I en tid, hvor der er emner, man ikke tør mene noget om, uden at få øksemordere og liberale debattører på halsen, må engagerede skribenter finde andre emner at adressere.
Kunne det ikke - mens vi venter på, at debatklimaet bedres - være interessant at tage opgøret med nogle heteronormative konventioner som f.eks. den om, at mænd ikke kan rose hinanden uden at blive forfulgt af bøsserygter?
Tag nu et svar, som min gamle ven - lad os kalde ham Andreas - sendte mig på en e-mail om træneren i fodboldklubben AC Milan:
"Jeg var forelsket i Leonardo allerede dengang han var spiller, og jeg var kåd teenager. Han er fantastisk. Jeg holdt med Milan (som jeg ellers bryder mig meget lidt om) mod Real på grund af ham. Sikke en mand!"
Selv har jeg sammenfattet min personlige mission, mission og værdier i et nytårsforsæt om at opnå størst mulig fysisk lighed med en anden fodboldtræner ved navn Roberto Mancini.
Hans karisma er ganske enkelt imponerende, og den måde, han forsøger at hæve sig over sportsidiotiet på med en nålestribet habit, kalder på lige dele respekt og medlidenhed. Medlidenheden følger af en let pinlig berørthed på hans vegne over at besidde en maskulin forfængelighed, som må have været uhyre svær at udleve på en homofobisk fodboldbane, men som altså nu gudskelov kan udleves fra sidelinjen. Medlidenheden gør ham sårbar og tilnærmelig på en meget appellerende måde. Der er tale om en meget smuk mand.
Herhjemme kan jeg kun komme i tanke om nogle kendte bankfolk, der på grund af deres hår kommer op i samme liga som de to fodboldtrænere. De to trænere trækker imidlertid stilmæssigt på mange hundrede års sydeuropæisk kulturhistorie, mens de to danskere mere ser ud til at have ladet sig inspirere af karakterer i fiktionens verden, nemlig hhv. Patrick Bateman fra filmatiseringen af American Psycho og Gordon Gekko fra 80'er-filmen Wall Street.
Men vi kan være med i Danmark, og det er trods alt en stor tilfredsstillelse.
Nu da jeg har brugt adskillige minutter på dette emne, er det måske tid til forsigtigt at stikke hovedet frem og se, om det fanatiske had til Lars Hedegaard efterhånden er brændt ud, så dette forum får genoprettet sin unikke kvalitet som frisindet frirum for meningsdannelse og samfundudvikling.
Kunne det ikke - mens vi venter på, at debatklimaet bedres - være interessant at tage opgøret med nogle heteronormative konventioner som f.eks. den om, at mænd ikke kan rose hinanden uden at blive forfulgt af bøsserygter?
Tag nu et svar, som min gamle ven - lad os kalde ham Andreas - sendte mig på en e-mail om træneren i fodboldklubben AC Milan:
"Jeg var forelsket i Leonardo allerede dengang han var spiller, og jeg var kåd teenager. Han er fantastisk. Jeg holdt med Milan (som jeg ellers bryder mig meget lidt om) mod Real på grund af ham. Sikke en mand!"
Selv har jeg sammenfattet min personlige mission, mission og værdier i et nytårsforsæt om at opnå størst mulig fysisk lighed med en anden fodboldtræner ved navn Roberto Mancini.
Hans karisma er ganske enkelt imponerende, og den måde, han forsøger at hæve sig over sportsidiotiet på med en nålestribet habit, kalder på lige dele respekt og medlidenhed. Medlidenheden følger af en let pinlig berørthed på hans vegne over at besidde en maskulin forfængelighed, som må have været uhyre svær at udleve på en homofobisk fodboldbane, men som altså nu gudskelov kan udleves fra sidelinjen. Medlidenheden gør ham sårbar og tilnærmelig på en meget appellerende måde. Der er tale om en meget smuk mand.
Herhjemme kan jeg kun komme i tanke om nogle kendte bankfolk, der på grund af deres hår kommer op i samme liga som de to fodboldtrænere. De to trænere trækker imidlertid stilmæssigt på mange hundrede års sydeuropæisk kulturhistorie, mens de to danskere mere ser ud til at have ladet sig inspirere af karakterer i fiktionens verden, nemlig hhv. Patrick Bateman fra filmatiseringen af American Psycho og Gordon Gekko fra 80'er-filmen Wall Street.
Men vi kan være med i Danmark, og det er trods alt en stor tilfredsstillelse.
Nu da jeg har brugt adskillige minutter på dette emne, er det måske tid til forsigtigt at stikke hovedet frem og se, om det fanatiske had til Lars Hedegaard efterhånden er brændt ud, så dette forum får genoprettet sin unikke kvalitet som frisindet frirum for meningsdannelse og samfundudvikling.
