Myten:
Muslimer hævder ofte, at deres religion fostrede en rig arv af videnskabelige opdagelser, banende vejen for moderne fremskridt i teknologi og medicin. De refererer i den forbindelse til perioden mellem det 7. århundrede og 13. århundrede, da Europa oplevede sine ”mørk tider”, og den muslimske verden erobrede nye populationer og kulturer.
Sandheden:
Selvom der ikke kan herske nogen tvivl om, at den muslimske verden gennem denne tid avancerede mere end den kristne verden, så har årsagerne til dette absolut intet med Islam at gøre (andet end et mandat til militær ekspansion). Faktisk misbilliger Islam aktivt kundskab uden for sig selv, hvilket er hvorfor de største muslimske lærde gennem historien, har tenderet til at være studerende af Islam, mere end studerende af videnskab.
For det første nød den muslimske verden godt af græsk videnskab, som blev oversat til muslimerne af kristne og jøder. Til muslimernes ros skal det dog siges, at de gjorde et bedre stykke arbejde i at bevare de græske tekster, end den tids europæere gjorde, og dette blev muslimernes kundskabsfundament (En hovedgrund til dette er dog, at kristnes tilgang til denne del af verden blev afskåret af muslimske slaveskibe og kystpirateri, der på den tid dominerede Middelhavet). For det
For det andet var mange af de videnskabelige fremskridt, som Islam blev krediteret for, faktisk ”lånt” fra de kulturer muslimerne erobrede. Eksempelvis det algebraiske koncept med ”nul” tilskrives ubestrideligt Islam, selvom det faktisk er skabt af hinduerne og blot gennem muslimerne introduceret til vesten – sammen med de produkter fra andre kulturer, der af de nye regenter blev fundet nyttefulde.
Faktisk bidrog erobrede populationer i stor stil til den muslimske videnskabshistorie, indtil denne gradvist blev decimerede gennem konverteringer til Islam.
Den muslimske koncentration indenfor en population er direkte proportionel med aftagning i videnskabelige resultater.
Det er ikke noget tilfælde, at den muslimske verden ikke har haft meget at vise gennem de seneste 600 år, eftersom de er løbet tør for civilisationer de kan kannibalisere.
For det tredje blev de store muslimske videnskabsfolk og ikoner ofte i deres tid anset for værende kættere, og nogle gange med god grund. En af de største resultatskabere der nogen sinde er kommet fra den muslimske verden, var den iranske videnskabsmand og filosof al-Razi. Hans imponerende arbejder holdes ofte op som dagens ”bevis” på muslimske præstationer. Men hvad apologeterne ofte udelader er, at al-Razi blev afsværget som blasfemisk, eftersom han fulgte sine egne religiøse overbevisninger – som var i indlysende modstrid med traditionel Islam.
For det fjerde er Islam´s tilskrivninger (ofte ukorrekte) ikke særligt dramatiske. Der er opfindelsen af visse ord, såsom alkymi og eliksir, men ikke meget andet har overlevet til vore dages videnskab, der har nogen praktisk betydning. Ej heller er der nogen grund til at tro, at sådanne opdagelser ikke alligevel nemt ville have blevet gjort i vesten, i slipstrømmen af Reformationens kulturelle vækkelse.
Faktisk tager den muslimske litani ofte form som en rapsodi, i hvilken de virkelige oprindelser af disse opdagelser udelades – sammen med deres komparative signifikans for vestlige præstationer. Videnskabelige, medicinske og teknologiske præstationer er ikke noget muslimske apologeter ønsker at udfordre den kristne verden til pissekonkurrence i. Dagens islamiske innovatorer er kendte for blot at omforme vestlig teknologi, såsom mobiltelefoner og fly, til instrumenter for massemord.
Til opsummering, selvom den islamiske religion ikke er helt igennem fjendtlig mod videnskab, skal den heller ikke forveksles med en facilitator. De store præstationer der siges at være kommet fra den islamiske verden, blev enten lavet af ikke-muslimer, der tilfældigvis var under islamisk herredømme, eller af kættere der almindeligvis havde meget lidt interesse i Islam.
Videnskabelige opdagelser aftager dramatisk i takt med at Islam indtager dominans, indtil de i sidste instans blegner helt væk.
Muslimer hævder ofte, at deres religion fostrede en rig arv af videnskabelige opdagelser, banende vejen for moderne fremskridt i teknologi og medicin. De refererer i den forbindelse til perioden mellem det 7. århundrede og 13. århundrede, da Europa oplevede sine ”mørk tider”, og den muslimske verden erobrede nye populationer og kulturer.
Sandheden:
Selvom der ikke kan herske nogen tvivl om, at den muslimske verden gennem denne tid avancerede mere end den kristne verden, så har årsagerne til dette absolut intet med Islam at gøre (andet end et mandat til militær ekspansion). Faktisk misbilliger Islam aktivt kundskab uden for sig selv, hvilket er hvorfor de største muslimske lærde gennem historien, har tenderet til at være studerende af Islam, mere end studerende af videnskab.
For det første nød den muslimske verden godt af græsk videnskab, som blev oversat til muslimerne af kristne og jøder. Til muslimernes ros skal det dog siges, at de gjorde et bedre stykke arbejde i at bevare de græske tekster, end den tids europæere gjorde, og dette blev muslimernes kundskabsfundament (En hovedgrund til dette er dog, at kristnes tilgang til denne del af verden blev afskåret af muslimske slaveskibe og kystpirateri, der på den tid dominerede Middelhavet). For det
For det andet var mange af de videnskabelige fremskridt, som Islam blev krediteret for, faktisk ”lånt” fra de kulturer muslimerne erobrede. Eksempelvis det algebraiske koncept med ”nul” tilskrives ubestrideligt Islam, selvom det faktisk er skabt af hinduerne og blot gennem muslimerne introduceret til vesten – sammen med de produkter fra andre kulturer, der af de nye regenter blev fundet nyttefulde.
Faktisk bidrog erobrede populationer i stor stil til den muslimske videnskabshistorie, indtil denne gradvist blev decimerede gennem konverteringer til Islam.
Den muslimske koncentration indenfor en population er direkte proportionel med aftagning i videnskabelige resultater.
Det er ikke noget tilfælde, at den muslimske verden ikke har haft meget at vise gennem de seneste 600 år, eftersom de er løbet tør for civilisationer de kan kannibalisere.
For det tredje blev de store muslimske videnskabsfolk og ikoner ofte i deres tid anset for værende kættere, og nogle gange med god grund. En af de største resultatskabere der nogen sinde er kommet fra den muslimske verden, var den iranske videnskabsmand og filosof al-Razi. Hans imponerende arbejder holdes ofte op som dagens ”bevis” på muslimske præstationer. Men hvad apologeterne ofte udelader er, at al-Razi blev afsværget som blasfemisk, eftersom han fulgte sine egne religiøse overbevisninger – som var i indlysende modstrid med traditionel Islam.
For det fjerde er Islam´s tilskrivninger (ofte ukorrekte) ikke særligt dramatiske. Der er opfindelsen af visse ord, såsom alkymi og eliksir, men ikke meget andet har overlevet til vore dages videnskab, der har nogen praktisk betydning. Ej heller er der nogen grund til at tro, at sådanne opdagelser ikke alligevel nemt ville have blevet gjort i vesten, i slipstrømmen af Reformationens kulturelle vækkelse.
Faktisk tager den muslimske litani ofte form som en rapsodi, i hvilken de virkelige oprindelser af disse opdagelser udelades – sammen med deres komparative signifikans for vestlige præstationer. Videnskabelige, medicinske og teknologiske præstationer er ikke noget muslimske apologeter ønsker at udfordre den kristne verden til pissekonkurrence i. Dagens islamiske innovatorer er kendte for blot at omforme vestlig teknologi, såsom mobiltelefoner og fly, til instrumenter for massemord.
Til opsummering, selvom den islamiske religion ikke er helt igennem fjendtlig mod videnskab, skal den heller ikke forveksles med en facilitator. De store præstationer der siges at være kommet fra den islamiske verden, blev enten lavet af ikke-muslimer, der tilfældigvis var under islamisk herredømme, eller af kættere der almindeligvis havde meget lidt interesse i Islam.
Videnskabelige opdagelser aftager dramatisk i takt med at Islam indtager dominans, indtil de i sidste instans blegner helt væk.
