Det er på tide at se på andre løsninger i Mellemøsten end den illusoriske to-statsløsning. Og på tide at indse, at amerikanerne ikke kan gennemtvinge en løsning.
Mens mange i min familie og omgangskreds efterhånden har rejst de utroligste steder, er der ingen der har været i Israel. Men alle har alligevel en mening om landet, gerne negativ. Når mit rejsebureau offentliggør vores program på hjemmesiden eller i Folkeuniversitetets katalog, mærker vi straks, at rejser til Israel er noget meget kontroversielt. Vi får en del henvendelser om vores sprogbrug: Anvender vi den korrekte betegnelse for landet (Israel), når dele af det er de besatte områder, som nu har palæstinensisk selvstyre? Forsøger vi at pille den kristne tro fra hinanden på vores rundrejse i vores forsøg på at spore os ind på, hvem den historiske Jesus var. Det er derfor noget af en balancegang at finde den rigtige måde at præsentere Det hellige Land på.
Vi har gjort forsøget alligevel og nu har et par gange gennemført et program, hvor vi på den ene side præsenterer bibelhistorien og de hellige steder, mens vi på den anden side ikke opfatter turen som en pilgrimsrejse, holder andagt undervejs eller lignende, som flere af mine jyske kolleger. På sidste tur besluttede jeg at bese et par steder, som endnu ikke indgår i programmet, en eftermiddag i Jerusalem, hvor gruppen havde tid på egen hånd.
”Da han nærmede sig Betfage og Betania ved det bjerg som hedder Oliebjerget, sendte han to af disciplene af sted og sagde: Gå ind i landsbyen heroverfor: når I kommer ind i den, vil I finde et føl, som står bundet, og som ingen nogensinde har siddet på. Løs det, og kom med det. Og hvis nogen spørger jer, hvorfor I løser det, skal I svare: Herren har brug for det., står der i Lukas-evangeliet. Jesus kommer ridende på et æsel ind i Jerusalem på Palmesøndag for at profetierne i GT om, at frelserne skulle komme ridende på et æsel kunne gå i opfyldelse. Vi kender parallellen fra Jomfru Marias ankomst til Betlehem. Betania har flere begivenheder knyttet til sig, beretningen om Maria og Marta (der valget den gode del), kvinden med alabasterkrukken, genoplivningen af Lazarus. Der er altså egentlig rigeligt med bibelsk stof til at inkludere Betania i mit program, men jeg har aldrig selv været der. Receptionisten på hotellet kender det heller ikke og mener ikke, det ligger i Jerusalem. Den arabiske taxachauffør, der henter mig, gør. Han siger, at de to steder ganske vist ligger klods op af hinanden, som i Lukas-evangeliet, men i dag må man køre en time i bil for at nå fra det en sted til det andet på grund af sikkerhedsmuren, der også skiller Betlehem fra Jerusalem. Betfage ser jeg først, en katolsk kirke fra 20’erne af arkitekten Barluzzi, der har bygget kirker overalt i landet. Vægmalerierne skildrer Jesus på æslet. Betania, der imod ligger i dag i den arabiske by El-Lazaria., opkaldt efter Lazarus. Vi kører i en kæmpe bue uden om Østjerusalem for at komme ind i området, der nu er under Det palæstinensiske Selvstyre, men i modsætning til Betlehem ikke har noget politi, hverken israelsk eller palæstinensisk. Jeg kigger ud af vinduet og ser, at bilen ved siden af os føres af en dreng på 11-12 år. Chaufføren forklarer mig sammenhængen. ”Derfor er her farligt at færdes.” Barnechaufføren er bare et udtryk for det anarki og den lovløshed, der præger byen. Byen ligner en losseplads, og kontrasten til det fine Jerusalem er enorm. ”Stedet minder mig i øvrigt om Jordan,” siger chaufføren, ”min moster blev jordansk gift før 1967, da Østjerusalem blev indlemmet i Israel, så jeg kommer der tit. Hele landet ser sådan ud.” Mig minder det om Ægyptens slumbyer langs Nilen. Det er altså ikke på grund af muren, men på grund af interne, sociale problemer.
I Betania hilses jeg velkommen af gadesælgere på russisk. Det er mest de ortodokse grupper, der kommer her. De vestlige turister og pilgrimme holder sig til Betfage, måske også en af grundene til at denne kirke er havnet på den israelske side af muren. Man skal ikke undervurdere betydningen af, at verdens katolikker kan gennemføre deres palmesøndag-procession uhindret af betonmure. Getsemane Have og Via Dolorosa ligger på vejen. Her kan man i fred og ro hengive sig.
Det slår mig, at palæstinenserne kunne have udnyttet de hellige steder meget mere, hvis de havde været strategiske. Israel har vundet hævd på betegnelsen Det hellige Land, selv om halvdelen af de hellige steder ligger uden for muren. Palæstinenserne har indrettet en slags midlertidig hovedstad i Ramallah, som ingen i Vesten kender. Tænk hvis regeringen havde sæde i Betlehem. Så ville man ligesom israelerne fra Jerusalem kunne tale med bibelsk vægt til omverdenen. Det stærkeste kort – og nærmest det eneste, da der ikke findes andre ressourcer i de palæstinensiske områder – spiller man ikke. Man fristes næsten til at give den israelske forsvarsminister i 70’erne, Moshe Dayan (ham med klappen for øjet), ret i, at palæstinenserne ”aldrig misser en chance for at misse en chance”.
Hen under aften kører vi tilbage i Jerusalem, hvor chaufføren bor, uden statsborgerskab, men med rejsepas, der skal fornys hvert andet år. De fastboende ved Betania i El-Lazaria kan ikke køre over grænsen. Han har rejst rundt i hele Israel og været i Sverige. Han fortæller om sine tre børn, hvoraf den store pige fylder 15 i morgen. Uden at sige det direkte får jeg alligevel tydeligt den besked med, at det trods urimelighederne er at foretrække at bo og opdrage sine børn på den rigtige side af muren.
Samtidig er Joe Biden i landet. Blandt byens taxachauffører er der udbredt tvivl om, hvem han er. Den amerikanske præsidents kone? Udenrigsminister? Også den israelske regering finder åbenbart Biden velegnet til at ydmyge USA ved at annoncere nye byggerier i Østjerusalem, mens han er i landet, selv om byggerierne siges at ”underminere” fredsprocessen og to-statsløsningen. Disse to begreber er så indgroet en del af den politiske sprogbrug, at man næsten ikke længere kan høre deres indbyggede paradoks. Mon man egentlig gør befolkningen i Israel/Palæstina en tjeneste ved at blive ved med at gentage disse mantraer, hvis man tager højde for, hvordan realiteterne ser ud? ”Fredsprocessen” forudsætter, at der foregår en proces, selv om den reelt har været sat i stå siden Arafat døde, da der ikke længere er nogen samlende figur for det palæstinensiske folk. To-statsløsningen forudsætter, at der kan indrettes to stater i det lille område mellem Jordan og Middelhavet. Begge dele forudsætter i den gængse politiske mytologi et ”amerikansk pres”, som menes at være afgørende.
Men lad os for tankeeksperimentets skyld forestille os, at netop den præmis ikke holder. Lad os forestille os, at de mange danske såvel som internationale kommentatorer, dem der normalt skriver aviserne, i samklang med mange europæiske regeringer alligevel ikke har ret i, at USA kan presse en løsning igennem. Lad os forestille os, at dette viser sig ikke at holde stik. Lad os forestille os, at chancen var der (eller tæt på), da Clinton, Arafat og Barak forhandlede for ti år siden, men ikke kommer igen. Så ryger de to andre paradigmer om ”fredsprocessen” og ”to-statsløsningen” sig også en tur. Herefter står muren mellem Betania og Betfage stadig tilbage og bliver ved med det. Var det mon på tide at overveje en helt tredje løsning?
Mens mange i min familie og omgangskreds efterhånden har rejst de utroligste steder, er der ingen der har været i Israel. Men alle har alligevel en mening om landet, gerne negativ. Når mit rejsebureau offentliggør vores program på hjemmesiden eller i Folkeuniversitetets katalog, mærker vi straks, at rejser til Israel er noget meget kontroversielt. Vi får en del henvendelser om vores sprogbrug: Anvender vi den korrekte betegnelse for landet (Israel), når dele af det er de besatte områder, som nu har palæstinensisk selvstyre? Forsøger vi at pille den kristne tro fra hinanden på vores rundrejse i vores forsøg på at spore os ind på, hvem den historiske Jesus var. Det er derfor noget af en balancegang at finde den rigtige måde at præsentere Det hellige Land på.
Vi har gjort forsøget alligevel og nu har et par gange gennemført et program, hvor vi på den ene side præsenterer bibelhistorien og de hellige steder, mens vi på den anden side ikke opfatter turen som en pilgrimsrejse, holder andagt undervejs eller lignende, som flere af mine jyske kolleger. På sidste tur besluttede jeg at bese et par steder, som endnu ikke indgår i programmet, en eftermiddag i Jerusalem, hvor gruppen havde tid på egen hånd.
”Da han nærmede sig Betfage og Betania ved det bjerg som hedder Oliebjerget, sendte han to af disciplene af sted og sagde: Gå ind i landsbyen heroverfor: når I kommer ind i den, vil I finde et føl, som står bundet, og som ingen nogensinde har siddet på. Løs det, og kom med det. Og hvis nogen spørger jer, hvorfor I løser det, skal I svare: Herren har brug for det., står der i Lukas-evangeliet. Jesus kommer ridende på et æsel ind i Jerusalem på Palmesøndag for at profetierne i GT om, at frelserne skulle komme ridende på et æsel kunne gå i opfyldelse. Vi kender parallellen fra Jomfru Marias ankomst til Betlehem. Betania har flere begivenheder knyttet til sig, beretningen om Maria og Marta (der valget den gode del), kvinden med alabasterkrukken, genoplivningen af Lazarus. Der er altså egentlig rigeligt med bibelsk stof til at inkludere Betania i mit program, men jeg har aldrig selv været der. Receptionisten på hotellet kender det heller ikke og mener ikke, det ligger i Jerusalem. Den arabiske taxachauffør, der henter mig, gør. Han siger, at de to steder ganske vist ligger klods op af hinanden, som i Lukas-evangeliet, men i dag må man køre en time i bil for at nå fra det en sted til det andet på grund af sikkerhedsmuren, der også skiller Betlehem fra Jerusalem. Betfage ser jeg først, en katolsk kirke fra 20’erne af arkitekten Barluzzi, der har bygget kirker overalt i landet. Vægmalerierne skildrer Jesus på æslet. Betania, der imod ligger i dag i den arabiske by El-Lazaria., opkaldt efter Lazarus. Vi kører i en kæmpe bue uden om Østjerusalem for at komme ind i området, der nu er under Det palæstinensiske Selvstyre, men i modsætning til Betlehem ikke har noget politi, hverken israelsk eller palæstinensisk. Jeg kigger ud af vinduet og ser, at bilen ved siden af os føres af en dreng på 11-12 år. Chaufføren forklarer mig sammenhængen. ”Derfor er her farligt at færdes.” Barnechaufføren er bare et udtryk for det anarki og den lovløshed, der præger byen. Byen ligner en losseplads, og kontrasten til det fine Jerusalem er enorm. ”Stedet minder mig i øvrigt om Jordan,” siger chaufføren, ”min moster blev jordansk gift før 1967, da Østjerusalem blev indlemmet i Israel, så jeg kommer der tit. Hele landet ser sådan ud.” Mig minder det om Ægyptens slumbyer langs Nilen. Det er altså ikke på grund af muren, men på grund af interne, sociale problemer.
I Betania hilses jeg velkommen af gadesælgere på russisk. Det er mest de ortodokse grupper, der kommer her. De vestlige turister og pilgrimme holder sig til Betfage, måske også en af grundene til at denne kirke er havnet på den israelske side af muren. Man skal ikke undervurdere betydningen af, at verdens katolikker kan gennemføre deres palmesøndag-procession uhindret af betonmure. Getsemane Have og Via Dolorosa ligger på vejen. Her kan man i fred og ro hengive sig.
Det slår mig, at palæstinenserne kunne have udnyttet de hellige steder meget mere, hvis de havde været strategiske. Israel har vundet hævd på betegnelsen Det hellige Land, selv om halvdelen af de hellige steder ligger uden for muren. Palæstinenserne har indrettet en slags midlertidig hovedstad i Ramallah, som ingen i Vesten kender. Tænk hvis regeringen havde sæde i Betlehem. Så ville man ligesom israelerne fra Jerusalem kunne tale med bibelsk vægt til omverdenen. Det stærkeste kort – og nærmest det eneste, da der ikke findes andre ressourcer i de palæstinensiske områder – spiller man ikke. Man fristes næsten til at give den israelske forsvarsminister i 70’erne, Moshe Dayan (ham med klappen for øjet), ret i, at palæstinenserne ”aldrig misser en chance for at misse en chance”.
Hen under aften kører vi tilbage i Jerusalem, hvor chaufføren bor, uden statsborgerskab, men med rejsepas, der skal fornys hvert andet år. De fastboende ved Betania i El-Lazaria kan ikke køre over grænsen. Han har rejst rundt i hele Israel og været i Sverige. Han fortæller om sine tre børn, hvoraf den store pige fylder 15 i morgen. Uden at sige det direkte får jeg alligevel tydeligt den besked med, at det trods urimelighederne er at foretrække at bo og opdrage sine børn på den rigtige side af muren.
Samtidig er Joe Biden i landet. Blandt byens taxachauffører er der udbredt tvivl om, hvem han er. Den amerikanske præsidents kone? Udenrigsminister? Også den israelske regering finder åbenbart Biden velegnet til at ydmyge USA ved at annoncere nye byggerier i Østjerusalem, mens han er i landet, selv om byggerierne siges at ”underminere” fredsprocessen og to-statsløsningen. Disse to begreber er så indgroet en del af den politiske sprogbrug, at man næsten ikke længere kan høre deres indbyggede paradoks. Mon man egentlig gør befolkningen i Israel/Palæstina en tjeneste ved at blive ved med at gentage disse mantraer, hvis man tager højde for, hvordan realiteterne ser ud? ”Fredsprocessen” forudsætter, at der foregår en proces, selv om den reelt har været sat i stå siden Arafat døde, da der ikke længere er nogen samlende figur for det palæstinensiske folk. To-statsløsningen forudsætter, at der kan indrettes to stater i det lille område mellem Jordan og Middelhavet. Begge dele forudsætter i den gængse politiske mytologi et ”amerikansk pres”, som menes at være afgørende.
Men lad os for tankeeksperimentets skyld forestille os, at netop den præmis ikke holder. Lad os forestille os, at de mange danske såvel som internationale kommentatorer, dem der normalt skriver aviserne, i samklang med mange europæiske regeringer alligevel ikke har ret i, at USA kan presse en løsning igennem. Lad os forestille os, at dette viser sig ikke at holde stik. Lad os forestille os, at chancen var der (eller tæt på), da Clinton, Arafat og Barak forhandlede for ti år siden, men ikke kommer igen. Så ryger de to andre paradigmer om ”fredsprocessen” og ”to-statsløsningen” sig også en tur. Herefter står muren mellem Betania og Betfage stadig tilbage og bliver ved med det. Var det mon på tide at overveje en helt tredje løsning?
