Det er utroligt at LA tilhængerne og Anders Samuelsen vover at påstå at de er de ægte og rigtige Liberale, mens Venstre ikke er Liberal, selvom Venstre kalder sig Danmarks liberale parti, men det er ikke op til Anders Samuelsen eller LA tilhængerne at definere Liberalismen, for Liberalismen har mange ansigter og mange udtryksformer og Liberalismen har udviklet sig og manifesteret sig på forskellig vis gennem historien.
Man kan sige at Lars Løkke står for den socialliberalistiske indstilling til Liberalismen og LA står for minimalstatens minarkisme, og derfor burde Liberal Alliance markedsføre sig som Minarkister, eller Minarkistisk Alliance.
Liberalisme er en politisk ideologi, der ikke er baseret på nogle doktrin og derfor findes i forskellige udformninger. Centralt for den liberale opfattelse af politik og filosofi er et kritisk syn på staten, hvis magtbeføjelser siges at indskrænke borgernes selvstændighed.
Liberalismen er ikke i sig selv en økonomisk teori, men den individualistiske indgangsvinkel til menneskelige handlinger indgår i en række økonomiske teorier:
For liberale er markedet ikke er et sted, en ting eller en kollektiv enhed, men derimod en social proces, der er opstået som følge af samspillet imellem individuelle interesser.
Liberalismen er ikke et udtryk for nogen endegyldig doktrin, men en konkret anvendelse af videnskabelig erfaring på de sociale processer, mennesket indgår i
Selvom en begrænset statsmagt er et gennemgående tema i liberal filosofi, er der delte meninger om, i hvor stor en grad denne magt skal begrænses.
En filosofisk retning mener at statsmagten skal bruges positivt til at skabe velstand (socialliberalisme), medens andre understreger vigtigheden af at staten aldrig bliver udviklet til mere end en såkaldt minimalstat (minarkisme), medens andre retninger helt ønsker at afskaffe statsmagten (anarko-kapitalisme).
Alternativet til statsmagten kaldes i liberal filosofi for civilsamfundet. Forskellen imellem de to ligger i, at statens virksomhed er baseret på tvang, mens civilsamfundet er baseret på frivillighed. Heri ligger dog ikke, at man ikke kan være ligeså bundet af en norm eller beslutning i civilsamfundet som man kan i en stats, men derimod, at man i civilsamfundet selv vælger om man vil være med i det til at starte med.
Liberalismen er ikke i sig selv en økonomisk teori. Ikke desto mindre sammenkædes ideologien ofte med markedsøkonomien, der er karakteriseret ved at være et socialt system, hvor arbejdsfordelingen sker som en følge af det private ejerskab til produktionsmidlerne. Denne sammenkædning kan skyldes visse praxeologiske ligheder mellem liberalismen og markedsøkonomien: Markedet er ikke et sted, en ting eller en kollektiv enhed, men derimod en social proces, der er opstået som følge af samspillet imellem individuelle interesser .
For liberale er det således ingen tilfældighed, at det kapitalistiske system er en betydelig forudsætning for et frit samfund .
Fra 1900-tallet og frem er liberalismen overordnet set præget af to hovedstrømninger, der hver især konkurrerer om termen "liberalisme": Liberalismen er i USA oftest blot et andet ord for socialliberalisme, idet begrebet sammenkædes med et ønske om etableringen af en stærk velfærdsstat, støtte til statslige hjælpeprogrammer så som Franklin D. Roosevelts New Deal-program og keynesianistisk samfundsøkonomi i al almindelighed – I modsætning hertil er liberalisme i Europa stadig karakteriseret ved at være i trit med den klassiske opfattelse.
For europæere, såvel som for amerikanere, har den nyere betydning af liberalisme i USA været årsag til en del forståelsesproblemer, hvorfor man i amerikansk liberalistisk filosofi i stadig stigende grad vælger at bruge begreberne "klassisk liberalisme" og "libertarianisme" om den form for liberalisme, man i Europa traditionelt kalder liberalisme.
Konkret ligger forskellene i det to modeller for liberalisme i, at klassisk liberale og libertarianere mener, at den eneste form for frihed der findes, er frihed fra tvang – at frie mennesker ikke skal kunne tvinges til at foretage en handling, men alene tvinges til ikke at foretage den.
De Socialliberale mener derimod, at statsmagten bør tage en aktiv rolle i samfundets udvikling og igennem tvang styre borgernes handlinger i retning af en bestemt samfundsmodel.
Liberalisme bør ses som en del af en noget bredere kategori af en liberal politisk filosofi. Liberalismen er blot ét bud på, hvordan det liberale projekt, gående ud på at samfundet bør afspejle individuelle præferencer, bedst muligt kan realiseres. Formålet med liberalismen er således, at gennemføre en samfundsorden, hvor de statsligt-kollektive institutioner udelukkende tjener borgernes interesser og ikke andres; f.eks. embedsmandsværkets eller politikernes egeninteresser.
Indenfor denne ramme er der dybe, ofte bitre, konflikter og kontroverser internt imellem de liberale selv og eksternt mellem liberale og kommunitære. Internt indgår liberale meningsdannere i en ideologisk kamp om, hvordan samfundet kan indrettes, så de ovennævnte individuelle præferencer bedst muligt kan realiseres.
Der er enighed om at beskyttelsen af visse frihedsrettigheder er en nødvendig forudsætning for realiseringen, men uenighed om, hvor stor hensyn man skal tage til eksternaliteter. I den eksterne debat omhandler diskussionen sig primært forholdet imellem individuelle interesser og samfundsinteresser - og derudover, om man overhoved kan tage udgangspunkt i individet som en relevant enhed i en videre debat.
Som en konsekvens af både den interne og den eksterne debat, er der ud fra den klassiske liberalisme udsprunget en række trends og mere eller mindre selvstændige ideologier, der sammen med den klassiske liberalisme udgør grenene på det liberale træ. Som i så mange andre debatter benyttes de samme ord ofte af forskellige sider - og nogle gange i forskellig betydning. Således har f.eks. begreberne "politisk liberalisme", "økonomisk liberalisme" og "neo- og nyliberalisme" langt fra nogen entydig betydning, men må tolkes i lyset af, hvem der udtaler det.
LA kan således ikke bare kalde sig for de egentlige Liberalister, da selve begrebet Liberal er meget bredere formuleret.
En række af de elementer, som i dag er en integreret del af den liberale filosofi, har rødder der strækker sig længere tilbage i tiden: Naturretten, pluralisme, modstanden mod absolutisme og religiøs tolerance er blot nogle af disse elementer.
I nutiden ses liberalismen oftest agiteret ud fra tre forskellige indgangsvinkler: Den første er baseret på at mennesker og institutioner altid vil være i besiddelse af begrænset viden om verden omkring dem, og at det derfor er en logisk og praktisk nødvendighed, at de har handlemuligheder og valgfrihed. En anden går på at menneskelige præferencer og institutionernes incitamenter til at tage hensyn til selv samme. Hvor disse to modeller er konsekventialistiske i den forstand, at individets autonomi er en funktion af individuelle præferencer, er det tredje argument for liberalisme direkte baseret på frihed på en sådan måde, at friheden i sig selv bliver en nødvendig forudsætning for at de pågældende præferencer kan realiseres. Det tredje løsning går også under navnet rettighedsliberalisme.
Den oprindelige liberalisme betoner ofte, at det enkelte individs anstrengelser vil være til gavn for medmennesket, kulturen og hele samfundet. Nyere markedsliberalister lægger mere vægt på, at mennesket skal opfattes som en egennyttemaksimerende aktør. Liberalister er dog enige om, at liberalisme skaber øget rigdom (vækst) og teknisk fremskridt.
Liberalismen rummer en del undergrupperinger alt efter syn på statens rolle. En gruppe ønsker at staten skal begrænse sig til at drive politi, forsvar og retsvæsen og dermed håndhæve ejendomrettens ukrænkelighed. Disse kaldes minimalstatstilhængere eller minarkister. Her benytter LA minarkisterne sig især af kravet om at kunne ryge hvor man vil og især i værtshuse, hvad enten det generer andre eller ej.
I modsætning hertil er der de socialliberale, der mener, at samfundet skal styres ud fra liberalistiske principper, men at der fra statslig side også skal sørges for de svageste.
