Multikulti ved VM i Fodbold

I sidste uge berigede kommentatoren Morten os med følgende visdomsord: Fodbold er skam blevet – skal vi sige – interessant igen med det franske [re...

Ikke angivet Ikke angivet,

28/06/2010

I sidste uge berigede kommentatoren Morten os med følgende visdomsord:

Fodbold er skam blevet – skal vi sige – interessant igen med det franske [red: ...og overordentligt multietniske] landsholds hysteriske krise. Alle opfatter den spontant som et billede på det multietniske samfund – og de fleste tilmed på dets fallit. Og hold nu fast: Også Politiken!

Morten havde selvfølgelig fuldstændigt ret. Det er interessant at alle spontant tolkede sammenbrudet på det franske landshold ind i en fortælling om det multikulturelle ideals fallit. Det er især interessant i lyset af gårsdagens opgør mellem Tyskland og England.

Tyskland vs. England

Tyskland pryglede England med 4-1. Ikke alene var tyskerne ganske simpelt bedre til at spille fodbold, de var også mere sultne, offervillige, fokuserede, sammenholdende og energiske. Tyskerne var uovertrufne i diciplinen “at være et hold”. Gad godt vide, hvor de har fået deres spillere fra?

Lad os se nærmere på det etniske islæt i Tysklands 23 mand store landsholdstrup:

7 af disse spillere var på banen i sejren over England.

Hvorfor opfatter alle ikke “spontant” den tyske sejr, som et billede på det multietniske samfund?

Det kan i et vist omfang forklares med skepsis overfor det multikulturelle samfund, men jeg tror at “sandheden” er endnu mere doven. Hverken pressen, sportspressen eller de forskellige fraktioner i Blogland er særligt dygtige til at rumme mere end en fortælling af gangen, og vi har allerede vores på forhånd fastlagte fortælling om det tyske landshold:

De er tyskerne, og tyskerne er et notorisk stærkt turniermannschaft – nuff’ said!

Det er den fortælling som pressen har valgt at holde sig til, og den beslutning virker fornuftig nok, hvis vi ser dækningen af det tyske fodboldlandshold som et isoleret fænomen. Men det gør vi jo ikke…

Dækningen af det tyske fodboldlandshold sætter dækningen af det franske fodboldlandshold i relief

Pressen kunne nemlig med høj grad af rimelighed have truffet en lignende beslutning i forbindelse med den franske fodboldfiasko. Fodboldfans har nemlig allerede flere på forhånd fastlagte fortællinger, som vi kan tolke de franske skandaler ind i.

All or nothing-fortællingen:

Lad os se hvordan det er gået Frankrig ved internationale mesterskaber i de seneste 30 år. Jeg har fremhævet succes-historiene (semifinale og bedre) med fed og fiaskoerne (røg ud i gruppespillet eller dårligere) med kursiv. De år som hverken kan beskrives som en stor succes eller en stor fiasko står med CAPS LOCK.

1980: Kvalificerede sig ikke
1982: Semifinale
1984: Mestre
1986: Semifinale

1988: Kvalificerede sig ikke
1990: Kvalificerede sig ikke
1992: Røg ud i gruppespillet
1994: Kvalificerede sig ikke

1996: Semifinale
1998: Mestre
2000: Mestre

2002: Røg ud i gruppespillet
2004: KVARTFINALE
2006: Finalist
2008: Røg ud i gruppespillet
2010: Røg ud i gruppespillet


Kan I selv se fortællingen i overstående fremlægning?

Frankrig er et hold, som enten har stor succes eller flopper totalt. Frankrig er fodboldens all or nothing-hold.

Der er tilmed en anden fortælling som medierne fravalgte i dækningen af Frankrigs fiasko:

“Jeg er for kendt til det her sted”-fortællingen

Store stjerner som oplever stor succes er ikke nødvendigvis store mennesker med fornuftige coping-strategier. Det er helt normalt i international fodbold at de store stjerner melder sig mentalt ud af landsholdet, eller ligefrem boykotter det.

Vi har utallige fortællinger om stjerner, som på den ene eller anden måde ikke gider landsholdet. Det burde ikke chockere en fodboldfan at en spiller eller tre rejser hjem/bliver sendt hjem pga. diciplinære problemer ved en VM-slutrunde. Det er overraskende at man måtte sende hele seks franske spillere hjem, men det er en kvantitativ og ikke en kvalitativ forskel i forhold til den evige fortælling om fodboldspilleres stjernenykker.

Var forskellen på Englands truende oprør efter Algeriet-kampen og Frankrigs totale sammenbrud meget mere end forskellen på  en kompetent træner med et imponerende generalieblad, og en klaphat af en træner, som bruger atsrologi til at udvælge sine spillere?

Konklusion:

Morten havde helt ret; opfattelsen af det franske holds sammenbrud var interessant. Opfattelsen af det franske holds sammenbrud var væsentligt mere interessant end det franske holds sammenbrud.

Opfattelsen af det franske holds sammenbrud er gået hen og blevet endnu mere interessant i lyset af opfattelsen af det tyske holds succes.

Hvis vi manglede et billede på det multietniske samfunds dårlige ry, så er en sidestilling af reaktionerne på henholdsvis Tyskland og Frankrigs VM-deltagelse en foræring.

Se også:

Mit mere abstrakt oplæg om det multikulturelle samfund