Forleden mødte jeg en mand på nogenlunde min alder, som havde fravalgt at stemme på Liberal Alliance ved folketingsvalget på grund af, at vi ikke havde nogen udenrigspolitik. I stedet havde han stemt på de konservative, og det skal såmænd være dem vel undt.
Men overordnet er det min opfattelse, at vores position ikke er helt tosset. Den skal bare begrundes bedre. For det første handler folketingsvalg i Danmark først og fremmest om indenrigspolitik, økonomien, udlændinge osv. Men for det andet har vi faktisk brug for mindre udenrigspolitik. Jeg siger ikke slet ingen. Men mindre. Det havde han respekt for.
Og hvad mener jeg så med det? Jo, Danmark har i de senere år bidraget til en lang række krige i den arabiske verden først og fremmest. Og vores bidrag har været uforholdsmæssigt stort i forhold til vores størrelse. Omkostningerne i menneskeliv og penge har været betydelige. Anders Fogh Rasmussen begrundede det vise i denne prioritering så sent som forleden på tv. Danmark får stor indflydelse til gengæld. Men er det nu helt rigtigt? Nok tror jeg gerne på, at de ledende lag, som Fogh selv tilhører, får en højere placering i det internationale hierarki. Men er det noget der fremmer Danmarks interesser som sådan? Danmarks interesse kunne være at skabe en bedre verden med større retfærdighed og frihed. Det kunne være at styrke vores handelsmæssige muligheder. Det kunne egentlig være så meget. Men det synes ikke at være resultatet, i hvert fald ikke i forhold til indsatsen.
Danmark har i mange år ligget helt i toppen, når det gjaldt u-landsbistanden. Men kunne mindre ikke gøre det? Får vi for alvor noget ud af denne placering, eller det bare en indgroet myte hos den politiske elite? Nu skal Danmark så til at give endnu mere. Ikke fordi det er defineret til hvad. Men bare fordi vi skal signalere, at vi ligger i front. Det er, som om mindreværdskomplekset fra 1864 hænger ved, nu blot i omvendt form. Hvor vi tidligere hyttede os i smug, skal vi nu være helt fremme i skoene hele tiden og overalt. Det er ikke fornuftigt.
Udenrigspolitikken skal fremme Danmarks interesser. Det må vi ikke glemme.
Flertallet i folketinget i folketinget ønsker i den kommende valgperiode at afskaffe mindst to af Danmarks EU-forbehold. Men hvorfor egentlig? Jo, for ellers sidder vi ikke med ved bordet. Men spørgsmålet er, om ikke vi egentlig er meget godt tjent med at stå udenfor på de pågældende områder. Hvorfor har det sådan en hast? Timingen i forhold til at udvide EU's virkefelt synes mildest talt uheldig. Snarere burde vi tale for, at EU kom tilbage til sine kerneområder som enhver anden organisation i krise: et velfungerende indre marked, mindre bureaukrati, færre støtte ordninger, mere frihandel på verdensplan.
EU's nabo Rusland har vi haft svært ved at forstå de sidste ti år, og det lykkedes da også den ellers så roste udenrigsminister Per Stig Møller at spolere vores forhold til Rusland fuldstændigt under den såkaldte Zakaev-sag, hvor Møller og hans ambassadør i Rusland med maksimal ufølsomhed prædikede demokrati over for russerne, mens hundredvis af mennesker blev holdt som gidsler i Dubrovka-teateret af en rabiat terrorgruppe. Den årelange vestlige kritik af Rusland blev opfattet og opfattes fortsat som dybt dobbeltmoralsk og ude af proportion. Det hollandske EU-formandskab bad således Ruslands regering forklare, hvordan gidseltagningen på skolen i Beslan i 2004 kunne finde sted - frem for at udtrykke sympati. I Rusland spørger man sig selv for tiden, hvad den norske regering mon havde svaret, hvis Rusland havde fremsendt en lignende forespørgsel, da Breivik gik amok på Uttøya. Nu er det lykkedes Løkke og Espersen at få forholdet til Rusland helt genoprettet som demonstreret under Dronningens nylige statsbesøg i Rusland, og vi skulle nødig have en Villy Søvndahl eller Helle Thorning til at forkludre det hele igen. Danmark har en grundlæggende interesse i et godt forhold til den eneste europæiske stormagt, som vi ikke er i union med. Det er ikke et mål i sig selv at markere sig i enhver sammenhæng.
