I eftersommeren 1993 havde Lisbeth og jeg mulighed for at besøge det nordlige Kaukasus. Eller Ruslands bløde underliv, som man ofte i dag betegner denne region. Begrundet i, at regionen efter Sovjetunionens opløsning i 1991 blev grænseområde til de nu selvstændige stater Georgien, Armenien og Aserbajdsjan. Regionen er i dag Ruslands kornkammer og næst efter Moskva-regionen den tættest befolkede. Den ligger på breddegrad med norditalienske Toscana og sydfranske Cote d´Azur. Klimatisk ret sympatisk – mod nord en relativ lang sommer og en kort vinter og mod syd et klima, der er subtropisk, og hvor der dyrkes te, vin, tobak og citrusfrugter. Her ligger bade- og feriebyen Sotji, hvor De olympiske Vinterlege skal afholdes til næste år. Lidt overraskende måske, men byen har som nabo Kaukasus-bjergkæden med rigelige mængder af sne og is om vinteren.
Vi havde tilbragt en uges tid i regionens største by – Krasnodar med ca. 650.000 indbyggere. Og havde besluttet derefter at tage den ordinære rutebil til ovennævnte Sotji med badestrande langs Sortehavet. En strækning på ca. 200 km og til dels over middelhøje bjerge. Vi mødte op på rutebilstationen i Krasnodar, og præcist kl. 10 startede den propfyldte bus. Undervejs blev der stoppet ved små markedspladser langs vejen – ikke, fordi passagererne trippede for at handle. Derimod var det åbenbart vigtigt for de to chauffører at fouragere nødvendighedsartikler til familie og venner. Vi passagerer sad i mellemtiden tålmodigt på vore pladser, indtil det igen passede chaufførerne at køre videre.
Undervejs blev der taget nye passagerer op, som blot skulle med en mindre strækning. En havde et par levende høns med i en kurv, en anden bar på sin skulder et sammenrullet gulvtæppe – han blev placeret i midtergangen. I Krasnodar havde vi naturligvis ligesom alle andre, der skulle til Sotji, købt pladsbilletter. Men indtægterne fra de passagerer, der blev taget op undervejs, gled tydeligvis ned i chaufførernes egne lommer som privat business – den nye tids trylleord i et privatkapitalistisk Rusland. Efter det bjergrige og bakkede terræn, hvor vejen flittigt snoede sig, svingede bussen ved byen Tuapse pludselig ud på den højtliggende kystvej langs Sortehavet.
Hvorefter den punkterede. Når man kiggede på dækkenes tyndslidte mønstre, forstod man godt hvorfor. Jeg ved ikke, hvor mange af mine læsere, der har oplevet at punktere med en rutebil i Danmark, næppe ret mange – men at dømme efter chaufførernes og passagerernes ganske rolige og fatalistiske reaktion kom punkteringen tilsyneladende ikke som nogen overraskelse her. Alle blev beordret ud af bussen, mens de to chauffører manuelt baksede med de enormt store og tunge hjul. Reservehjulet, der i parentes bemærket var lige så tyndslidt som det punkterede, var anbragt ubekvemt for chaufførerne under bugen på bussen. Vi andre kunne så i mellemtiden nyde den pragtfulde udsigt ud over havet.
På kystvejen ind til Sotji begyndte vi at få en fornemmelse af, hvorfor dette sydvestlige hjørne af Rusland var blevet et ferieparadis. Til venstre for vejen og opad skråningen begyndte hoteller og sanatorier at blive talrige, men tilsyneladende var de fleste af dem ganske ubeboede. De var foreløbig blevet ofre for privatkapitalismen. For siden at genopstå.
Da vi forlod Krasnodar om formiddagen, havde vi spurgt chaufførerne, hvornår vi kunne tænkes at ankomme til Sotji og havde som svar fået kl. 6 om aftenen. På trods af højst uofficielle indkøbsstop undervejs, på trods af mere eller mindre uofficielle på- og afstigninger undervejs og på trods af en punktering undervejs trillede vi ind i Sotji på slaget 6. Var alle eventualiteter mon indregnet i køreplanen, var chaufførerne dygtige eller blot heldige, eller var der i realiteten så megen luft i planen, at der var plads til alskens svinkeærinder? Jeg kender ikke svaret – måske var det kun den dag, at alt passede sammen.
Vi fandt et hotel, der lå lidt tilbagetrukket fra de mere mondæne strøg. Da receptionen opdagede, at vi var udlændinge, steg prisen pludselig til det dobbelte – en ikke usædvanlig forhøjelse i de år, hvor de gamle sovjetpriser endnu ikke havde fundet den rigtige markedspris. Da vi kom ind i værelset, gjorde vi til en begyndelse det, som vi efterhånden havde vænnet os til så mange steder i Rusland – vi stillede de to senge sammen, som stod og råbte til hinanden fra hver sit hjørne.
Det hørte i sovjettiden ikke til normal praksis, at ægtefæller holdt ferie sammen. Et fænomen, der hørte sammen med hele den måde, ferie var organiseret på. Den hørte under fagforeningerne eller rettere sagt under fagforbundene. Alle på en virksomhed – fra direktør til yngste lærling – var organiseret i det samme industriforbund, hvilket i sig selv antyder, hvilken ringe rolle, de spillede i det sovjetiske samfund. Forbundets opgave var ikke via forhandling og eventuel konflikt at tilkæmpe sig de bedst mulige lønforhold. Fagforbundene hørte derimod til det bælte, igennem hvilket Partiet transmitterede sine beslutninger ud i arbejdsprocessens yderste led.
Til gengæld administrerede industriforbundene en række sociale opgaver som børnehaver, fritidshjem, klubber med blandt andet kulturelle tilbud til de ansatte og som nævnt deres ferie. Det sidste foregik på den måde, at de ansatte via et feriebevis (putjovka) fik tildelt en uge eller 14 dage på et af det pågældende industriforbunds feriesteder. Det betød i praksis, at kun, såfremt mand og kone arbejdede inden for det samme forbunds område, havde de mulighed for at holde ferie sammen. Og derfor boede som regel to af samme køn sammen på et værelse, og sengene stod af den grund adskilte. Børnene fik tilsvarende via fritidsklub eller pioner-organisationen tildelt ophold på specielle ferielejre. Familien var derfor kun i sjældne tilfælde samlet i ferien.
Fra 1400-tallet og til 1829, hvor det blev russisk, var hele det kystområde, hvor Sotji ligger, underlagt Det osmanniske Rige, subsidiært lokale bjergklaner. Byen praler i dag af at have en længde på 147 km og derfor – efter Honolulu – at være den næstlængste by i verden. Indbyggertallet er i dag lidt over 300.000. Fra 1930´erne havde Stalin sin favorit-datja liggende i Sotji-området, ligesom Putin – i øvrigt uden sammenligning – har det i dag. Samtidig startede Sotji´s status som Sovjetunionens største ferieområde, hvor de enkelte industriforbund byggede for eksempel deres sanatorier, hoteller eller pensionater, der tilbød deres gæster forskellige kure samtidig med, at de var tvangsindlagt til at høre på en mængde sikkert velmente foredrag og rådgivninger om god ernæring, om sundhed og om god livsførelse. På mange måder at sammenligne med de livsstilskurser, som moderne mennesker gerne giver mange penge for at deltage i.
Det var et nedslidt, mishandlet og forsømt Sotji, som vi dumpede ned i - i september 1993. De nye økonomiske storme med markedsøkonomi, galopperende priser og opløsning af gamle strukturer havde ramt feriecentret hårdt. De ramte også de faglige organisationer, der mistede deres økonomiske grundlag og dermed i praksis deres eksistensberettigelse. De færreste havde råd til selv at finansiere deres ferie, og de, der havde råd, ville hellere til det forjættede udland. I sovjettiden havde der normalt været op mod 4 millioner besøgende hvert år, i 1993 var tallet faldet til 600.000. Vi oplevede forfaldet i fuldt omfang. De store gamle strandhoteller var i bogstaveligste forstand blevet ribbet for fortidens fashionable liv. Alt inventar var fjernet – vandhaner, kummer, toiletter og badekar var bogstaveligt talt revet ud af væggen og ført bort, mens døre og vinduer enten var slået i stykker eller bortskaffet. Fugle flaksede forvildede rundt i de fordums herligheder. I princippet ligger det subtropiske Sotji vidunderlig smukt mellem Sortehavet og bjergkæden – med pragtfulde parker med et blomsterhav, med cypresser, palmer og magnolia træer. Men nu præget af manglende pasning og renholdning. Ukrudtet bredte sig frodigt og uhæmmet i bedene og på stierne. Den fordums skønhed havde fået konkurrence af nutidens ubudne vækster.
Stranden var kun tyndt belagt. Generelt kunne den med sine mange sten ikke imponere danskere, der er vant til Vesterhavets sandstrande. Men for russerne, der efter Sovjetunionens opløsning indenlands næsten ikke havde anden adgang til havet, var Sotji naturligvis stadig et efterspurgt åndehul – ikke mindst for de mindre formuende og for børnefamilier. Der var ingen til at betjene liggestolsudlejningen, så man tog bare for sig af det fortrinsvist gamle ragelse, der lå i bunker rundt omkring.
Derimod var der livlig aktivitet omkring det utal af små boder eller kiosker, der lå i lange rækker, afbrudt af pavilloner. Alt kunne købes – fra et rigt udvalg af tøj over fødevarer til alverdens nips, musik-kasetter, cd´er og husgeråd. Som danskere kunne vore øjne ikke overse Kjeldsens småkager, Danish Crown spegepølser og presset skinke i dåse, Dandy og Yankiebar. Apropos spegepølserne, så var de tilsyneladende af dårligste kunstigt røde og fedtbefængte kvalitet, som vi vel herhjemme kalder Roskilde landevej. Russerne er traditionelt vant til at spise gode pølser med et rimeligt kødindhold og uden for mange tilsætningsstoffer. Gad vide, om Danish Crown ikke i virkeligheden skød sig selv i foden ved at eksportere den dårligste vare. I hvert fald husker jeg et indlæg i en russisk avis, hvor der blev klaget over de mange dårlige udenlandske fødevarer, som oversvømmede det russiske marked i opløsningsårene omkring 1990 – og hvor danske spegepølser udtrykkeligt var nævnt, og ikke for det gode. Men her i Sotji lå de i stabler direkte på asfalten og i stegende varme.
I dag er Sotji genopstået som fashionabelt ferieområde. Men nu med internationale luksushoteller med international standard og med internationale priser. I dag slet ikke et sted for russiske eller danske fattigrøve. Denne udvikling er naturligvis sket – ikke uden forbindelse med de olympiske vinterlege i 2014.
