Kausalitet er noget politikere ofte får galt i halsen. Senest var det Magnus Heunicke, der fremførte den velkendte myte om, at Danmarks velstand er skabt af den danske velfærdsstat. Men det er og forbliver en myte. Potentialet til velstanden lå i kulturen og denne var allerede til stede før velfærdsstatens tilblivelse. Altså udspringer velstanden og alt det gode som vi omgiver os med ikke af velfærdsstaten.
Velfærdsstaten skaber heller ikke velstand. I starten havde den måske en neutral effekt på velstanden, men over tid blev effekten på velstanden mere og mere negativ. Vi vil derfor stå bedre uden en velfærdsstat. Ja, vi ville have haft mere velstand uden oprettelsen af en velfærdsstat.
Den danske kultur, der ligger til grund for velfærdsstaten, er heller ikke egentlig dansk, men er en særlig tillidskultur, der går igen i de homogene samfund højt mod nord. For Danmark er egentlig bare en konstruktion, en overbygning på tillidskulturen, og den danske kultur er blot et nyere fænomen, men derfor kan den stadig være pokkers værdifuld. For der er noget, der er før danskheden, noget der bliver installeret dybt i os alle, noget vi ikke kan andet end at knytte til præcis fænomenet kultur, altså forstået som en fælles måde at tænke på, der gentager sig i stort og småt. Kulturen er noget vi giver til hinanden, arver fra hinanden og som holdes i live i fællesskabet som det nu afgrænser sig.
Velfærdsstaten er altså ikke et dansk fænomen, det er et skandinavisk fænomen. Og så må man spørge sig selv: Hvad kendetegner de skandinaviske lande? Hvad er det de har tilfælles på tværs af landene? Et af de bedste svar er, at landene har haft homogene befolkninger og dette har givet betingelserne for landenes succes. Det homogene islæt har gjort, at danskere, nordmænd og svenskere alle har en høj grad af imødekommenhed, troværdighed (hvilket alle der har rejst verden rundt ved), arbejdsetik, borgerdeltagelse, foreningsliv, sunde familieværdier og forståelse for det individuelle ansvar. Danskere og skandinavere er i almindelighed politisk set liberale, for vi nærer en høj grad af tolerance, men indadtil er vi konservative, fordi vi kender til værdien af det vi har fået givet.
Normer og kultur har betydning for den økonomiske udvikling. Dette bevidner den økonomisk litteratur i et omfang, der gør, at vi taler om "a stylized fact", dvs. et etableret faktum. De 10 mest citerede forskningsartikler på området siger det alle sammen samstemmende, og dette er på baggrund af forskellige data, varierende metoder og modeller.
Velfærdsstaten har aldrig gjort Danmark rig eller gjort Danmark til et godt land med høj livskvalitet. Nej, vi profiterer primært af en nedarvet tillidskultur.
Det er således ikke spekulation, når jeg hævder at velfærdsstaten er et produkt af den gode og sunde kultur, der allerede var til stede. Kulturen var også nødvendig for velfærdsstaten. Velfærdsstaten kan ikke tage æren for noget som helst i den anledning, her er den blot en proxy for den sunde kultur. Og med tiden blevet til en variabel med stigende negative effekter.
Også det historiske bevismateriale bakker mig op: Den danske økonomi havde en høj vækst inden oprettelsen af velfærdsstaten, blandt de allerhøjeste i verden. Skandinavisk indvandring til USA 1850-1930 har haft positiv indflydelse på de områder indvandrerne kom til: helt ned på mikroniveau er områderne præget af mere tillid, og de skandinaviske efterkommere klarer sig bedre end gennemsnittet i forskellige målinger. Og dette på trods af, at der aldrig har været en velfærdsstat i skandinavisk forstand.
Vi ser også eksempler på det modsatte: Irere og keltere, der medbragte diverse fejder og konflikter til USA, og som bosatte sig i den bjerrige del af øst-USA. Denne indvandring trækker stadig den dag i dag et blodigt og kedeligt spor efter sig, når man kigger på kriminalstatistikkerne og måler tilliden. Kulturen blandt disse grupper var ikke lovende fra starten og selv den dag i dag så påvirker dette samfundet og folk flere generationer senere. Kultur som faktor er altså stærk, nærmest konstant over en længere årrække.
Sandsynligvis betød de stærke normer og den høje produktivitet i de skandaviske lande, at omkostningerne ved at eksperimentere og forsøge sig med en velfærdsstat var lavere end i andre lande. I begyndelsen troede man, at velfærdsstaten virkede som den skulle, men man overvejede nok aldrig om det måske var fordi, at flertallet af befolkningen var stærkt præget af en kultur der tilhørte tiden før velfærdsstaten med lutherske normer og stærke dyder om at klare sig selv og ikke hænge på fællesskabet. Og man så nok heller aldrig mod udlandet, hvor de selvsamme politikker forårsagede negative effekter hurtigere i andre lande.
Det er ikke tilfældigt hvilke lande der byggede velfærdsstater. Det er netop de lande, hvor velfærdsstaterne fungerer mindst dårligt, der som hovedregel prøvede først og samtidig gik længst. Der var altså et større rum for eksperimenter. Det var jo ikke i Guatamala, Egypten eller Grækenland, at man byggede velfærdsstater, nej det var i de allerede meget velfungerende lande i det nordvestlige hjørn af Europa.
Af de lande der deltog i Warszawapagten, var DDR og Ungarn de økonomisk mest succesfulde. Kommunismen var skadelig for alle lande - selv for DDR og Ungarn. Men fordi østtyskerne og ungarerne var så kompetente og som folk nød en større grad af social samhørighed og var mere motiverede for at arbejde, så fik de kommunismen til at se mindre skadelig ud i modsætning til andre kommunistiske og socialistiske lande.
Hvis Danmark var havnet på den anden side af jerntæppet som et af de kommunistiske lande, så ville Danmark sandsynligvis have fungeret lige så godt eller endda bedre end DDR og Ungarn, der var de to lande hvor kommunismen fungerede bedst. Og det er ikke fordi kommunismen er eller var et godt system, men fordi Danmark i forvejen var et godt land befolket af gode folk.
Tillidskulturen kan faktisk ryge hurtigere end vi tror. Selvom man taler om at et lands kultur er enormt persistent, nærmest konstant, så skal vi blot se til Polen for at finde undtagelsen der bekræfter reglen. Polakkerne havde en lige så høj grad af tillid til hinanden som danskerne og andre skandinavere havde omkring 1900-tallet, men et par verdenskrige og en kommunistisk besøttelse senere, så havde den polske tillidskultur lidt stor skade. Tilliden er fortsat lav i Polen og det vil tage årtier, måske århundreder at få den op på samme niveau som den var tidligere.
Kultur er stærk, men den kan ændres. God og sund kultur tager umådelig lang tid at opbygge, men den kræver også stærke påvirkninger udefra for at blive nedbrudt. Altså kan man på en og samme tid være urolig og rolig. Ligesom man skal være på vagt over for udefrakommende fænomener, så skal man også se på hvad der sker indenfor kulturen. Kulturen i Danmark skabte velfærdsstaten, et eksperiment, der nu har varet ved i flere årtier og som ikke vil vare evigt. Velfærdsstaten har nu længe påvirket tillidskulturen tilbage og dette i en efterhånden mere og mere negativ retning. Vi er ved at nå dertil, hvor alle er født ind i velfærdsstaten og alle dermed er mere eller mindre korrumperede.
