Det vil være katastrofalt, hvis S og SF får regeringsmagten efter næste valg. Ikke fordi V-K-regeringen i de forløbne ni år har ført en politik, der afføder respekt anskuet ud fra en liberalistisk synsvinkel, men simpelthen fordi S og SF med deres økonomiske planer vil køre dansk økonomi helt i sænk, så det ikke er nogen stor overdrivelse at tale om græske tilstande. Og dertil kommer alle de ulykker, de kan lave på alle andre områder: Udenrigspolitik, sundhedspolitik, forbrugerpolitik, fødevarepolitik, miljøpolitik, klimapolitik, undervisningspolitik, trafikpolitik, retspolitik, indvandringspolitik, arbejdsmarkedspolitik m.m.
Men får vi et regeringsskifte efter næste folketingsvalg, så har Venstre og Konservative kun sig selv at takke. De har ikke formået at sætte en offensiv politisk dagsorden, og de har hverken haft visionerne eller modet til at gå foran og forsøge at vinde befolkningen for en politik, der har andet formål end at bevare og udbygge det bestående, som om skatte- og barnepigestaten er en liberal-konservativ opfindelse. Begge partier har i deres ni år ved magten mistet deres politiske identitet og ideologiske rødder, så der hverken er retning eller mening med det, de foretager sig.
Lige så alvorligt er det, at hverken Venstre eller Konservative i dag står med politiske ledere med format til at lede landet. Og end ikke deres egne partier. Man kan mene meget om Anders Fogh Rasmussens politiske kursskifte, men et vist format som politisk leder besad han dog, om ikke andet var han en dygtig administrator, og måske i virkeligheden mere den perfekte departementschef end en dygtig politiker. Det kan man ikke engang sige om Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen. Det bliver desværre mere og mere tydeligt, at ingen af dem har formatet til at lede landet. Og indtil det modsatte er bevist, og det bliver det nok, så fremstår Helle Thorning Schmidt faktisk som en stærkere leder, hendes politiske fodfejl til trods.
Det er for så vidt ikke overraskende, at Pia Kjærsgaard og DF netop nu – og igen – lufter tanken om at komme med i en VKO-regering. Pia Kjærsgaard er jo faktisk den eneste leder af de tre store blå-blok partier, der fremstår med en vis autoritet, og måske ville Pia Kjærsgaard i virkeligheden klare sig bedre som statsminister end Lars Løkke Rasmussen? Det er ikke et nærliggende – endsige ønskeligt – scenarie, men også DF vil støde mod verdens realiteter og blive tvunget til at føre en mere ansvarlig økonomisk politik, hvis de fik del i regeringsmagten. Det var nok ikke det værste, der kunne ske, og det ville muligvis gøre det lettere for Liberal Alliance at kræve indrømmelser af en VKO-regering.
Hvad er min pointe? Måske ikke meget andet end en dyb beklagelse over, at den blå blok i den grad mangler både politisk lederskab og et politisk projekt for at føre Danmark på ret kurs efter årtiers statsligt og kommunalt overforbrug og en langsom men sikker økonomisk nedtur med retning mod en socialistisk stilstand.
Men får vi et regeringsskifte efter næste folketingsvalg, så har Venstre og Konservative kun sig selv at takke. De har ikke formået at sætte en offensiv politisk dagsorden, og de har hverken haft visionerne eller modet til at gå foran og forsøge at vinde befolkningen for en politik, der har andet formål end at bevare og udbygge det bestående, som om skatte- og barnepigestaten er en liberal-konservativ opfindelse. Begge partier har i deres ni år ved magten mistet deres politiske identitet og ideologiske rødder, så der hverken er retning eller mening med det, de foretager sig.
Lige så alvorligt er det, at hverken Venstre eller Konservative i dag står med politiske ledere med format til at lede landet. Og end ikke deres egne partier. Man kan mene meget om Anders Fogh Rasmussens politiske kursskifte, men et vist format som politisk leder besad han dog, om ikke andet var han en dygtig administrator, og måske i virkeligheden mere den perfekte departementschef end en dygtig politiker. Det kan man ikke engang sige om Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen. Det bliver desværre mere og mere tydeligt, at ingen af dem har formatet til at lede landet. Og indtil det modsatte er bevist, og det bliver det nok, så fremstår Helle Thorning Schmidt faktisk som en stærkere leder, hendes politiske fodfejl til trods.
Det er for så vidt ikke overraskende, at Pia Kjærsgaard og DF netop nu – og igen – lufter tanken om at komme med i en VKO-regering. Pia Kjærsgaard er jo faktisk den eneste leder af de tre store blå-blok partier, der fremstår med en vis autoritet, og måske ville Pia Kjærsgaard i virkeligheden klare sig bedre som statsminister end Lars Løkke Rasmussen? Det er ikke et nærliggende – endsige ønskeligt – scenarie, men også DF vil støde mod verdens realiteter og blive tvunget til at føre en mere ansvarlig økonomisk politik, hvis de fik del i regeringsmagten. Det var nok ikke det værste, der kunne ske, og det ville muligvis gøre det lettere for Liberal Alliance at kræve indrømmelser af en VKO-regering.
Hvad er min pointe? Måske ikke meget andet end en dyb beklagelse over, at den blå blok i den grad mangler både politisk lederskab og et politisk projekt for at føre Danmark på ret kurs efter årtiers statsligt og kommunalt overforbrug og en langsom men sikker økonomisk nedtur med retning mod en socialistisk stilstand.
