hvis man opfatter den bogstaveligt – godt anses som et systemkritisk værk, men det ændrer ikke på, at den ikke er skrevet med det formål.
Der er således ofte en verden til forskel på, om bøger opfattes bogstaveligt eller metaforisk. Sætningen et øje for et øje, og en tand for en tand, kan ligeledes opfattes bogstaveligt eller som metafor for retfærdig økonomisk kompensation – og der er folk, som gør begge dele. Det samme gør sig gældende med andre voldsomme passager fra både Biblen, Toraen og Koranen. Hvordan man tolker det, man læser, afhænger ikke blot af ens generelle kendskab til litteratur, evne til at placere værket i rette tid og sted og kendskab til den tids sprogbrug; det afhænger indimellem også af, hvilke motiver man har for at læse pågældende værk, for som der står i Biblen: Søg, og du skal finde. Mange har desuden uden tvivl læst Hitlers Mein Kamp, uden at de af den grund er blevet anti-semitter, mens andre måske netop vælger at læse den, fordi den giver udtryk for holdninger, som de i forvejen sympatiserer med.
Det giver af den grund god mening, at netop Islam-kritikere opfatter Islams hellige skrifter bogstaveligt, men det betyder ikke, at alle andre har samme opfattelse. Islam – såvel som både kristendommen og jødedommen – huser grupper, der har hver deres måde at fortolke hellige skrifter på. En jødisk bosætter fra Kiriat Arba er på alle måder anderledes end den gængse New-Yorker jøde, og samme forskelle kan man naturligvis finde hos både kristne og muslimer. Det giver derfor ikke mening at fremstille muslimer som en homogen gruppe – eller Islam som ansvarlig for afvigende adfærd.
Lenin havde uden tvivl ret i, at ideer er langt mere ødelæggende end kanoner, men det ændrer ikke på, at et voksent menneske selv vælger – eller fravælger – sine ideer. Kristne har ofte sagt om jøder, at man ”ikke kan døbe det ud af dem”, og selv om det var ment negativt, så indeholder det alligevel en vis sandhed; man er, som man har bestemt sig for at være. Hvis man derimod tillægger Islam samme vægt som teorien om f.eks. den sociale arv – og det er hvad mange Islam-kritikere, bevidst eller ubevidst, gør – så eliminerer man i samme åndedrag begreber som den frie vilje og det personlige ansvar. Men det er vigtigt at holde fast i, at man ikke mishandler kvinder, fordi en bog siger god for det; man gør det, fordi man har en slet karakter. Det samme gør sig gældende med kriminalitet; man er ikke kriminel, fordi man er født ind i en fattig familie, men derimod fordi man mangler moral.
Når Islam-kritikere – og de kommer i stil med de ti plager tilsyneladende både alene og i flok – forsøger at overbevise samfundet om, at Islam er en trussel imod Vesten, så adskiller de sig ikke fra de mennesker, der op igennem historien har haft samme opfattelse af jøder. Det i sig selv burde være grund nok til at tage afstand fra dem. Når de så tilmed forsøger at promovere sig som frihedskæmpere – alt imens de bekæmper religionsfriheden – så må man undre sig over, for at omskrive Dr. Johnsons ord, at man skal høre al den snak om frihed fra folk, som ønsker at begrænse andres.
Man må ligeledes undre sig over, at de kan finde opbakning på den borgerlig-liberale fløj, som vel om nogen, burde anse mennesket som værende i besiddelse af en fri vilje – og ikke en marionetdukke der ufrivilligt kan trækkes hid og did. Men her skal man måske blot omskrive rabbinerens ord og konstatere, at alle ideologier har deres tosser, og at den borgerlig-liberale lejr desværre ikke er nogen undtagelse.
Man kan af den årsag høre socialismens ekko i kritikken af Islam, og mennesket er endnu engang reduceret til en marionetdukke, der kan trækkes hid og did – denne gang af en Imam. Hvad Koranens kritikere overser, er at litteratur både kan misforstås og misbruges. Goethes Den unge Werthers lidelser blev som bekendt anklaget for ikke blot at forherlige, men også forårsage selvmord blandt unge mænd, selv om langt de fleste af Goethes læsere ikke tog livet af sig. Kafkas Processen er af mange – endda veluddannede mennesker – blevet opfattet som systemkritik, selv om den i realiteten – som også resten af Kafkas forfatterskab – handler om skam. Den kan dog – hvis man opfatter den bogstaveligt – godt anses som et systemkritisk værk, men det ændrer ikke på, at den ikke er skrevet med det formål.
Der er således ofte en verden til forskel på, om bøger opfattes bogstaveligt eller metaforisk. Sætningen et øje for et øje, og en tand for en tand, kan ligeledes opfattes bogstaveligt eller som metafor for retfærdig økonomisk kompensation – og der er folk, som gør begge dele. Det samme gør sig gældende med andre voldsomme passager fra både Biblen, Toraen og Koranen. Hvordan man tolker det, man læser, afhænger ikke blot af ens generelle kendskab til litteratur, evne til at placere værket i rette tid og sted og kendskab til den tids sprogbrug; det afhænger indimellem også af, hvilke motiver man har for at læse pågældende værk, for som der står i Biblen: Søg, og du skal finde. Mange har desuden uden tvivl læst Hitlers Mein Kamp, uden at de af den grund er blevet anti-semitter, mens andre måske netop vælger at læse den, fordi den giver udtryk for holdninger, som de i forvejen sympatiserer med.
Det giver af den grund god mening, at netop Islam-kritikere opfatter Islams hellige skrifter bogstaveligt, men det betyder ikke, at alle andre har samme opfattelse. Islam – såvel som både kristendommen og jødedommen – huser grupper, der har hver deres måde at fortolke hellige skrifter på. En jødisk bosætter fra Kiriat Arba er på alle måder anderledes end den gængse New-Yorker jøde, og samme forskelle kan man naturligvis finde hos både kristne og muslimer. Det giver derfor ikke mening at fremstille muslimer som en homogen gruppe – eller Islam som ansvarlig for afvigende adfærd.
Lenin havde uden tvivl ret i, at ideer er langt mere ødelæggende end kanoner, men det ændrer ikke på, at et voksent menneske selv vælger – eller fravælger – sine ideer. Kristne har ofte sagt om jøder, at man ”ikke kan døbe det ud af dem”, og selv om det var ment negativt, så indeholder det alligevel en vis sandhed; man er, som man har bestemt sig for at være. Hvis man derimod tillægger Islam samme vægt som teorien om f.eks. den sociale arv – og det er hvad mange Islam-kritikere, bevidst eller ubevidst, gør – så eliminerer man i samme åndedrag begreber som den frie vilje og det personlige ansvar. Men det er vigtigt at holde fast i, at man ikke mishandler kvinder, fordi en bog siger god for det; man gør det, fordi man har en slet karakter. Det samme gør sig gældende med kriminalitet; man er ikke kriminel, fordi man er født ind i en fattig familie, men derimod fordi man mangler moral.
Når Islam-kritikere – og de kommer i stil med de ti plager tilsyneladende både alene og i flok – forsøger at overbevise samfundet om, at Islam er en trussel imod Vesten, så adskiller de sig ikke fra de mennesker, der op igennem historien har haft samme opfattelse af jøder. Det i sig selv burde være grund nok til at tage afstand fra dem. Når de så tilmed forsøger at promovere sig som frihedskæmpere – alt imens de bekæmper religionsfriheden – så må man undre sig over, for at omskrive Dr. Johnsons ord, at man skal høre al den snak om frihed fra folk, som ønsker at begrænse andres.
Man må ligeledes undre sig over, at de kan finde opbakning på den borgerlig-liberale fløj, som vel om nogen, burde anse mennesket som værende i besiddelse af en fri vilje – og ikke en marionetdukke der ufrivilligt kan trækkes hid og did. Men her skal man måske blot omskrive rabbinerens ord og konstatere, at alle ideologier har deres tosser, og at den borgerlig-liberale lejr desværre ikke er nogen undtagelse.
