For et par dage siden blev den ny ligestillingsminister, Lykke Friis, interviewet i Danmarks Radio. Da hun som medlem af Venstre repræsenterer et parti, der kalder sig liberalt, og som angiveligt ønsker øget valgfrihed, kunne man forvente, at hun ikke uden videre ville gå ind på interviewerens præmisser om, at det er et stort samfundsproblem, at der ikke er flere kvinder i virksomhedernes bestyrelser, og at det er udtryk for en stor uretfærdighed, at den gennemsnitlige lønforskel mellem mænd og kvinder på det danske arbejdsmarked er et omkring 18 procent. F.eks. kunne man have forventet, at hun havde sagt noget i retning af, at politikerne må acceptere, at mænd og kvinder prioriterede forskelligt, og at de ikke skal blande sig i, om kønsfordelingen i det ene eller andet erhverv eller på det ene eller andet ledelsesniveau har en overvægt af mænd eller kvinder. Desværre blev man sørgeligt skuffet. Lykke Friis er ikke fortaler for retten til forskellighed, men ser det som sin opgave, at gøre mænd og kvinder mest mulig ens. Desuden ligger hun tydeligvis under for den gængse misforståelse, at enhver forskel mellem mænd og kvinder nødvendigvis må skyldes, at det ene køn undertrykker det andet, og at det som regel er kvinder, der er ofre.
Det fremgik af interviewet, at det efter Lykke Friis’ opfattelse haster med at få taget politiske initiativer, der retter på den ”skævhed”, at kvinder er underrepræsenteret i virksomhedernes bestyrelser. Efter at have bedyret, at hun sandelig ikke er tilhænger af kønskvotering, skyldte hun sig at forsikre, at hun skam råder over en ”værktøjskasse”, der indeholder en række politiske redskaber, der det nok få virksomhederne til at makke ret, så flere kvinder kan komme til tops i erhvervslivet. I den forbindelse henviste hun til sin fortid som prorektor på Københavns Universitet, hvor hun havde været med til at gennemføre forskellige tiltag, der havde øget antallet af kvindelige forskere. Hun undlod dog at fortælle, at ét af de redskaber, som Københavns Universitet benytter sig af, er at yde merbevillinger til institutter, der vælger at ansætte kvinder frem for mænd. – Et usympatisk tiltag, hvorved det er meningen, at friste ansættelsesudvalgene til at vælge mindre kvalificerede kvinder frem for mere kvalificerede mænd. Herved begås der ikke alene en uretfærdighed mod den mand, der bliver snydt en stilling, men man risikere også, at folk begynder at mistænke kvindelige universitetsansatte for ikke at være blevet ansat på deres kvalifikationer. Meget rammende er denne form for personalepolitik blevet kaldt for ”bestikkelses-feminisme”.
I dag søndag den 7. mars 2010 kan Berlingske Tidende så fortælle, at Lykke Friis, har samlet en gruppe af personer fra erhvervslivets top til at diskutere og sætte mål for, hvordan man kan sikre flere kvindelige ledere. Udfaldet af mødet kan blive alt fra fornyet talentpleje til økonomiske incitamenter for virksomhederne, fortæller avisen. Man kan her med god grund spørge, om de ”økonomiske incitamenter” skal består i at forære skatteydernes penge til de virksomheder, der hjælper Lykke Friis med at gennemføre hendes feministiske politik.
Hvis Lykke Friis tror, at hun ved at presse flere kvinder ind i topstillinger, gør kvinderne mere lykkelige, tager hun i hvert fald fejl. Kun få kvinder finder et krævende lederjob med en arbejdstid på 50-60 ugentligt attraktivt, og i stedet for at arbejde i weekenden og hver dag sidde bag et skrivebord til lang ud på aftenen, foretrækker de fleste kvinder at være sammen med deres familie. Alle normale velfungerende kvinder vil gerne have børn og interesserer sig for børnenes opvækst, når de har fået nogle. Videreførelse af slægten er faktisk det, som livet går ud på. Golde barnløse karrierekvinder, som f.eks. Lykke Friis og Ritt Bjerregaard, der kun interesserer sig for deres egen sociale opstigning, er heldigvis undtagelsen. Det hører her med i billedet, at en mand handler biologisk meningsfuldt ved at tilkæmpe sig en høj plads i hierarkiet, da det gør ham mere attraktiv i kvinders øjne, mens det for kvinders vedkommende er modsat, da aggressive dominerende kvinder, står lavt i kurs. Hertil kommer, at kvinder som regel ser ned på mænd med en lavere social status end dem selv, og aldrig kunne drømme om at indlade sig med sådanne mænd.
I øjeblikket er Lykke Friis et hot navn i medierne. Denne plads i rampelyset har hun bl.a. brugt til at fortælle vidt og bredt om, hvor smart hun er, fordi hun ikke har fået børn og aldrig gider lave mad. Det er tankevækkende, at regeringen lancerer en person som Lykke Friis som rollemodel, og at der skal bruges offentlige midler på hendes forsøg på at pådutte andre kvinder hendes egen misforståede livsstil. Hvis regeringen i ordets egentlige forstand havde været liberal, havde den haft tillid til, at danske kvinder ved, hvad der er bedst for dem selv, og regeringen ville ikke have betragtet det som et problem, at kvinder interesserer sig for andet end deres arbejdsliv. Udnævnelsen af Lykke Friis og den politik, hun står for, er udtryk for foragt for danske kvinder.
Det fremgik af interviewet, at det efter Lykke Friis’ opfattelse haster med at få taget politiske initiativer, der retter på den ”skævhed”, at kvinder er underrepræsenteret i virksomhedernes bestyrelser. Efter at have bedyret, at hun sandelig ikke er tilhænger af kønskvotering, skyldte hun sig at forsikre, at hun skam råder over en ”værktøjskasse”, der indeholder en række politiske redskaber, der det nok få virksomhederne til at makke ret, så flere kvinder kan komme til tops i erhvervslivet. I den forbindelse henviste hun til sin fortid som prorektor på Københavns Universitet, hvor hun havde været med til at gennemføre forskellige tiltag, der havde øget antallet af kvindelige forskere. Hun undlod dog at fortælle, at ét af de redskaber, som Københavns Universitet benytter sig af, er at yde merbevillinger til institutter, der vælger at ansætte kvinder frem for mænd. – Et usympatisk tiltag, hvorved det er meningen, at friste ansættelsesudvalgene til at vælge mindre kvalificerede kvinder frem for mere kvalificerede mænd. Herved begås der ikke alene en uretfærdighed mod den mand, der bliver snydt en stilling, men man risikere også, at folk begynder at mistænke kvindelige universitetsansatte for ikke at være blevet ansat på deres kvalifikationer. Meget rammende er denne form for personalepolitik blevet kaldt for ”bestikkelses-feminisme”.
I dag søndag den 7. mars 2010 kan Berlingske Tidende så fortælle, at Lykke Friis, har samlet en gruppe af personer fra erhvervslivets top til at diskutere og sætte mål for, hvordan man kan sikre flere kvindelige ledere. Udfaldet af mødet kan blive alt fra fornyet talentpleje til økonomiske incitamenter for virksomhederne, fortæller avisen. Man kan her med god grund spørge, om de ”økonomiske incitamenter” skal består i at forære skatteydernes penge til de virksomheder, der hjælper Lykke Friis med at gennemføre hendes feministiske politik.
Hvis Lykke Friis tror, at hun ved at presse flere kvinder ind i topstillinger, gør kvinderne mere lykkelige, tager hun i hvert fald fejl. Kun få kvinder finder et krævende lederjob med en arbejdstid på 50-60 ugentligt attraktivt, og i stedet for at arbejde i weekenden og hver dag sidde bag et skrivebord til lang ud på aftenen, foretrækker de fleste kvinder at være sammen med deres familie. Alle normale velfungerende kvinder vil gerne have børn og interesserer sig for børnenes opvækst, når de har fået nogle. Videreførelse af slægten er faktisk det, som livet går ud på. Golde barnløse karrierekvinder, som f.eks. Lykke Friis og Ritt Bjerregaard, der kun interesserer sig for deres egen sociale opstigning, er heldigvis undtagelsen. Det hører her med i billedet, at en mand handler biologisk meningsfuldt ved at tilkæmpe sig en høj plads i hierarkiet, da det gør ham mere attraktiv i kvinders øjne, mens det for kvinders vedkommende er modsat, da aggressive dominerende kvinder, står lavt i kurs. Hertil kommer, at kvinder som regel ser ned på mænd med en lavere social status end dem selv, og aldrig kunne drømme om at indlade sig med sådanne mænd.
I øjeblikket er Lykke Friis et hot navn i medierne. Denne plads i rampelyset har hun bl.a. brugt til at fortælle vidt og bredt om, hvor smart hun er, fordi hun ikke har fået børn og aldrig gider lave mad. Det er tankevækkende, at regeringen lancerer en person som Lykke Friis som rollemodel, og at der skal bruges offentlige midler på hendes forsøg på at pådutte andre kvinder hendes egen misforståede livsstil. Hvis regeringen i ordets egentlige forstand havde været liberal, havde den haft tillid til, at danske kvinder ved, hvad der er bedst for dem selv, og regeringen ville ikke have betragtet det som et problem, at kvinder interesserer sig for andet end deres arbejdsliv. Udnævnelsen af Lykke Friis og den politik, hun står for, er udtryk for foragt for danske kvinder.
