Regeringens seneste udspil i den vedvarende bestræbelse for at afvikle fædrelandet er som bekendt afskaffelse af værnepligten. Forslaget har som så mange andre en umiskendelig radikal signatur, og således er det jo også næsten forventeligt, at Det Radikale Venstres støtteparti fra valgkampen straks slutter geleddet og erklærer sin støtte. I lørdagens udgave af Berlingske kunne man således læse den konservative Rune Kristensen erklære sin støtte til regeringens afskaffelse af Danmarks værnepligt under overskriften Konservativt at afskaffe værnepligten.
Nu er det så endnu en af landets stolteste traditioner, som man fra konservativ side sætter ind mod. Værnepligten er en af de meget få aktive pligter, man som borger i Danmark skylder sit land. Faktisk kan jeg ikke umiddelbart komme i tanke om andre aktive pligter ud over måske lige den til at indrapportere rotter. Det havde ellers lige ladet sig forstå, at de konservative skulle ind i kampen igen og profilere sig som landets mest borgerlige parti, men så skal man vist øve sig lidt mere. Under parolen Frihed i stærke fællesskaber lancerede partiet sig i sidste måned på ny, og det er da også netop frihedsidealet, som Rune Kristensen lader anvende i sin argumentation for at afskaffe værnepligtens tradition.
Det er på sin vis flot, at det er lykkedes for De Konservative at formulere en parole, som til fulde indeholder de modsætninger, der har flået partiet fra hinanden. Sagen er nemlig den, at ingen retorik kan ændre på, at man forsøger at tjene to herrer, når man både vil have frihed og stærke fællesskaber, fordi sidstnævnte naturligvis kræver, at noget binder os sammen, og den, der er bundet, er ikke fri. Så enkelt er det. Således er en ægtemand bundet til sin kone og familie, et arbejdende menneske til sine pligter, et kristent menneske til sin Gud og et konservativt menneske til sin tradition og nation, men alligevel er det disse principper, der nu atter og igen sættes under angreb fra De Konservative.
Det kunne nok give god mening, hvis et sådant angreb kom fra netop De Radikale, venstrefløjen eller Liberal Alliance, fordi man jo netop her ser det som sin opgave at løse mennesker fra såvel deres tradition, forpligtelser, fællesskaber og historie. Her skal det hele være så frit og afslappet, at man risikerer at gøre i bukserne, hvis der slappes mere af, men dem om det.
Når vi i dag hører den slags retorik om at vedblive med at kassere alt, så ved vi efterhånden, at det kommer fra de kræfter, som rent ideologisk toppede i det foregående århundrede. Måske en det en ung radikal politiker, som kræver børns ret til at hedde Herbert Marianne Andersen eller til at nedlægge kirken, kongehuset eller for den sags skyld nu også værnepligten. Der er jo ikke så meget andet tilbage at forgribe sig på.
Det eneste, der kan forvirre lidt, er, at det efterhånden lige såvel kan komme fra De Radikales støtteparti, De Konservative.
