Dette er en tidligere blog fra 180grader.dk fra september 2009.
Når jeg iagttager den seneste uge debat om indvandring, dukker det samme ord igen og igen frem på nethinden: Moske-fobia. Jeg tror ikke engang, at ordet eksisterer, men ordet har sin berettigelse. Ordet har intet at gøre med borgere i den russiske hovedstad eller frygten for at få malaria, men derimod mange danskere og borgerliges holdning til byggeriet af en stormoske i det københavnske nordvestkvarter.
Gå en tur ned ad Bredgade i København og du vil finde den russisk-ortodokse kirke. I samme gade kan du se den smukke Sankt Ansgar Kirke, som er en katolsk domkirke, og i Krystalgade vil du finde en jødisk synagoge, i Valby kan du besøge et vietnamesisk buddhistisk tempel, og rent faktisk er der allerede mere end 100 moskeer i Danmark i dag! De ligger i dag i kældre, lagerhaller og nedlagte skoler. Det er ikke svært at forstå, at muslimerne gerne vil have en moske af en størrelse (2000 kvm. stor og med 32 meter høje tårne skal den nye moske have) og udseende, de kan være stolte af. Derimod er det svært at forstå nogle danskers forargelse over den nye moske, og at byggeriet kædes sammen med "islamisering" af det danske samfund.
Mest fremtrædende og mest pinlige i denne sammenhæng er uden sammenligning Dansk Folkeparti. Partiets medlem af Miljø- og Teknikudvalget, Karin Storgaard, er imod byggeriet, fordi det ikke passer ind i kvarterets bygningsarkitektur (?). Det fremgår af en pressemeddelelse på partiets hjemmeside. At partiet sætter lighedstegn mellem moskeen og en radikal islamisering er dog tydeligt længere ned i meddelelsen, da hun hævder, at moskeen vil blive brugt til at hverve radikale muslimer til foreningen Ahlul Bait.
Fredag morgen var en anden af partiets tro væbnere, folketingsmedlem Martin Henriksen, på Go´ Morgen Danmark, hvor han helt i tråd med partiets linje talte mod moskeen. Byggeriet af moskeen var blot ét af mange symboler på 30 års islamisering af det danske samfund. Derfor var det på tide at sige stop og meddele muslimerne, at de skulle tilpasse sig den danske kultur. "Mod-debattør" i programmet, Manu Sareen, refererede til flere undersøgelser, der viser, at giver et samfund dets indvandrere plads til at praktisere deres egen kultur og religion, er de mere motiverede til at integrere sig i samfundet. Det synes dog ikke at påvirke Martin Henriksen.
Enhver der har rejst på storbys-ferie vil mindes at have besøgt forskellige religiøse "templer" - om det så var kristelige, muslimske, buddhistiske - om det var i New York, London eller Rom. Templerne har været kulturbærere gennem generationer og fortæller historier om indvandring, integration og egne kulturer. Danske mindretal på de Vestindiske øer, den spanske Solkyst, Malmø eller Slesvig har også deres templer eller institutioner. Derfor skal muslimerne naturligvis også have deres i Danmark - alt andet er umoderne, plat og irrationelt og vil kun skade integrationen.
Jeg er ikke blind for, at indvandringen i Danmark udgør flere problemer. Den lægger et pres på velfærdssamfundet, og den dårlige integration skaber sociale problemer med kriminalitet blandt nogle indvandrere til følge. Men integration er ikke ensbetydende med assimilation. Derfor fortjener Borgerrepræsentationen i København stor ros for at give grønt lys til byggeriet og også til fredagens leder her på 180grader.dk. Som liberal går jeg ind for Danmarks stramme indvandrerlovgivning, men hylder den enkeltes frihed til at leve det liv, man ønsker. Derfor vil det også klæde Dansk Folkeparti og andre kritikere af moskebyggeriet at stoppe denne moske-fobia. Det vil sende et klart signal om, at Danmark er et frit land, hvor vi uanset etnisk oprindelse har frihed til at praktisere vores egen kultur og religion, men at det danske samfund bygger på en værdisæt og lovgivning, som alle skal overholde.