Italien bliver måske ikke det første land til at tilte efter Grækenland, men den italienske økonomi har allerede gravet sig op i det hjørne, der hedder en statsgæld på 119 procent af landets BNP.
Men i en artikel på EPN kalder Jesper Rangvid, professor i finansiering ved Handelshøjskolen i København (CBS), den nuværende finansielle uro om Italien paradoksal. For det er slet ikke så slemt med den italienske økonomi, mener han.
Et af argumenter går som følger:
"Vi økonomer kigger meget på den såkaldte primære offentlige balance, hvor statens udgifter til afdrag og renter på gælden udelades af opgørelsen over indtægter og udgifter. Italien har rent faktisk en væsentlig bedre primær balance en de fleste andre eurolande, og det er et væsentlig element i vurderingen af den langsigtede holdbarhed," forklarer Jesper Rangvid.
"Hvis man gik ud fra, at Italien ingen gæld havde. Skulle de så stadig låne penge til at finansiere offentlige lønninger, og hvad staten nu ellers bruger penge på. Nej, det skulle de faktisk ikke," svarer Jesper Rangvid sig selv.
Det lyder jo betryggende, eller gør det? for Italiens underskud er vokset med henholdsvis 5,4 pct. og 4,6 pct. af BNP de sidste to år, netop fordi Italien har en kæmpegæld, som de betaler renter af.
Nu ved jeg ikke, hvad den italienske stats indtægter er årligt, men de er i hvert fald ikke 100 pct af BNP. Lad os for nemheden skyld sige, at Italien skylder de fulde statsindtægter for tre hele år væk, og beløbet i øvrigt stiger løbende på grund af, at landet ikke kan betale renterne og lånene tilbage uden at låne flere penge.
Giver det så nogen mening at sige, at hvis de ikke skyldte nogen penge væk i Italien, så var alt fryd og gammen? Nej vel.
Lad os forestille familien Hansen. De tjener 400.000 om året efter skat. Hvis de ikke skylder nogle penge væk, så kan de altså leve ganske godt. Nu er sagen bare, at de skylder 1,2 mio. kr. væk på grund af en lang kæde af forbrugslån gennem de sidste 20-30 år. De har ikke noget hus, eller noget af værdi, som de kan sælge og indløse en øjeblikkelig gevinst ved. Altså er de nødt til at betale af på de 1,2 mio. kr. ved brug af de 400.000 kr. om året, som de har i indtægt. Lad os sige, de har en flink bank, der kun vil have 6 procent i rente på lånet. Det vil sige 72.000 kr om året før der overhovedet bliver betalt af på hovedstolen på de 1,2 mio. kr.
Men Familien Hansen har faste udgifter for 370.000 kroner om året. Og de kan ikke lige se, hvor de kan spare henne. Så ja, hvis de ikke skyldte penge, så havde 30.000 om året til rejser og andet fjant. Nu er de bare ikke gældsfrie, men skylder over en million, så for at kunne betale renterne på lånet, må de betale de 30.000 kroner, de årligt har i overskud og samtidigt låne 42.000 kr. alene for at betale renterne.
Er der noget at sige, at banken er ved at være lidt lunken over for familien Hansen?
Og er der noget at sige til, at markedet reagerer på Italien?
