I en velskrevet og til dels modig kronik tager Asger Aamund forskud på fejringen af 100 året for Kvindernes Internationale Kampdag. Dagen løber som bekendt af stablen mandag d. 8 marts, men allerede d. 5. marts vælger han i Berlingske Tidende at kalde dagen for ”Kvindernes Internationale Klynkedag”.
Et for politisk ukorrekt navn at trække ned over en så politisk korrekt dag? Måske.
Alligevel tror jeg stadig på flosklen om, at overdrivelse fremmer forståelsen. Og man kan jo også spørge sig selv, om dagen stadig er så fandens politisk korrekt? Eller som Asger Aamund vælger at formulere det: Det er helt fint med en kampdag for kvinder, men skal vi ikke lige prioritere opgaverne efter vigtighed og behov?
I forlængelse heraf mener jeg personligt også, at dagen stadig er politisk korrekt at fejre, men det er samtidig vigtigt at holde for øje, at dagen faktisk hedder Kvindernes Internationale Kampdag.
Desværre har debatten i den seneste tid, og specielt de seneste dage, båret præg af at indeholde et meget ensidet fokus på de danske kvinder i almindelighed.
Der synes at eksistere en udbredt konsensus om, at ligestilling handler om lighed i tørre tal og statistikker, og hvor ligestilling først vil accepteres som et faktum, når Hr. og Fru. Danmark har støvsuget lige mange gulvtæpper i hjemmet eller bestridt det samme antal bestyrelsesposter i de børsnoterede virksomheder. Men er det virkelig en korrekt måde an anskue hele ligestillingsproblematikken på?
Eller er ligestilling nærmere et udtryk for, at alle borgere i samfundet, mænd såvel som kvinder, tildeles de samme rettigheder og muligheder, og hvor det er op til den enkelte at bestemme, hvordan disse skal forvaltes? Jeg kan hurtigt afsløre, at jeg bestemt er tilhænger af sidstnævnte definition.
I dagens Danmark har kvinder, på lige fod med mænd, stemmeret, mulighed for uddannelse og er sikret lighed for loven. Desuden kan danske kvinder (såvel som mænd) nyde godt af rettigheder som barsel, barnets sygedage og mulighed for børnepasning. Rettigheder, der for kvinder i andre lande, både i Europa og resten af verden, kan synes som en by i Rusland.
Man kan finde mange eksempler på kvinder, der udelukkes fra retten til at stemme, og hvor muligheden for uddannelse er ikke-eksisterende. I de mere ekstreme tilfælde findes der for eksempel kvinderne i Sudan, der stenes til døde for førægteskabelig sex.
Når man bor i et så forholdsvist rigt og trygt land som Danmark kan man selvfølgelig altid bruge argumentet om, at ”andre har det værre”, og at man derfor bør sætte pris på sin egen situation. Alligevel mener jeg, at sammenligningen i dette tilfælde er helt legitim set i betragtning af de rettigheder som danske kvinder faktisk besidder, vel at mærke på lige fod med mænd.
I forhold til mange andre lande har kvinderne i Danmark opnået de rettigheder, som de i sin tid kæmpede bravt for. Den ligestillingskamp, som mange danske kvinder stadig mener eksisterer i det danske samfund, synes at være meget svær at få øje på. Specielt indenfor de lovgivende rammer, hvor vi tværtimod oplever en tendens til, at den tipper til den modsatte side.
I dag findes der allerede en dispensering i ligebehandlingsloven, foretaget af den daværende videnskabsminister, der giver Universiteterne mulighed for at give en betydelig økonomisk bonus og et ekstra professorat til de fakulteter, der ansætter flere kvindelige professorer. Samtidig har kvotedebatten taget nye højder, hvor flere kvinder fra erhvervslivet, samt organisationen DJØF, der traditionelt repræsenterer mange mandlige topchefer, har skiftet holdning og nu presser på med at få indført kønskvotering ved lov i Danmark.
Rødstrømpernes bekymring har altså sejret af helvede til og samfundet bevæger sig derimod nu i retning af nogle uheldige lovgivningstiltag, der sørgeligt nok vil betyde et skridt tilbage for ligestillingen i Danmark, i kraft af en positiv særbehandling af det kvindelig køn.
Det er trods alt en international kampdag, som jeg mener mange har en tendens til at glemme, fordi den drukner i krav om positiv særbehandling for kvinderne, i form at kvoter, hjemmeserviceordning, øremærkning af barsel til mænd og skal jeg komme efter dig.
Hvis man alligevel skal fastholde blikket mod det danske samfund så kan man argumentere for, at ligestillingsdebatten føres med skyklapper på og i virkeligheden bør vendes på hovedet. I fremtiden bliver det snarere mændene, der skal ’reddes’ i de kommende generationer.
I dag er det faktisk kvinderne, der indtager uddannelsesgangene og mændene er i høj grad sanker bagud (ca. 53 % kontra 37 %). Frem for, at ligestillingsdebatten drejer sig om, hvordan vi giver de højtuddannede kvinder mulighed for at springe de sidste skridt på karrierestigen over, er det langt mere problematisk for det danske samfund, at mændene ikke gennemfører en ungdomsuddannelse i samme grad som kvinderne. Ufaglærte står med dårligere kort på hånden i forhold til i det hele taget at blive selvforsørgende end folk med en uddannelse.
En ny undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening viser desuden også at flere, specielt yngre kvinder, nu også indtager langt flere ledelsesposter i det private erhvervsliv. Kvinderne synes altså også at kunne finde vejen fra den videregående uddannelse og højere op på karrierestigen.
Til kvinderne kan jeg derfor kun opfordre til at komme op på stiletterne på mandag og gribe de muligheder, der findes i samfundet. Pas jeres uddannelse eller arbejde, ret ryggen og vis jeres kompetencer frem for at påtage jer den offerrolle, som ironisk nok kun eksisterer fordi I selv tillader den.
Et for politisk ukorrekt navn at trække ned over en så politisk korrekt dag? Måske.
Alligevel tror jeg stadig på flosklen om, at overdrivelse fremmer forståelsen. Og man kan jo også spørge sig selv, om dagen stadig er så fandens politisk korrekt? Eller som Asger Aamund vælger at formulere det: Det er helt fint med en kampdag for kvinder, men skal vi ikke lige prioritere opgaverne efter vigtighed og behov?
I forlængelse heraf mener jeg personligt også, at dagen stadig er politisk korrekt at fejre, men det er samtidig vigtigt at holde for øje, at dagen faktisk hedder Kvindernes Internationale Kampdag.
Desværre har debatten i den seneste tid, og specielt de seneste dage, båret præg af at indeholde et meget ensidet fokus på de danske kvinder i almindelighed.
Der synes at eksistere en udbredt konsensus om, at ligestilling handler om lighed i tørre tal og statistikker, og hvor ligestilling først vil accepteres som et faktum, når Hr. og Fru. Danmark har støvsuget lige mange gulvtæpper i hjemmet eller bestridt det samme antal bestyrelsesposter i de børsnoterede virksomheder. Men er det virkelig en korrekt måde an anskue hele ligestillingsproblematikken på?
Eller er ligestilling nærmere et udtryk for, at alle borgere i samfundet, mænd såvel som kvinder, tildeles de samme rettigheder og muligheder, og hvor det er op til den enkelte at bestemme, hvordan disse skal forvaltes? Jeg kan hurtigt afsløre, at jeg bestemt er tilhænger af sidstnævnte definition.
I dagens Danmark har kvinder, på lige fod med mænd, stemmeret, mulighed for uddannelse og er sikret lighed for loven. Desuden kan danske kvinder (såvel som mænd) nyde godt af rettigheder som barsel, barnets sygedage og mulighed for børnepasning. Rettigheder, der for kvinder i andre lande, både i Europa og resten af verden, kan synes som en by i Rusland.
Man kan finde mange eksempler på kvinder, der udelukkes fra retten til at stemme, og hvor muligheden for uddannelse er ikke-eksisterende. I de mere ekstreme tilfælde findes der for eksempel kvinderne i Sudan, der stenes til døde for førægteskabelig sex.
Når man bor i et så forholdsvist rigt og trygt land som Danmark kan man selvfølgelig altid bruge argumentet om, at ”andre har det værre”, og at man derfor bør sætte pris på sin egen situation. Alligevel mener jeg, at sammenligningen i dette tilfælde er helt legitim set i betragtning af de rettigheder som danske kvinder faktisk besidder, vel at mærke på lige fod med mænd.
I forhold til mange andre lande har kvinderne i Danmark opnået de rettigheder, som de i sin tid kæmpede bravt for. Den ligestillingskamp, som mange danske kvinder stadig mener eksisterer i det danske samfund, synes at være meget svær at få øje på. Specielt indenfor de lovgivende rammer, hvor vi tværtimod oplever en tendens til, at den tipper til den modsatte side.
I dag findes der allerede en dispensering i ligebehandlingsloven, foretaget af den daværende videnskabsminister, der giver Universiteterne mulighed for at give en betydelig økonomisk bonus og et ekstra professorat til de fakulteter, der ansætter flere kvindelige professorer. Samtidig har kvotedebatten taget nye højder, hvor flere kvinder fra erhvervslivet, samt organisationen DJØF, der traditionelt repræsenterer mange mandlige topchefer, har skiftet holdning og nu presser på med at få indført kønskvotering ved lov i Danmark.
Rødstrømpernes bekymring har altså sejret af helvede til og samfundet bevæger sig derimod nu i retning af nogle uheldige lovgivningstiltag, der sørgeligt nok vil betyde et skridt tilbage for ligestillingen i Danmark, i kraft af en positiv særbehandling af det kvindelig køn.
Det er trods alt en international kampdag, som jeg mener mange har en tendens til at glemme, fordi den drukner i krav om positiv særbehandling for kvinderne, i form at kvoter, hjemmeserviceordning, øremærkning af barsel til mænd og skal jeg komme efter dig.
Hvis man alligevel skal fastholde blikket mod det danske samfund så kan man argumentere for, at ligestillingsdebatten føres med skyklapper på og i virkeligheden bør vendes på hovedet. I fremtiden bliver det snarere mændene, der skal ’reddes’ i de kommende generationer.
I dag er det faktisk kvinderne, der indtager uddannelsesgangene og mændene er i høj grad sanker bagud (ca. 53 % kontra 37 %). Frem for, at ligestillingsdebatten drejer sig om, hvordan vi giver de højtuddannede kvinder mulighed for at springe de sidste skridt på karrierestigen over, er det langt mere problematisk for det danske samfund, at mændene ikke gennemfører en ungdomsuddannelse i samme grad som kvinderne. Ufaglærte står med dårligere kort på hånden i forhold til i det hele taget at blive selvforsørgende end folk med en uddannelse.
En ny undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening viser desuden også at flere, specielt yngre kvinder, nu også indtager langt flere ledelsesposter i det private erhvervsliv. Kvinderne synes altså også at kunne finde vejen fra den videregående uddannelse og højere op på karrierestigen.
Til kvinderne kan jeg derfor kun opfordre til at komme op på stiletterne på mandag og gribe de muligheder, der findes i samfundet. Pas jeres uddannelse eller arbejde, ret ryggen og vis jeres kompetencer frem for at påtage jer den offerrolle, som ironisk nok kun eksisterer fordi I selv tillader den.
