Førtidspension er et hyppigt debateret emne, såvel her på 180 grader som i den politiske debat i øvrigt. Politikere fra alle aspekter af det politiske spektrum har nævnt kritik af førtidspensionering af "unge" under 30 eller 40 år.
Jeg er gift med en førtidspensionist, og den oplevelse, jeg har haft, stemmer slet ikke overens med det billede, der præsenteres i medierne, og som ofte nævnes i debatten her på siden. Til tider kan jeg godt få oplevelsen af at førtidspension er blevet en slags prügelknabe i debatten om velfærdssamfundet. Særligt morsomt er det dog at høre fortalere for efterlønnen kritisere førtidspension, men mere om det senere.
Myte 1: Der er brug for opstramninger i loven så mennesker med ikke-kroniske lidelser ikke tildeles førtidspension.
Fra lov om social pension:
"§ 16. Førtidspension kan tilkendes personer i alderen fra 18 til 65 år.
Stk. 2. Det er en betingelse for at få tilkendt førtidspension,
1) at personens arbejdsevne er varigt nedsat, og
2) at nedsættelsen er af et sådant omfang, at pågældende uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning, herunder beskæftigelse i fleksjob, ikke vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde."
Loven er faktisk ret klar i sin formulering. Førtidspension skal kun tildeles personer med varig nedsættelse af arbejdsevnen, der bevirker at personen på ingen måde vil være i stand til at forsørge sig selv.
At de kommunale myndigheder i praksis ikke følger loven, bør ikke bevirke en lovændring i pensionsloven. Den er faktisk ganske fornuftigt formuleret.
Myte 2: Der er "nemt" at få førtidspension. Man skal blot møde op på kommunen med en diagnose i hånden fra sin egen læge og så er den pension hjemme.
Førtidspension gives ikke længere på baggrund af medicinske diagnoser. Der tages udelukkende stilling til begrebet "arbejdsevne". Denne ændring blev indført ud fra et ønske om at sagsbehandlingen skulle tage udgangspunkt i borgerens kunnen, og ikke dennes sygdom.
Her er min personlige oplevelse af førtidspensionssystemet. Jeg er klar over at det er en længere fortælling, men jeg håber, at læseren vil bære over med mig. Min hustru lider af flere arvelige, kroniske sygdomme. De brød ud sidst i tyverne, indtil da havde hun passet sine studier, og arbejdet flittigt ved siden af som hjemmehjælper og butiksansat. Hun så frem til et langt arbejdsliv og havde mange drømme og ambitioner. Sygdom satte en stopper for dette - det var en hård erkendelse af hun ikke længere kunne arbejde, og at hun resten af sine dage ville være nødt til at leve af andres penge. Det var et stort nederlag for hende, at måtte søge om førtidspension - som mange andre havde hun et billede af førtidspensionister som sociale tabere, der hang ud på bænken med nettopose håndbajere.
Det viste sig dog at det ikke skulle være nogen nem opgave overhovedet at få kommunen til at tage stilling om hun var berettiget til førtidspension. Der gik faktisk mange måneder, hvor der intet skete. Ved hendes første henvendelse fik hun at vide, at sagsbehandlerne holdt sommerferie og hun måtte komme igen om 2 måneder. Senere blev hun sendt til "forventningsafstemningsmøder", "informationsmøder", og mange andre besynderlige ting, der ikke havde noget som helst indhold, og som det på grund af hendes sygdom var problematisk for hende overhovedet at deltage i.
Der skete først noget efter 52 uger. Det viste sig nemlig, at efter denne periode kan kommunen ikke længere modtage refusion fra staten for sygedagpenge. Så gik det stærkt med udarbejdelse af en ressourceprofil (hos en privat aktør, hvor alle de ansatte var tidligere "stamkunder" i det sociale system), udarbejdelse af nye lægeundersøgelser/papirer (dem hun oprindeligt havde givet dem, var faldet for forældelsesfrist i mellemtiden) og en efterfølgende indstilling til førtidspension fra hendes sagsbehandler. Kommunens lægekonsulenter mente at hendes funktionsevne var varigt reduceret til det ubetydelige, og på baggrund af dette fandt sagsbehandleren, at der var baggrund for at rejse sag om førtidspension.
Til vores store overraskelse modtog vi et afslag fra Socialforvaltningen i kommunen om at rejse sag om førtidspension. Bemærk at det ikke var afslag på førtidspension - det var et afslag på at tage stilling til om min hustru var berettiget til førtidspension. Socialforvaltningen vurderede, at der ikke var tilstrækkelig information til at vurdere om min hustru ingen arbejdsevne besad. Desuden bemærkede de, at hun var veludannet, og derfor måtte være i stand til at forsøge sig selv via arbejde fra hjemmet. Dette på trods af veldokumenterede lidelser, der på ingen måde levner muligheden for at forsøge sig selv. Der var heller ingen nærmere angivelse af hvilket mystisk job, hun skulle bestride i hjemmet, udover at "noget med IT" burde være muligt.
Når man får afslag på førtidspension, bortfalder ens ret til sygedagpenge, og som gift, kan man ikke modtage kontanthjælp, med mindre ens ægtefælle har en ekstremt lav indtægt eller selv er social klient, så det efterlod hende uden indtægt. Loven er indrettet således at kommunen skal følge op på en sådan afgørelse med ny "arbejdsmarkedsrettet" indsats. Hun fik så at vide, at denne indsats var, at hun skulle søge førtidspension igen, og at denne gang ville de så sende hende i en arbejdsprøvning. Da vi så bemærkede at hendes lidelse ikke muliggjorde, at hun kan forlade hjemmet særlig tit uden hjælp, fik vi at vide, at så kunne kommunen da bare sende en taxa hver dag og køre hende frem og tilbage. Da hun viste sig at være for syg til dette, blev hun bedt om selv at finde på noget i hjemmet, der kunne bruges som en arbejdsprøvning, og så føre en dagbog over dette. Det var et dybt bizart forløb at opleve.
I mellemtiden havde vi anket kommunens afgørelse til statsamtet. Efter en ventetid på 9 måneder kom endelig en afgørelse, hvor statsamtet omgjorde kommunens beslutning med tilbagevirkende kraft. Så langt, så godt. For til min store forbløffelse meddelte sagsbehandleren hos kommunen, at dette blot betød, at de skulle starte sagen forfra til fornyet vurdering. Jeg var nødt til at kontakte en højerestående embedsmand hos kommunen og bede ham forklare mig, hvordan det hang sammen med den afgørelse, der var givet af statsamtet. Der gik en uge og så havde min hustru fået tildelt førtidspension.
Det var en lang historie, men jeg håber, den illustrerer, hvor sygt systemet er skruet sammen. Er man veluddannet med et arbejdsliv bag sig, mødes man med en mur af bureaukrati og besynderlige beslutninger af nærmest Kafkask karakter. Det er helt tydeligt at systemet overhovedet ikke er gearet til at tage sig af normale borgere, der rammes af sygdom eller invaliditet (f.eks. ved ulykke). Havde min hustru ikke haft mig til at føre hendes sag for hende, var hun blevet kørt rundt i det sociale system i årevis. Undervejs i forløbet har jeg været i kontakt med andre mennesker, der ligeledes er gået fra et normalt liv til alvorlig sygdom eller er blevet ramt af f.eks. et trafikuheld, med svære handicap til følge.
Min oplevelse er følgende: I Danmark i dag gives førtidspension til de personer, sagsbehandlerne ikke gider længere. Og i visse kommuner gives førtidspensioner slet ikke, med mindre man kan finde ud af tvinge systemet til at give et afslag, man kan anke. Der er kommuner, der spekulere i at køre folk i systemet, uden nogensinde at give et ja eller et nej - for så kan der ikke ankes.
Tilgangen til førtidspension er, så vidt jeg har kunne læse mig til, ikke steget over de sidste år. Men andelen af førtidspensionister der tildeles på baggrund af psykiske lidelser er. Hvad betyder det? Det betyder at år for år bliver det sværere for "almindelige" danskere der rammes af reel, varig invaliditet at få hjælp.
Myte 3 - Førtidspension er en fyrstelig ydelse
Førtidspension reguleres efter ægtefællens indtægt. Min hustru modtager ca. 8500 kroner efter skat om måneden. For en person, der hvis hun ikke var ramt af sygdom, ville kunne tjene det tredobbelte efter skat, er det ikke ret meget. Førtidspension er høj ydelse hvis man er enlig mor med et kuld børn der bor i en lejebolig, ellers er det faktisk ikke nogen luksuriøs ydelse. Min hustru klager ikke over ydelsen, hun er blot taknemlig for, at der hjælp at hente. Men det var en ydmygende og bizar oplevelse at skulle kæmpe for at få den tildelt i første omgang.
Myte 4 - Vi parkerer unge mennesker på førtidspension, der må gøres noget!
Sygdom og invaliditet respekterer ikke alder. Bliver du lam i et trafikuheld, betyder din alder intet. Er du født som multi-handicappet, giver det ingen mening, at man ikke kan tildeles førtidspension, før man fylder 40. Rammes du af en uhelbredelig, arvelig lidelse, sker det som oftest ikke når du er 40.
Lider man ikke af en varig invaliditet, skal man slet ikke have førtidspension. Det gælder uanset om man er 20 eller man eller man er 60. At argumentere for at alder skal have en indflydelse er sort snak.
7 % af den voksne befolkning er på førtidspension - noget må der da være galt?
Ja, det er korrekt. Der er ingen måde, hvorpå 7% af arbejdsstyrken kan være permanent uarbejdsdygtig. Men hvem er det så, der får førtidspensionen? Min teori, der dog kun er baseret på egne oplevelser og observationer, er at førtidspension gives ud fra en social betragtning snarere end en medicinsk betragtning.
Det er også et faktum, at ikke-vestlige indvandrer tildeles førtidspension i stor stil. Det er omtrent hver tredje kvindelige indvandrer mellem 40 og 64 i Århus, der modtager førtidspension. Det er et absurd højt tal, der viser at ordningen i praksis er blevet en social ydelse til folk, som kommunerne opgiver at få i job.
I Københavns Kommune er antallet af personer med dansk oprindelse der tildeles førtidspension faldet med 27 % på et år, mens det totale antal tilkendelser er steget med 37%. Det er tydeligt, at der er noget galt. Mit personlige gæt er at kommunerne bruger førtidspension som "skraldespand" for folk de ikke magter at integrere.
* Førtidspension bør omdøbes til invalidepension.
* Efterlønnen bør afskaffes. Er man nedslidt og invalid, skal man have invalidepension. Hvorfor mener nogen politikere at man kun skal kunne trække sig tilbage som nedslidt hvis man har været medlem af en a-kasse? Skal sociale ydelser være betinget af medlemskab af bestemte foreninger?
* Invalidepension skal ikke tildeles af kommunerne. En statslig instans bør foretage vurderingen, og den bør foretages primært af personer med medicinsk fagkundskab. At lægge opgaven hos kommunerne fører bare til kassetænkning.
Skiftet fra en medicinsk, diagnose-baseret tilgang til pension, til en socialfaglig "arbejdsevne"-baseret tilgang har været en kæmpe fiasko.
Jeg håber, at mit indlæg kan få nogen til at revurdere deres opfattelse af hvad førtidspension er, og hvor tilgængelig en ydelse, det egentlig er, hvis man ikke har den korrekte socio-økonomiske baggrund.
