...(Søren Kierkegaard 1813-1855).
Kommunikation fremmer jo, som bekendt, forståelsen og desmere mennesker kommunikerer, desmere skabes der forståelse for synspunkter – måske endda: Accept.
I en uendelig strøm af ord drukner fornuftige og realistiske holdninger og synspunkter ofte i det velsmurte og brylcremefedtede, veltilrettelagte, kommunikationskoncept. Velbetalte ordmagere med kommunikationsmæssig baggrund, og uddannelse, intellektualiserer budskaber og synspunkter med effektiv, manipolerende, elegance – så effektivt, at dé almindelige mennesker som disse budskaber og synspunkter er rettet mod, ikke formår, at gennemskue det velanrettede og forventede resultat.
I en populistisk tid, med realityshows og opportunistiske lykkeriddere, overgår virkeligheden ofte fantasien og det umiddelbare fortaber sig i det gulnede kommunikationsslør, der omgiver den talende og udstiller den lyttende. Strømmen af ord i det udspekulerede kommunikationskoncept efterlader den lyttende med én usammenhængende og uvirkelig halvdel af ordstrømmen, samt én ligegyldig og uinteressant halvdel fyldt med teknikaliteter og processer, i et dogmatiseret limbo.
Den lyttendes intellektualitet udstilles og nedgøres i en stadig, større og mere veltrimmet, verbal ”maskine” som i højere og højere grad benytter sig af usympatiske og moraliserende verbaliteter – den lyttende brydes langsomt og upåagtet ned, for igen, at blive bygget op, med populismens, opportunistiske, punchlinekommunikation.
Upåagtet, men yderst velorganiseret og velovervejet, besnæres den lyttende med et Peter Plys lignende univers, hvor ingen må undvære, alle kan få og intet koster – et univers, hvor den lyttende tilbydes lige præcis dét, den lyttende mener sig berettiget til, uden yderligere omkostninger og konsekvenser for dette univers.
Den talende tilegner sig mere og mere opmærksomhed i en nyhedshungrende, realitydyrkende, medievirkelighed, som holder åbent 24/7/365. En virkelighed, som efterhånden nyder en gudelignende status, i ytringsfrihedens hellige navn, og som uforstyrret og velsmurt overøser den talende med endnu mere sendetid og spalteplads – den lyttende labber den populistiske ”mælk” i sig, slikker munden og afventer, spændt, den næste skålfuld.
Den politiske virkelighed i en medieovervåget verden overdrager meningsdannelsen i den offentlige debat til den brylcremefedtede og velnærede kommunikationsmaskine, der nøgternt og beregnende – i bedste reklamestil – afleverer sine punchlines og budskaber målrettet den lyttende ”forbruger”.
Med veltrænet præcision og velgennemtænkt performance leverers disse i en velklædt og friseret byge af ord, som tiltaler almenheden og mængden – opportunistisk, reality, med massernes velsignelse.
Gennem veltilrettelagte træningssessioner og kommunikationskurser afkodes den talende det menneskelige og særegne præg, som vedkommende er udstyret med, fra fødslen, for at blive strømlinet og ensrettet, til den velsmurte medievirkelighed – en virkelighed, som kammer over når selvsamme politikere bliver ramt af midlertidig ”hjernedød” og lader det menneskelige og særegne overtage styringen af kommunikationen i et, alt ødelækkende, splitsekund med medievirkelighedens bitre dom til følge.
Den overdrevne kommunikationstræning af nutidens politikere vil sætte sit aftryk på fremtidens politik og påvirke fremtidige generationer – et populistisk og opportunistisk aftryk, som ingen kan være tjent med.
Vi – de lyttende – har, endnu, en mulighed for, at påvirke denne populistiske og opportunistiske politik.
Vi – de lyttende – må i højere grad stille os kritiske og forklaringskrævende over for opportunismen og de populistiske punchlines.
Vi – de lyttende – er nødsaget til, at stille spørgsmål til det politiske indhold og kræve løsningsforslag i stedet for overskrifter.
Politikerne slesker for almenvældet og stiller os utopier i udsigt baseret på populismen, indpakket i det velsmurte kommunikationskoncept. Ingen politiker – med sans for taburetten – har modet til, at forlade det chokoladebeklædte og spiselige kommunikationskoncept og fremstå som: Politiker og ikke som kommunikationsrådgiver.
Som vælger må jeg opfordre danske politikere til, at forlade den kurs, som det velsmurte kommunikationskoncept har afstukket og komme tilbage til dét som er vigtigt: Substans.
Jeg vil ikke ha' punchlines – mit intellekt bliver fornærmet – men klare holdninger om: Hvordan?
Jeg vil høre politikerne komme med, uakademiske, løsningsforslag til dé punchlines de smider om sig i flæng, så også almindelige mennesker ka' forstå det.
Jeg orker ikke, at høre deres populistiske overskrifter og mundhuggerier – jeg vil høre om hvordan de forestiller sig, at vi som samfund skal løse de udfordringer vi står overfor i de kommende år.
Alle kan sige: Nedsæt skattetrykket og halvér den offentlige sektor!
Alle kan påstå, at bare vi får de fleste førtidspensionister ud på arbejdsmarkedet, og afskaffet efterlønnen, løser vi problemerne!
Enhver ka' komme med populistiske udtalelser om, at skære ned, spare, arbejde mere og udlicitere uden at forklare hvordan!
Vi kan vel alle være enige om, at man ikke bare skærer skatten ned til 30% over night?
Ligeledes ka' vi vel alle blive enige om, at efterlønnen ikke bare ka' afskaffes over night?
Kom nu med langsigtede og holdbare udspil til et samfund, som er holdbart i fremtiden og lad den offentlige debat koncentrere sig herom – ikke om den populistiske og opportunistiske fremtid.
Vis modet til, at sige dét som er upopulært og ingen vil høre om. Gør op med vælgerpetting, vælgernursing og taburetrytteri – lad budskabet blive båret af indholdet og substansen og ikke den evindelige populistiske leflen for vælgerne.
