Det vækker undren, at mange muslimer fortsat er belemret med en fatal mangel på evne til at tænke rationelt. De aktuelle begivenheder i Gaza viser, hvor galt det står til.
Lad os for et øjeblik prøve at glemme alt om, hvem, der bærer skylden for hvad, og hvem, der har retten på sin side. Glem Holocaust, muslimsk terrorisme, elendigheden, sorgen og vreden samt konfliktens alle andre årsager. Betragt i stedet konfrontationen helt nøgternt uden at lægge en eneste følelse i det, du ser.
Gaza-konflikten har stået på siden staten Israel blev oprettet i 1948. I løbet af de 62 år, der er gået, har begge sider lidt under alt, hvad en krigerisk konflikt kan indebære af grusomheder og menneskelige tab. I konflikten findes der et klart mønster. Den samme ”film” spilles om og om igen, så tilskuerne til sidst bliver ligeglade i begge ender. Israelerne er altid vinderne, mens palæstinenserne altid er taberne i det tilsyneladende evige forløb af voldelige konfrontationer.
I menneskehedens historie er det umuligt at finde en krig, hvor den besejrede har tabt 100 gange flere liv og lidt 1000 gange større materielle skader end sejrherren. Hverken Første eller Anden verdenskrig, 100-årskrigen, Vietnam, romernes eller grækernes krige i Oldtiden har fremvist en sådan ulighed mellem de kæmpende parter.
Hvornår bliver palæstinenserne rationelle og indser, at alt hvad de har foretaget sig i deres kamp mod Israel i løbet af de sidste 62 år, har været forgæves? Palæstinenserne kan kalde israelernes respons ujødisk, ukristen, uislamisk, uetisk, umenneskelig eller uacceptabel. Men dette ændrer ikke det faktum, at i denne konflikt er palæstinenserne musen og Israel er løven. Løven reagerer ikke hver eneste gang, musen bider den i halen, men når der kommer et bid, som overskrider løvens smertegrænse, kan den reagere voldsomt. Uanset at, der er intet hæderlig i at slå et andet menneske ihjel!
I 62 år har palæstinenserne kastet sten og primitive bomber eller raketter mod israelerne. De er blevet slået ned med kampvogne og bombefly til gengæld. I 62 år har palæstinenserne råbt om hjælp fra hele verden og kun fået nok til at overleve indtil deres næste nederlag. Det var ynkelig at se Hamaslederen i 2008, som midt i en af de største kampe med israelerne, med lukkede øjne og udstrakte hænder mod himlen bad Allah om at knuse fjenden.
Allah havde ikke hjulpet palæstinenserne i de foregående 62 år. Ingen leder har været i stand til at skabe ret meget positiv for palæstinenserne i den samme tid. I 62 år har ingen arabisk eller muslimsk stat hjulpet palæstinenserne til at opnå en bedre situation. I 62 år har intet udspil mod Israel - hverken FN-resolutioner, internationale sanktioner, politisk pres eller militære trusler - resulteret i nogen form for fremskridt for palæstinenserne.
Vi er nødt til at respektere Vesten for at være i stand til at tale om, forstå og eksponere sine egne fejl og mangler. Det er en evne, palæstinenserne og muslimerne i hele verden behøver at lære sig. Palæstinenserne skal holde op med at jamre og begynde at handle. De er midt i en krig, som de ikke kan vinde med våben, og er derfor nødt til at opføre sig som en værdig modstander overfor deres antagonister. Hidtil har det ikke hjulpet "at lægge sig på gulvet og sparke med hælene og græde".
Den palæstinensiske nation bliver nødt til så hurtigt som muligt at forkaste sine forældede strategier, lægge sin taktik om med 180 grader og ændre den politiske syntese, således at, der kan præsenteres reelle åbninger for seriøse forhandlinger om fred.
Palæstinenserne har banket deres hoveder mod en mur i 62 år, og væggen har ikke flyttet sig en tomme. Tror du ikke selv kære palæstinenser, at det er på tide at ændre dine tanker, din politik, dine strategier og dine planer for fremtiden? At jamre hjalp ikke. Selvmordsbomber hjalp ikke. (Det gjorde bare din fjende stærkere og mere fokuseret). Øget falsk religiøsitet hjalp ikke. Salafismen hjalp ikke. Sharia hjalp ikke. Valg af Fatah hjalp ikke. Valg af Hamas hjalp ikke. Katyushas hjalp ikke. At tigge om støtte fra Saudi Arabien, Egypten, EU og FN hjalp ikke. Billeder af lidelserne under krigen i 2008 hjalp hellere ikke. Hvis du tror at Iran skal hjælpe dig, hvis de får atomvåben – da tænker du på din verdens udslettelse hellere end en fremtid for dine børn! Da ingen kommer til at hjælpe dig.
Jeg ved ikke sikkert, hvad du, kære palæstinenser - eller resten af verden, skal gøre - men du skal absolut gøre noget andet, end det du har gjort i de sidste 62 år, for det har ikke ført dig et eneste skridt i retning af, hvad du ønsker – med mindre du da virkelig ønsker at leve i krig og frygt i al evighed!
Hvis ikke i som palæstinensere vil leve som flygtninge over hele verden i al evighed eller være indespærret under usle forhold i et kæmpemæssigt fængsel – som man vel i dag kan kalde Gaza - må i ændre jeres tankegang radikalt. I må simpelthen vågne op, glemme alt jeres indgroede had og hævn og finde på en helt ny måde at anskue verden på. En måde der indeholder håb, noget der er muligt og dermed aftvinger respekt. I må opbygge et nyt lederskab, en ny politik, en ny økonomi, ja rent ud sagt et nyt samfund, hvor håbet og troen på fremtiden er i stand til at afløse den ødelæggende tanke på hævn for fortidens uret.
Som palæstinensere må i holde op med at tigge om hjælp uden at give noget til gengæld. I er tvunget til at forlade jeres traditionelle, men useriøse allierede, der gang på gang har vist sig at høre til på tabernes side. I må overtage og beherske moderne tekniker og produktionsmidler, frigøre jer fra religiøse dogmer og ødelæggende stenalderværdier. I skal holde op med at tænke på at slå fjenden ihjel, dermed holder i op med at miste jeres egne kære og jeres ejendom. Fremvis i stedet for et billede af et fredeligt, stolt og produktivt palæstinensisk folk. I bliver nødt til at acceptere, at Israel ikke kommer til at forsvinde hverken ved krig eller terrorisme, og ikke mindst at israelere også er mennesker som jer, der kan bløde og dø i krig eller leve i sikkerhed og fred sammen med jer til fælles glæde.
Det er ikke klogt at bide i løvens hale, når man ikke selv er en løve, det er bedre at vælge venskabet og sammen udnytte ”savannen”!
Lad os for et øjeblik prøve at glemme alt om, hvem, der bærer skylden for hvad, og hvem, der har retten på sin side. Glem Holocaust, muslimsk terrorisme, elendigheden, sorgen og vreden samt konfliktens alle andre årsager. Betragt i stedet konfrontationen helt nøgternt uden at lægge en eneste følelse i det, du ser.
Gaza-konflikten har stået på siden staten Israel blev oprettet i 1948. I løbet af de 62 år, der er gået, har begge sider lidt under alt, hvad en krigerisk konflikt kan indebære af grusomheder og menneskelige tab. I konflikten findes der et klart mønster. Den samme ”film” spilles om og om igen, så tilskuerne til sidst bliver ligeglade i begge ender. Israelerne er altid vinderne, mens palæstinenserne altid er taberne i det tilsyneladende evige forløb af voldelige konfrontationer.
I menneskehedens historie er det umuligt at finde en krig, hvor den besejrede har tabt 100 gange flere liv og lidt 1000 gange større materielle skader end sejrherren. Hverken Første eller Anden verdenskrig, 100-årskrigen, Vietnam, romernes eller grækernes krige i Oldtiden har fremvist en sådan ulighed mellem de kæmpende parter.
Hvornår bliver palæstinenserne rationelle og indser, at alt hvad de har foretaget sig i deres kamp mod Israel i løbet af de sidste 62 år, har været forgæves? Palæstinenserne kan kalde israelernes respons ujødisk, ukristen, uislamisk, uetisk, umenneskelig eller uacceptabel. Men dette ændrer ikke det faktum, at i denne konflikt er palæstinenserne musen og Israel er løven. Løven reagerer ikke hver eneste gang, musen bider den i halen, men når der kommer et bid, som overskrider løvens smertegrænse, kan den reagere voldsomt. Uanset at, der er intet hæderlig i at slå et andet menneske ihjel!
I 62 år har palæstinenserne kastet sten og primitive bomber eller raketter mod israelerne. De er blevet slået ned med kampvogne og bombefly til gengæld. I 62 år har palæstinenserne råbt om hjælp fra hele verden og kun fået nok til at overleve indtil deres næste nederlag. Det var ynkelig at se Hamaslederen i 2008, som midt i en af de største kampe med israelerne, med lukkede øjne og udstrakte hænder mod himlen bad Allah om at knuse fjenden.
Allah havde ikke hjulpet palæstinenserne i de foregående 62 år. Ingen leder har været i stand til at skabe ret meget positiv for palæstinenserne i den samme tid. I 62 år har ingen arabisk eller muslimsk stat hjulpet palæstinenserne til at opnå en bedre situation. I 62 år har intet udspil mod Israel - hverken FN-resolutioner, internationale sanktioner, politisk pres eller militære trusler - resulteret i nogen form for fremskridt for palæstinenserne.
Vi er nødt til at respektere Vesten for at være i stand til at tale om, forstå og eksponere sine egne fejl og mangler. Det er en evne, palæstinenserne og muslimerne i hele verden behøver at lære sig. Palæstinenserne skal holde op med at jamre og begynde at handle. De er midt i en krig, som de ikke kan vinde med våben, og er derfor nødt til at opføre sig som en værdig modstander overfor deres antagonister. Hidtil har det ikke hjulpet "at lægge sig på gulvet og sparke med hælene og græde".
Den palæstinensiske nation bliver nødt til så hurtigt som muligt at forkaste sine forældede strategier, lægge sin taktik om med 180 grader og ændre den politiske syntese, således at, der kan præsenteres reelle åbninger for seriøse forhandlinger om fred.
Palæstinenserne har banket deres hoveder mod en mur i 62 år, og væggen har ikke flyttet sig en tomme. Tror du ikke selv kære palæstinenser, at det er på tide at ændre dine tanker, din politik, dine strategier og dine planer for fremtiden? At jamre hjalp ikke. Selvmordsbomber hjalp ikke. (Det gjorde bare din fjende stærkere og mere fokuseret). Øget falsk religiøsitet hjalp ikke. Salafismen hjalp ikke. Sharia hjalp ikke. Valg af Fatah hjalp ikke. Valg af Hamas hjalp ikke. Katyushas hjalp ikke. At tigge om støtte fra Saudi Arabien, Egypten, EU og FN hjalp ikke. Billeder af lidelserne under krigen i 2008 hjalp hellere ikke. Hvis du tror at Iran skal hjælpe dig, hvis de får atomvåben – da tænker du på din verdens udslettelse hellere end en fremtid for dine børn! Da ingen kommer til at hjælpe dig.
Jeg ved ikke sikkert, hvad du, kære palæstinenser - eller resten af verden, skal gøre - men du skal absolut gøre noget andet, end det du har gjort i de sidste 62 år, for det har ikke ført dig et eneste skridt i retning af, hvad du ønsker – med mindre du da virkelig ønsker at leve i krig og frygt i al evighed!
Hvis ikke i som palæstinensere vil leve som flygtninge over hele verden i al evighed eller være indespærret under usle forhold i et kæmpemæssigt fængsel – som man vel i dag kan kalde Gaza - må i ændre jeres tankegang radikalt. I må simpelthen vågne op, glemme alt jeres indgroede had og hævn og finde på en helt ny måde at anskue verden på. En måde der indeholder håb, noget der er muligt og dermed aftvinger respekt. I må opbygge et nyt lederskab, en ny politik, en ny økonomi, ja rent ud sagt et nyt samfund, hvor håbet og troen på fremtiden er i stand til at afløse den ødelæggende tanke på hævn for fortidens uret.
Som palæstinensere må i holde op med at tigge om hjælp uden at give noget til gengæld. I er tvunget til at forlade jeres traditionelle, men useriøse allierede, der gang på gang har vist sig at høre til på tabernes side. I må overtage og beherske moderne tekniker og produktionsmidler, frigøre jer fra religiøse dogmer og ødelæggende stenalderværdier. I skal holde op med at tænke på at slå fjenden ihjel, dermed holder i op med at miste jeres egne kære og jeres ejendom. Fremvis i stedet for et billede af et fredeligt, stolt og produktivt palæstinensisk folk. I bliver nødt til at acceptere, at Israel ikke kommer til at forsvinde hverken ved krig eller terrorisme, og ikke mindst at israelere også er mennesker som jer, der kan bløde og dø i krig eller leve i sikkerhed og fred sammen med jer til fælles glæde.
Det er ikke klogt at bide i løvens hale, når man ikke selv er en løve, det er bedre at vælge venskabet og sammen udnytte ”savannen”!
