Imens Danmark nærmest gik i klimaselvsving over, at Connie Hedegaard (K) blev udnævnt til klimakommissær, var der meget få, der lagde mærke til, hvem der fik de vigtige poster i Europa-kommissionen. Ingen tvivl om, at Hedegaard er dygtig og i stand til at skelne mellem fup og fakta i klimadebatten, men posten er i bund og grund ikke interessant for Danmark, selvom den måske nok sender et godt signal om, at vi i Danmark holder fast i det gode, borgerlige princip om at passe på ressourcerne herunder klimaet og miljøet.
I skrivende stund har ingen medier fortalt, hvem der fik de kommissærposter, der virkelig betyder noget for Danmarks vækst og velstand, sikkerhed og udvikling, i fremtiden. En enkelt undtagelse var Politiken, der i en analyse gennemgik, hvem der ville være Connie Hedegaards venner og fjender på klimaområdet. I artiklen stod, at forsvareren for frihandel og tjenesteydelser over grænser, Frankrigs Michel Barnier, vil være skeptisk over for regler og krav, der hæmmer vækst og udvikling. Jeg vil gerne rose avisens netnyheder for overhovedet at nævne, at Kommissionens absolut vigtigste post gik til den tidligere franske udenrigsminister, men at kalde Barnier for en forsvarer for frihandel er et godt eksempel på, at ingen åbenbart aner, hvem der blev udnævnt til de andre poster i Kommissionen. Hvis Barnier skal forestille at være EU’s indre markeds ven, er der kun at konstatere: Med den slags venner, behøver fællesmarkedet ingen fjender.
Barnier er formentlig bedst kendt som manden, der tabte den franske afstemning om forfatningstraktaten. Præsident Jacques Chirac udnævnte ham til udenrigsminister i 2004 efter han havde været kommissær 1999-2004, men det blev en kort fornøjelse, da han blev fyret efter afstemningsnederlaget i 2005. Han fik en vis genoprejsning efter Præsident Nicolas Sarkozy udnævnte ham til fødevareminister, men når han er værd at fremhæve, er det fordi, det bliver Barnier, der skal rydde op efter finanskrisen, og med de meldinger, der kommer fra den franske præsident i øjeblikket, bliver det ikke noget kønt syn, og bestemt ikke med vækst og udvikling for øje.
Ved en tale i La-Seyne-sur-Mer, der ligger i Var-området i Sydfrankrig, den 1. december, sagde Præsident Sarkozy, at udnævnelsen af Barnier var en sejr for den ”europæiske model”, som ellers har haltet gevaldigt bagefter, når det gælder økonomisk vækst.
Han kunne ikke skjule sin tilfredshed med, at den nu var en franskmand, der skulle bestemme over især de britiske banker. "Ved I, hvad det betyder for mig at se en fransk EU-kommissær med ansvar for det indre marked og finansielle tjenesteydelser, herunder byen [London] for første gang i 50 år?" spurgte Sarkozy. "Jeg vil have verden skal se det som en sejr for den europæiske model, som ikke har noget at gøre med den vulgære finansielle kapitalisme".
Velbekomme. Jeg er faktisk ret sikker på, at Connie Hedegaard er langt mere skeptisk overfor centralisme og bureaukrati end den nye franske kommissær for indre marked. Nu får hun lov til at bruge sin tid på vind og vejr.
Det kan naturligvis ikke have været let for José Manuel Barroso, Kommissionens formand, at sammensætte et hold som stillede alle lande i Europa tilfredse. Ifølge Financial Times blev han nærmest bombarderet med opkald fra diverse stats- og regeringschefer i dagene op til offentliggørelsen af den nye Kommission. Det er dog alligevel påfaldende, så tydeligt det er, at vinderne i rokaden blev det som USAs daværende forsvarsminister Don Rumsfeld kaldte ”Old Europe”, og taberne blev ”New Europe”. Den amerikanske forsvarsministers kontroversielle udtalelse i 2003 gjorde, at alle lande, der støttede befrielsen af Irak, blev kendetegnet som det nye Europa, selvom lande som Storbritannien, Danmark, Holland, Italien, Portugal og Spanien, der støttede befrielsen, ikke almindeligvis tilhører det nye Europa, da de hverken blev anerkendt som selvstændige lande eller fik deres uafhængighed i løbet af det 20. århundrede. Den nye definition, som Rumsfeld lagde for dagen, er dog ganske rammende for taberne og vinderne i Barrosos rokade. Man kan også skrive det på en anden måde, at - med undtagelse af Danmark og Finland - taberne stort set blev de lande, der identificerer sig med - eller er en del af - den anglo-saxistiske tradition. Værst gik det udover Storbritannien og Letland.
Letland er blevet specielt hårdt ramt finanskrisen og landets unge regeringschef, Valdis Dombrovskis, har formentlig haft andre ting at tænke på. Han var ellers klog nok til at genudnævne Andris Piebalgs, der hidtil har været energikommissær og vel nærmest var en knytnæve i ansigtet på de russiske gasselskaber, da han blev udnævnt for fem år siden. Hans opgave har først og fremmest været at sikre energiuafhængighed i EU og han bliver nu udskiftet med tyskeren Günter Oettinger. En stor sejr for det gamle Europa og desværre endnu et eksempel på “Schröderiseringen” af Europas udenrigspolitik. Udtrykket er ikke mit eget, men henvender sig til den tidligere tyske forbundskansler Gerhard Schröder, der i dag er købt og betalt af premierminister Vladimir Putin til at drive lobbyvirksomhed for den omstridte naturgasledning på bunden af Østersøen mellem Rusland og Tyskland - uden om russernes besværlige naboer i Estland, Letland, Litauen og Polen.
Den anden store taber er Storbritannien, og hele den ulykkelige misere viser, hvor galt det kan gå, når vores engelske venner har en svag regeringschef. Premierminister Gordon Brown er med rette blevet kritiseret for, at han ikke gik efter en magtfuld økonomisk post i Kommissionen, da det stod klart, at han reelt ikke kunne bemande posten som EU’s nye udenrigsminister eller højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som posten officielt hedder. Da hans udenrigsminister, David Miliband, sagde nej tak til at flytte til Bruxelles, pegede Brown i stedet på den ukendte baronesse, Catherine Ashton, der aldrig har været udenrigsminister og kun handelskommissær i mindre end et år. Posten som handelskommissær, som daværende premierminister Tony Blair tilkæmpede sig for fem år siden, gik i stedet til den spanske socialist, Joaquín Almunia.
Jeg kan selvfølgelig tage fejl. Måske bliver Michel Barniers kontor en bastion for frihed og decentralisering, Günter Oettinger en torn i øjet på Putin og Schröder og måske baronessen fra Storbritannien og socialisten fra Spanien en gang for alle kan få alle landene i WTO til at skrive under på en ægte global frihandelsaftale allerede i 2010. Jeg håber det, men jeg tror det ikke. Den nye Kommission varsler ikke bare mere af det samme, men endnu mere af det værste, og det er desværre ikke godt for EU, og slet ikke positivt for en lille åben økonomi som den danske.
I skrivende stund har ingen medier fortalt, hvem der fik de kommissærposter, der virkelig betyder noget for Danmarks vækst og velstand, sikkerhed og udvikling, i fremtiden. En enkelt undtagelse var Politiken, der i en analyse gennemgik, hvem der ville være Connie Hedegaards venner og fjender på klimaområdet. I artiklen stod, at forsvareren for frihandel og tjenesteydelser over grænser, Frankrigs Michel Barnier, vil være skeptisk over for regler og krav, der hæmmer vækst og udvikling. Jeg vil gerne rose avisens netnyheder for overhovedet at nævne, at Kommissionens absolut vigtigste post gik til den tidligere franske udenrigsminister, men at kalde Barnier for en forsvarer for frihandel er et godt eksempel på, at ingen åbenbart aner, hvem der blev udnævnt til de andre poster i Kommissionen. Hvis Barnier skal forestille at være EU’s indre markeds ven, er der kun at konstatere: Med den slags venner, behøver fællesmarkedet ingen fjender.
Barnier er formentlig bedst kendt som manden, der tabte den franske afstemning om forfatningstraktaten. Præsident Jacques Chirac udnævnte ham til udenrigsminister i 2004 efter han havde været kommissær 1999-2004, men det blev en kort fornøjelse, da han blev fyret efter afstemningsnederlaget i 2005. Han fik en vis genoprejsning efter Præsident Nicolas Sarkozy udnævnte ham til fødevareminister, men når han er værd at fremhæve, er det fordi, det bliver Barnier, der skal rydde op efter finanskrisen, og med de meldinger, der kommer fra den franske præsident i øjeblikket, bliver det ikke noget kønt syn, og bestemt ikke med vækst og udvikling for øje.
Ved en tale i La-Seyne-sur-Mer, der ligger i Var-området i Sydfrankrig, den 1. december, sagde Præsident Sarkozy, at udnævnelsen af Barnier var en sejr for den ”europæiske model”, som ellers har haltet gevaldigt bagefter, når det gælder økonomisk vækst.
Han kunne ikke skjule sin tilfredshed med, at den nu var en franskmand, der skulle bestemme over især de britiske banker. "Ved I, hvad det betyder for mig at se en fransk EU-kommissær med ansvar for det indre marked og finansielle tjenesteydelser, herunder byen [London] for første gang i 50 år?" spurgte Sarkozy. "Jeg vil have verden skal se det som en sejr for den europæiske model, som ikke har noget at gøre med den vulgære finansielle kapitalisme".
Velbekomme. Jeg er faktisk ret sikker på, at Connie Hedegaard er langt mere skeptisk overfor centralisme og bureaukrati end den nye franske kommissær for indre marked. Nu får hun lov til at bruge sin tid på vind og vejr.
Det kan naturligvis ikke have været let for José Manuel Barroso, Kommissionens formand, at sammensætte et hold som stillede alle lande i Europa tilfredse. Ifølge Financial Times blev han nærmest bombarderet med opkald fra diverse stats- og regeringschefer i dagene op til offentliggørelsen af den nye Kommission. Det er dog alligevel påfaldende, så tydeligt det er, at vinderne i rokaden blev det som USAs daværende forsvarsminister Don Rumsfeld kaldte ”Old Europe”, og taberne blev ”New Europe”. Den amerikanske forsvarsministers kontroversielle udtalelse i 2003 gjorde, at alle lande, der støttede befrielsen af Irak, blev kendetegnet som det nye Europa, selvom lande som Storbritannien, Danmark, Holland, Italien, Portugal og Spanien, der støttede befrielsen, ikke almindeligvis tilhører det nye Europa, da de hverken blev anerkendt som selvstændige lande eller fik deres uafhængighed i løbet af det 20. århundrede. Den nye definition, som Rumsfeld lagde for dagen, er dog ganske rammende for taberne og vinderne i Barrosos rokade. Man kan også skrive det på en anden måde, at - med undtagelse af Danmark og Finland - taberne stort set blev de lande, der identificerer sig med - eller er en del af - den anglo-saxistiske tradition. Værst gik det udover Storbritannien og Letland.
Letland er blevet specielt hårdt ramt finanskrisen og landets unge regeringschef, Valdis Dombrovskis, har formentlig haft andre ting at tænke på. Han var ellers klog nok til at genudnævne Andris Piebalgs, der hidtil har været energikommissær og vel nærmest var en knytnæve i ansigtet på de russiske gasselskaber, da han blev udnævnt for fem år siden. Hans opgave har først og fremmest været at sikre energiuafhængighed i EU og han bliver nu udskiftet med tyskeren Günter Oettinger. En stor sejr for det gamle Europa og desværre endnu et eksempel på “Schröderiseringen” af Europas udenrigspolitik. Udtrykket er ikke mit eget, men henvender sig til den tidligere tyske forbundskansler Gerhard Schröder, der i dag er købt og betalt af premierminister Vladimir Putin til at drive lobbyvirksomhed for den omstridte naturgasledning på bunden af Østersøen mellem Rusland og Tyskland - uden om russernes besværlige naboer i Estland, Letland, Litauen og Polen.
Den anden store taber er Storbritannien, og hele den ulykkelige misere viser, hvor galt det kan gå, når vores engelske venner har en svag regeringschef. Premierminister Gordon Brown er med rette blevet kritiseret for, at han ikke gik efter en magtfuld økonomisk post i Kommissionen, da det stod klart, at han reelt ikke kunne bemande posten som EU’s nye udenrigsminister eller højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som posten officielt hedder. Da hans udenrigsminister, David Miliband, sagde nej tak til at flytte til Bruxelles, pegede Brown i stedet på den ukendte baronesse, Catherine Ashton, der aldrig har været udenrigsminister og kun handelskommissær i mindre end et år. Posten som handelskommissær, som daværende premierminister Tony Blair tilkæmpede sig for fem år siden, gik i stedet til den spanske socialist, Joaquín Almunia.
Jeg kan selvfølgelig tage fejl. Måske bliver Michel Barniers kontor en bastion for frihed og decentralisering, Günter Oettinger en torn i øjet på Putin og Schröder og måske baronessen fra Storbritannien og socialisten fra Spanien en gang for alle kan få alle landene i WTO til at skrive under på en ægte global frihandelsaftale allerede i 2010. Jeg håber det, men jeg tror det ikke. Den nye Kommission varsler ikke bare mere af det samme, men endnu mere af det værste, og det er desværre ikke godt for EU, og slet ikke positivt for en lille åben økonomi som den danske.
