Selvom én af hans bedstefædre havde været rabbiner, gik Mises ikke i synagoge. Han var agnostiker, troende på at det ikke var muligt at vide noget om Gud. Men ulig så mange andre der ikke vidste noget om religion, så vidste Mises noget om religion. Der er blevet skrevet meget om emnet Islam siden den 11. september 2001. Selvom der er sandt, at muslimer altid har skrevet i forsvar for deres religion, ligesom kristne altid har skrevet imod den, er debatten blevet intensificeret siden muslimske terrorister, der, rigtigt eller forkert, altid agerer i deres religions navn, fløj fly ind i World Trade Center.
Siden denne skæbnedag har begge grupper skrevet feberagtigt. Muslimer har skrevet i favorabelt for deres religion, i forsøg på at afværge den opfattelse, at de alle er terrorister. Kristne har skrevet ufavorabelt om Islam, i forsøg på at vise Islam´s tilbøjelighed til vold, men også at modgå den politisk korrekte propaganda, at Jesus og Muhammed begge var Gud´s profeter, at Biblen og Koranen er ligestillede tekster, og at den ene religion er lige så god som den anden.
Som anerkendt af både muslimer og kristne findes der et antal forskelle mellem Islam og Kristendom. Ifølge kristendommen var Jesus søn af Gud. Han var Gud manifesteret i kød og blod. Han blev korsfestet, og døde på korset som bod for verdens synd. Han blev begravet, og genopstod efter tre dage fra de døde. Ifølge Islam var Jesus kun en profet (og en mindre én end Muhammed). Gud har ingen søn. Jesus blev ikke korsfæstet. Han døde ikke på korset. Der findes ingen bod for synd. Jesus rejste sig ikke fra de døde. Og ikke blot det. Mange referencer til Jesus i Biblen bliver af muslimer påført Muhammed. Forskellene er uoverstigelige. Der findes ingen ”tredje vej” eller ”glad mellemting”.
Men til trods for disse religiøse forskelle kan muslimer og kristne stadig fredfyldt sameksistere, og kristne og ateister kan fredfyldt sameksistere. Hvad der almindeligvis hindrer en fredfyldt sameksistens, er staten. Når staten har en aggressiv, interventionistisk udenrigspolitik, styrer uddannelsessystemet eller medierne, forbyder individuel frihed og ytringsfrihed, eller forenes med religion – opstår der unødvendige spændinger mellem kulturer og religioner i forskellige lande.
Det frie marked tillader tilhængere af forskellige religioner (eller ingen religion) at finde fredfyldt sammen. Ingen har fremført dette mere overbevisende end den østrigske økonom Ludvig von Mises. Ikke desto mindre anerkendte Mises, der var født jøde i det hapsburgske kongedømme, men var kulturelt europæisk kristen, at frihed bedst blomstrer, ikke i islamiske civilisationer, men i kristne samfund.
Mises afstod ikke fra at nævne religion i sine tekster. Om emnet organiseret religion og dens institutioner var han til tider meget kritisk. Dette betyder dog ikke, at han var imod religion. Mange kristne tænkere (inklusive denne) der skriver om religion, er også mange gange meget kritiske omkring organiseret religion og dens institutioner.
Han nævner doktrinerne, overbevisningerne og forskellige sekters praktikker. Han refererer til religiøse personer og begivenheder i historien. Omfanget og detaljen af hans referencer omkring religion bevidner, at han ikke bare eftersnakkede opfattelserne omkring religion, den typiske agnostiker fremførte. Faktisk er referencerne til ateisme og agnostisme i Mises´s bøger enten neutrale eller negative. Der findes ikke én positiv erklæring.
Sommetider kritiserer Mises både religion og ateisme på samme tid for de samme vildfarelser. Både kristne socialister og ateistiske socialister har frembragt den ”nuværende tilstand af forvirring” i dagens verden. Både fromme kristne og radikale ateister afviste markedsøkonomien. Både de gudelige og ateisterne afviste ideerne om laissez faire. Professor Hayek afslørede den ”autoritære karakter af de socialistiske rænkesmedninger, om de så blev advokerede for af ateister eller misledte troende.
Ifølge Mises: ”De populære angreb på den sociale filosofi af Oplysningstiden og de utalitære doktriner undervist af den klassiske økonom opstod ikke fra den kristne teologi, men fra teistisk, ateistisk og antiteistisk fornuft”. Det ville derfor være en ”alvorlig fejltagelse at konkludere, at de menneskelige handlingers videnskab” og liberalismen er ”antiteistisk og fjendtlig mod religion”.
Selvom Mises´s kommentarer om Islam kan synes lidt gammeldags, er de indsigtsfulde og spolerede. Hans opfattelser kan anses for værende fordomsløse, eftersom han skriver fra økonomens og historikerens perspektiv, og ikke advokerer for nogen bestemt religion.
Efter Kristendom og Jødedom nævner Mises Islam mere end nogen anden religion. Og det gør han gennem sine tekster. Følgende summerer enhver reference til Islam i Mises´s bøger.
Referencer af Mises der ikke er neutrale, er almindeligvis negative. Det hapsburgske kongedømme var skjoldet imod ”den islamiske trussel” fra Vest. I Middelalderen blev ”kristne fra Øst tvungne til at acceptere Muhammed´s tro” og ”Muslimer forfulgte jøder grundet deres religion”. Muslimske hære ”besejrede en stor del af Middelhavet”, troende på, at ”deres gud var for den store veludrustede og dygtigt ledede batalioner”. De muslimske besejrere af Afrika og Spanien var ”fanatiske og intolerante”. Mellemøstens muslimer viede sig til ”fatalistiske lærer” og ”interventionisme”. Laissez faire filosofi appellerer ikke til dem.
Bortset fra at alle muslimer konverterer til Kristendom eller alle kristne konverterer til Islam, så er den eneste virkelige vej begge grupper kan leve i harmoni at formindske statens magt og forøge frihed. Det frie marked er ikke hindret af nogen farve, kultur eller tro.
”Marxismen finder det let at alliere sig med islamiske fanatikere”. De har aldrig kendt anden form for styre end ubegrænset absolutisme”. Muslimske lande manglede ”institutioner der sikrede individers rettigheder”, selv om Mises dog krediterer dem for ikke at have et kastesystem. For dem der sammenlignede den hurtige ekspansion af socialismen med kristendommen, anså Mises det for mere passende med en ”sammenligning med Islam, der inspirerede ørkenens sønner til at lægge ældgamle civilisationer øde, slørede deres destruktive raseri med en etisk ideologi, og afstivede deres mod med rigid fatalisme”.
Mises anså Islam for værende en død, afsjælet religion – foreskrivende bønner, faster, ritualer, lovlige handlinger og eksterne regler, der intet tilbyder sindet og undertrykker sjælen. Den længste erklæring om Islam i alle Mises´s tekster forklarer grunden til den tilstand han mener Islam er i: ”Religionen Islam har ikke ændret sig siden de arabiske erobringer. Deres litteratur, deres filosofier fortsætter gentagelsen af de gamle ideer, og kommer ikke ud af teologiens cirkel. Man ser forgæves blandt dem efter mænd og bevægelser, såsom vestens kristendom har produceret i hvert århundrede. De fastholder udelukkende deres identitet, ved at afvise alt fremmed og ”anderledes”, gennem traditionalisme og konservatisme. Kun deres had til alt fremmed ophidser dem til store gerninger fra tid til anden. Alle nye sekter, selv de nye doktriner der opstår med dem, er intet andet end ekkoer af denne kamp mod det fremmede, det nye, det vantro”
Bortset fra at alle muslimer konverterer til Kristendom eller alle kristne konverterer til Islam, er den eneste virkelige vej for begge at leve i harmoni statens aftagende magt og øget frihed. Det frie marked hindres ikke af farve, kultur eller tro.
Siden denne skæbnedag har begge grupper skrevet feberagtigt. Muslimer har skrevet i favorabelt for deres religion, i forsøg på at afværge den opfattelse, at de alle er terrorister. Kristne har skrevet ufavorabelt om Islam, i forsøg på at vise Islam´s tilbøjelighed til vold, men også at modgå den politisk korrekte propaganda, at Jesus og Muhammed begge var Gud´s profeter, at Biblen og Koranen er ligestillede tekster, og at den ene religion er lige så god som den anden.
Som anerkendt af både muslimer og kristne findes der et antal forskelle mellem Islam og Kristendom. Ifølge kristendommen var Jesus søn af Gud. Han var Gud manifesteret i kød og blod. Han blev korsfestet, og døde på korset som bod for verdens synd. Han blev begravet, og genopstod efter tre dage fra de døde. Ifølge Islam var Jesus kun en profet (og en mindre én end Muhammed). Gud har ingen søn. Jesus blev ikke korsfæstet. Han døde ikke på korset. Der findes ingen bod for synd. Jesus rejste sig ikke fra de døde. Og ikke blot det. Mange referencer til Jesus i Biblen bliver af muslimer påført Muhammed. Forskellene er uoverstigelige. Der findes ingen ”tredje vej” eller ”glad mellemting”.
Men til trods for disse religiøse forskelle kan muslimer og kristne stadig fredfyldt sameksistere, og kristne og ateister kan fredfyldt sameksistere. Hvad der almindeligvis hindrer en fredfyldt sameksistens, er staten. Når staten har en aggressiv, interventionistisk udenrigspolitik, styrer uddannelsessystemet eller medierne, forbyder individuel frihed og ytringsfrihed, eller forenes med religion – opstår der unødvendige spændinger mellem kulturer og religioner i forskellige lande.
Det frie marked tillader tilhængere af forskellige religioner (eller ingen religion) at finde fredfyldt sammen. Ingen har fremført dette mere overbevisende end den østrigske økonom Ludvig von Mises. Ikke desto mindre anerkendte Mises, der var født jøde i det hapsburgske kongedømme, men var kulturelt europæisk kristen, at frihed bedst blomstrer, ikke i islamiske civilisationer, men i kristne samfund.
Mises afstod ikke fra at nævne religion i sine tekster. Om emnet organiseret religion og dens institutioner var han til tider meget kritisk. Dette betyder dog ikke, at han var imod religion. Mange kristne tænkere (inklusive denne) der skriver om religion, er også mange gange meget kritiske omkring organiseret religion og dens institutioner.
Han nævner doktrinerne, overbevisningerne og forskellige sekters praktikker. Han refererer til religiøse personer og begivenheder i historien. Omfanget og detaljen af hans referencer omkring religion bevidner, at han ikke bare eftersnakkede opfattelserne omkring religion, den typiske agnostiker fremførte. Faktisk er referencerne til ateisme og agnostisme i Mises´s bøger enten neutrale eller negative. Der findes ikke én positiv erklæring.
Sommetider kritiserer Mises både religion og ateisme på samme tid for de samme vildfarelser. Både kristne socialister og ateistiske socialister har frembragt den ”nuværende tilstand af forvirring” i dagens verden. Både fromme kristne og radikale ateister afviste markedsøkonomien. Både de gudelige og ateisterne afviste ideerne om laissez faire. Professor Hayek afslørede den ”autoritære karakter af de socialistiske rænkesmedninger, om de så blev advokerede for af ateister eller misledte troende.
Ifølge Mises: ”De populære angreb på den sociale filosofi af Oplysningstiden og de utalitære doktriner undervist af den klassiske økonom opstod ikke fra den kristne teologi, men fra teistisk, ateistisk og antiteistisk fornuft”. Det ville derfor være en ”alvorlig fejltagelse at konkludere, at de menneskelige handlingers videnskab” og liberalismen er ”antiteistisk og fjendtlig mod religion”.
Selvom Mises´s kommentarer om Islam kan synes lidt gammeldags, er de indsigtsfulde og spolerede. Hans opfattelser kan anses for værende fordomsløse, eftersom han skriver fra økonomens og historikerens perspektiv, og ikke advokerer for nogen bestemt religion.
Efter Kristendom og Jødedom nævner Mises Islam mere end nogen anden religion. Og det gør han gennem sine tekster. Følgende summerer enhver reference til Islam i Mises´s bøger.
Referencer af Mises der ikke er neutrale, er almindeligvis negative. Det hapsburgske kongedømme var skjoldet imod ”den islamiske trussel” fra Vest. I Middelalderen blev ”kristne fra Øst tvungne til at acceptere Muhammed´s tro” og ”Muslimer forfulgte jøder grundet deres religion”. Muslimske hære ”besejrede en stor del af Middelhavet”, troende på, at ”deres gud var for den store veludrustede og dygtigt ledede batalioner”. De muslimske besejrere af Afrika og Spanien var ”fanatiske og intolerante”. Mellemøstens muslimer viede sig til ”fatalistiske lærer” og ”interventionisme”. Laissez faire filosofi appellerer ikke til dem.
Bortset fra at alle muslimer konverterer til Kristendom eller alle kristne konverterer til Islam, så er den eneste virkelige vej begge grupper kan leve i harmoni at formindske statens magt og forøge frihed. Det frie marked er ikke hindret af nogen farve, kultur eller tro.
”Marxismen finder det let at alliere sig med islamiske fanatikere”. De har aldrig kendt anden form for styre end ubegrænset absolutisme”. Muslimske lande manglede ”institutioner der sikrede individers rettigheder”, selv om Mises dog krediterer dem for ikke at have et kastesystem. For dem der sammenlignede den hurtige ekspansion af socialismen med kristendommen, anså Mises det for mere passende med en ”sammenligning med Islam, der inspirerede ørkenens sønner til at lægge ældgamle civilisationer øde, slørede deres destruktive raseri med en etisk ideologi, og afstivede deres mod med rigid fatalisme”.
Mises anså Islam for værende en død, afsjælet religion – foreskrivende bønner, faster, ritualer, lovlige handlinger og eksterne regler, der intet tilbyder sindet og undertrykker sjælen. Den længste erklæring om Islam i alle Mises´s tekster forklarer grunden til den tilstand han mener Islam er i: ”Religionen Islam har ikke ændret sig siden de arabiske erobringer. Deres litteratur, deres filosofier fortsætter gentagelsen af de gamle ideer, og kommer ikke ud af teologiens cirkel. Man ser forgæves blandt dem efter mænd og bevægelser, såsom vestens kristendom har produceret i hvert århundrede. De fastholder udelukkende deres identitet, ved at afvise alt fremmed og ”anderledes”, gennem traditionalisme og konservatisme. Kun deres had til alt fremmed ophidser dem til store gerninger fra tid til anden. Alle nye sekter, selv de nye doktriner der opstår med dem, er intet andet end ekkoer af denne kamp mod det fremmede, det nye, det vantro”
Bortset fra at alle muslimer konverterer til Kristendom eller alle kristne konverterer til Islam, er den eneste virkelige vej for begge at leve i harmoni statens aftagende magt og øget frihed. Det frie marked hindres ikke af farve, kultur eller tro.
