I sidste uge berigede kommentatoren Morten os med følgende visdomsord:
Fodbold er skam blevet – skal vi sige – interessant igen med det franske [red: ...og overordentligt multietniske] landsholds hysteriske krise. Alle opfatter den spontant som et billede på det multietniske samfund – og de fleste tilmed på dets fallit. Og hold nu fast: Også Politiken!
Morten havde selvfølgelig fuldstændigt ret. Det er interessant at alle spontant tolkede sammenbrudet på det franske landshold ind i en fortælling om det multikulturelle ideals fallit. Det er især interessant i lyset af gårsdagens opgør mellem Tyskland og England.
Tyskland vs. England
Tyskland pryglede England med 4-1. Ikke alene var tyskerne ganske simpelt bedre til at spille fodbold, de var også mere sultne, offervillige, fokuserede, sammenholdende og energiske. Tyskerne var uovertrufne i diciplinen “at være et hold”. Gad godt vide, hvor de har fået deres spillere fra?
Lad os se nærmere på det etniske islæt i Tysklands 23 mand store landsholdstrup:
Hvorfor opfatter alle ikke “spontant” den tyske sejr, som et billede på det multietniske samfund?
Det kan i et vist omfang forklares med skepsis overfor det multikulturelle samfund, men jeg tror at “sandheden” er endnu mere doven. Hverken pressen, sportspressen eller de forskellige fraktioner i Blogland er særligt dygtige til at rumme mere end en fortælling af gangen, og vi har allerede vores på forhånd fastlagte fortælling om det tyske landshold:
De er tyskerne, og tyskerne er et notorisk stærkt turniermannschaft – nuff’ said!
Det er den fortælling som pressen har valgt at holde sig til, og den beslutning virker fornuftig nok, hvis vi ser dækningen af det tyske fodboldlandshold som et isoleret fænomen. Men det gør vi jo ikke…
Dækningen af det tyske fodboldlandshold sætter dækningen af det franske fodboldlandshold i relief
Pressen kunne nemlig med høj grad af rimelighed have truffet en lignende beslutning i forbindelse med den franske fodboldfiasko. Fodboldfans har nemlig allerede flere på forhånd fastlagte fortællinger, som vi kan tolke de franske skandaler ind i.
All or nothing-fortællingen:
Lad os se hvordan det er gået Frankrig ved internationale mesterskaber i de seneste 30 år. Jeg har fremhævet succes-historiene (semifinale og bedre) med fed og fiaskoerne (røg ud i gruppespillet eller dårligere) med kursiv. De år som hverken kan beskrives som en stor succes eller en stor fiasko står med CAPS LOCK.
1980: Kvalificerede sig ikke
1982: Semifinale
1984: Mestre
1986: Semifinale
1988: Kvalificerede sig ikke
1990: Kvalificerede sig ikke
1992: Røg ud i gruppespillet
1994: Kvalificerede sig ikke
1996: Semifinale
1998: Mestre
2000: Mestre
2002: Røg ud i gruppespillet
2004: KVARTFINALE
2006: Finalist
2008: Røg ud i gruppespillet
2010: Røg ud i gruppespillet
Kan I selv se fortællingen i overstående fremlægning?
Frankrig er et hold, som enten har stor succes eller flopper totalt. Frankrig er fodboldens all or nothing-hold.
Der er tilmed en anden fortælling som medierne fravalgte i dækningen af Frankrigs fiasko:
“Jeg er for kendt til det her sted”-fortællingen
Store stjerner som oplever stor succes er ikke nødvendigvis store mennesker med fornuftige coping-strategier. Det er helt normalt i international fodbold at de store stjerner melder sig mentalt ud af landsholdet, eller ligefrem boykotter det.
Var forskellen på Englands truende oprør efter Algeriet-kampen og Frankrigs totale sammenbrud meget mere end forskellen på en kompetent træner med et imponerende generalieblad, og en klaphat af en træner, som bruger atsrologi til at udvælge sine spillere?
Konklusion:
Morten havde helt ret; opfattelsen af det franske holds sammenbrud var interessant. Opfattelsen af det franske holds sammenbrud var væsentligt mere interessant end det franske holds sammenbrud.
Opfattelsen af det franske holds sammenbrud er gået hen og blevet endnu mere interessant i lyset af opfattelsen af det tyske holds succes.
Hvis vi manglede et billede på det multietniske samfunds dårlige ry, så er en sidestilling af reaktionerne på henholdsvis Tyskland og Frankrigs VM-deltagelse en foræring.
Se også:
Mit mere abstrakt oplæg om det multikulturelle samfund
Fodbold er skam blevet – skal vi sige – interessant igen med det franske [red: ...og overordentligt multietniske] landsholds hysteriske krise. Alle opfatter den spontant som et billede på det multietniske samfund – og de fleste tilmed på dets fallit. Og hold nu fast: Også Politiken!
Morten havde selvfølgelig fuldstændigt ret. Det er interessant at alle spontant tolkede sammenbrudet på det franske landshold ind i en fortælling om det multikulturelle ideals fallit. Det er især interessant i lyset af gårsdagens opgør mellem Tyskland og England.
Tyskland vs. England
Tyskland pryglede England med 4-1. Ikke alene var tyskerne ganske simpelt bedre til at spille fodbold, de var også mere sultne, offervillige, fokuserede, sammenholdende og energiske. Tyskerne var uovertrufne i diciplinen “at være et hold”. Gad godt vide, hvor de har fået deres spillere fra?
Lad os se nærmere på det etniske islæt i Tysklands 23 mand store landsholdstrup:
- 4: Dennis Aogo – nigeriansk baggrund
- 5: Serdar Tasci – tyrkisk baggrund
- 6: Sami Khedira – tunesisk baggrund
- 8: Mesut Özil – tyrkisk baggrund
- 10: Lukas Podolski – polsk baggrund
- 11: Miroslav Klose – polsk baggrund
- 15: Piotr Trochowski – polsk baggrund
- 19: Cacau – brasiliansk baggrund
- 20: Jerome Boateng – ghanesisk baggrund
- 21: Marko Marin- bosnisk-serbisk baggrund
- 23: Mario Gomez – spansk baggrund
Hvorfor opfatter alle ikke “spontant” den tyske sejr, som et billede på det multietniske samfund?
Det kan i et vist omfang forklares med skepsis overfor det multikulturelle samfund, men jeg tror at “sandheden” er endnu mere doven. Hverken pressen, sportspressen eller de forskellige fraktioner i Blogland er særligt dygtige til at rumme mere end en fortælling af gangen, og vi har allerede vores på forhånd fastlagte fortælling om det tyske landshold:
De er tyskerne, og tyskerne er et notorisk stærkt turniermannschaft – nuff’ said!
Det er den fortælling som pressen har valgt at holde sig til, og den beslutning virker fornuftig nok, hvis vi ser dækningen af det tyske fodboldlandshold som et isoleret fænomen. Men det gør vi jo ikke…
Dækningen af det tyske fodboldlandshold sætter dækningen af det franske fodboldlandshold i relief
Pressen kunne nemlig med høj grad af rimelighed have truffet en lignende beslutning i forbindelse med den franske fodboldfiasko. Fodboldfans har nemlig allerede flere på forhånd fastlagte fortællinger, som vi kan tolke de franske skandaler ind i.
All or nothing-fortællingen:
Lad os se hvordan det er gået Frankrig ved internationale mesterskaber i de seneste 30 år. Jeg har fremhævet succes-historiene (semifinale og bedre) med fed og fiaskoerne (røg ud i gruppespillet eller dårligere) med kursiv. De år som hverken kan beskrives som en stor succes eller en stor fiasko står med CAPS LOCK.
1980: Kvalificerede sig ikke
1982: Semifinale
1984: Mestre
1986: Semifinale
1988: Kvalificerede sig ikke
1990: Kvalificerede sig ikke
1992: Røg ud i gruppespillet
1994: Kvalificerede sig ikke
1996: Semifinale
1998: Mestre
2000: Mestre
2002: Røg ud i gruppespillet
2004: KVARTFINALE
2006: Finalist
2008: Røg ud i gruppespillet
2010: Røg ud i gruppespillet
Kan I selv se fortællingen i overstående fremlægning?
Frankrig er et hold, som enten har stor succes eller flopper totalt. Frankrig er fodboldens all or nothing-hold.
Der er tilmed en anden fortælling som medierne fravalgte i dækningen af Frankrigs fiasko:
“Jeg er for kendt til det her sted”-fortællingen
Store stjerner som oplever stor succes er ikke nødvendigvis store mennesker med fornuftige coping-strategier. Det er helt normalt i international fodbold at de store stjerner melder sig mentalt ud af landsholdet, eller ligefrem boykotter det.
- Herhjemme har Michael Laudrup, Brian Laudrup, Jan Bartram og Thomas Graversen alle boykottet landsholdet i perioder.
- Det danske landshold boykottede den samlede presse efter de seneste års største succes; 2008’s 3-2-sejr i Lissabon.
- I Sverige holder Zlatan Ibrahimovic landsholdspause for tiden.
- Camerouns superstjerne Samuel Eto’o truede med at boykotte VM.
- Ghanas Champions League vinder Sulley Muntari var overordentligt tæt på at få sig selv sendt hjem fra VM.
Var forskellen på Englands truende oprør efter Algeriet-kampen og Frankrigs totale sammenbrud meget mere end forskellen på en kompetent træner med et imponerende generalieblad, og en klaphat af en træner, som bruger atsrologi til at udvælge sine spillere?
Konklusion:
Morten havde helt ret; opfattelsen af det franske holds sammenbrud var interessant. Opfattelsen af det franske holds sammenbrud var væsentligt mere interessant end det franske holds sammenbrud.
Opfattelsen af det franske holds sammenbrud er gået hen og blevet endnu mere interessant i lyset af opfattelsen af det tyske holds succes.
Hvis vi manglede et billede på det multietniske samfunds dårlige ry, så er en sidestilling af reaktionerne på henholdsvis Tyskland og Frankrigs VM-deltagelse en foræring.
Se også:
Mit mere abstrakt oplæg om det multikulturelle samfund
