Banken har ringet, kassekreditten er brugt op. Hvad gør vi nu, beder banken om endnu flere lån, med dyre renter og gebyrer, eller vælger vi at kigge på indtægtsgrundlag og udgifter? Til trods for, at vi i Danmark er indehaver, af den kedelige rekord som de mennesker der låner mest, tror jeg faktisk at de fleste kender det eneste rigtige svar på det spørgsmål – tæring efter næring! Det gik ellers så godt tilbage i 2005, lønningerne steg, friværdien steg, man talte om overophedning af økonomien, en ven sagde ”så køb dog, priserne kan jo kun gå en vej...” en økonomi pumpet med anaboliske steroider og varm luft, nonchalance når det er bedst.
Festen er forbi og køen ved håndvasken er forsvundet og et ellers velmenende forsøg på, at fange den store bagmand er mislykkes. Ærgerligt, det hele ville have været så meget mere enkelt, hvis vi havde fanget den store bagmand. Nu sidder vi tilbage med regningen, akkurat som i 80' erne da Poul Schluter(K) satte Danmark på kartoffelkur. For bare få generationer siden, var det en naturlighed at spare i krisetider og en dyd at sætte tæring efter næring, og heldigvis for det, ellers havde vi ikke haft velfærdsstaten Danmark.
Nu om dage er det anderledes, ord som brugerbetaling, skattesænkning, privatisering og spare, tilhører den boks der hedder ”fy”. Vi er blevet bevendte med en national luksusfælde, der gør at vi alle skal have mere og specielt når der er valg. Håndbremsen, benævnt offentlig forbrug er gemt væk til trods for at OECD, vismændene, velfærdskommissionen og andre , advarer om at vores offentlige overforbrug er på havarikurs, med tabt konkurrenceevne og arbejdspladser til følge. Vi skal ikke spare, så hellere en bankpakke, en boligpakke, en vækstpakke, en genopretningspakke, ordet ”spare” har sådan en negativ klang. Så er det bedre med en pakke, det lyder jo næsten som en gave, som Anne Sophia Hermansen bemærker på sin blog. Det hjælper bare ikke den generation, der lige om lidt skal have en kvalificeret uddannelse og et arbejde, hvor de skal konkurrere med økonomier der er langt mere konkurrencestærke end den danske. Det velfærdssamfund vi har overtaget fra vores hårdtarbejdende forfædre, er vi i fuld gang med at videregive til vores børn som et ”gældsfærdssamfund”. Det kan vi ikke være bekendt.
Det magiske tal i denne valgkamp ser ud til at være 2020 og efterlader illusionen om at, hvis vi bare når 2020 uden at skabe yderligere gæld, så er vi reddet. Men hvad med arbejdsløsheden, hvad med den gæld vi har i forvejen, skal disse udfordringer bare efterlades til de næste generationer?
Fremtiden tilhører som bekendt dem, der forbereder sig på den. I Norge og Sverige har man taget livsgreb med tabuerne omkring besparelse, privatisering, brugerbetaling og skattenedsættelse. Således har man indført en beskeden brugerbetaling på visse serviceydelser i Sverige og indkomstskatten i Norge er eksempelvis på 41 %, uden at det har betydet fald i velfærden i nogen af de to lande. På samme måde burde vi i Danmark, træde ud af den spiral der gør, at vi forbruger mere end vi tjener. Sænk skatten, ikke fordi at de rige skal have mere, men fordi det gavner os alle. Fokuser velfærden på de få der har behovet, i stedet for at give lommepenge til de mange, der udmærket er i stand til at klare sig selv. Giv erhvervslivet nogle rammer, så de kan skabe udvikling, arbejdspladser og vækst, det vi alle skal leve af, osse i fremtiden. Det er holdbare visioner, men modet og holdningen, til sådan nytænkning, handler om meget mere end økonomi.
