Mindre brug af privathospitaler kan koste samfundet dyrt

Berlingske bringer i dag d

Villy O. Christensen,

14/02/2012

Berlingske bringer i dag d. 10. februar 2012 en artikel, der viser, at Region Hovedstadens udgifter til privathospitaler er faldet med 25 % fra 2010-2011. Regeringens politikere glæder sig over tallene, og formand for Danske Regioner, Bent Hansen, ser det som et udtryk for ‘krisebevidsthed’. Men privathospitalerne behandler gennemsnitligt til 80% af de offentlige takster – så hvorfor den store jubel?

Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker, BPK, ser med undring på politikernes glæde over nedgangen i patienter til de private hospitaler:

“Hvis tilfældet var, at privathospitalerne behandlede til højere priser end de offentlige hospitaler, ville det være let at forstå glæden over nedgangen i brugen af de private. Men situationen er jo lige modsat: Danmark har et gabende hul i statskassen, så hvis man virkelig ønsker at frigøre penge til bedre kræftbehandling, ville det være oplagt at sende flere patienter til de private hospitaler, som kan behandle eksempelvis knæ- og rygpatienter hurtigt og billigt,” udtaler erhvervspolitisk konsulent i BPK, Nanna Vestgård Sørensen, og fortsætter:

“Et udtryk for ‘krisebevidsthed’ ville netop være, at man så fordomsfrit på, hvem der kan tilbyde danskerne den bedste behandling med høj kvalitet og til en billig pris på de mange forskellige områder i sundhedsvæsnet. En bevidst mindre brug af de private hospitaler kan koste det danske samfund dyrt. Hvorfor ikke hellere fokusere på at få mest mulig sundhed for pengene?”

Ifølge tal fra Danske Regioner koster behandlinger på privathospitaler via Det udvidede frie sygehusvalg gennemsnitligt 80% af den offentlige takst, mens Cepos har udregnet, at den gennemsnitlige pris for behandlinger på privathospitaler, købt af det offentlige gennem udbud, ligger helt nede på ca. 48 %. Der er altså tusindvis af kroner at spare for eksempelvis hver eneste rygoperation, som foretages privat.

http://privatehospitaler.dk/mindre-brug-af-privathospitaler-koster-samfundet-dyrt/

Kilde: