Moral hazard-problemer i Finanstilsynet

I månedsvis har Børsen og Berlingske Tidende Business og deres ræverøde business journalister kørt noget der ligner en hetz mod Saxo Bank

Torben Mark Pedersen,

09/07/2010

I månedsvis har Børsen og Berlingske Tidende Business og deres ræverøde business journalister kørt noget der ligner en hetz mod Saxo Bank. Anklagerne har ført til, at Finanstilsynet har taget det helt usædvanlige skridt, at sætte Saxo Bank i gang med en uvildig undersøgelse af bankens handelssystem for egen regning.

Det er dybt problematisk, at den anklagede selv skal bekoste noget, der mest af alt ligner en udvidet politiundersøgelse af sig selv. For det første er det en myndighedsopgave at agere anklagemyndighed og overvåge at offentlig regulering overholdes, og det må være myndighederne, der (uanset hvordan de ellers er finansieret) bekoster retssystemet og undersøgelser, der skal føre frem til eventuelle anmeldelser og straffesager.

For det andet giver modellen nogle alvorlige moral hazard problemer for Finanstilsynet: Hvis undersøgelsen finder grundlag for at rejse tiltale, så kan Finanstilsynet sige, at de gjorde ret i det usædvanlige skridt, men hvis det viser sig, at der ikke er noget galt, så bærer Saxo Bank alle de omkostninger, der rettelig burde bæres af den myndighed, der retter en anklage og kræver forholdene undersøgt. Alt andet lige giver det en tilskyndelse til at rejse en række undersøgelsessager, selv om der ikke er tilstrækkelig grundlag for en politianmeldelse. Sagen mod Saxo bank er den første baseret på den nye lov, men det bliver med stor sikkerhed ikke den sidste.

Der er så også det helt specielle ved Finanstilsynet, at det i forvejen er finansieret af den finansielle sektor, og da Finanstilsynet ofte skriver ny lovgivning på området, så betaler banker, forsikringsselskaber og realkreditinstitutter altså for udarbejdelsen af den lovgivning, der regulerer dem (uden at det giver nogen større indflydelse på lovgivningen af den grund). En konstruktion der alene er foretaget for at flytte offentlige udgifter ud af balancen (statsbudgettet), en regnskabspraksis private pengeinstitutter givetvis ville blive kritiseret for, hvis de gjorde noget lignende.

Kilde: