Danmark er ramt af lottofeber. Onsdag aften var der 75 millioner i puljen, og det fik danskerne til at stå i kø i kiosker og butikker på trods af den ubegribelige lille sandsynlighed for gevinst. Ifølge DR Nyhederne var chancen for den helt store gevinst én ud af 98 millioner. Nogenlunde på niveau med chancen for at blive ramt af en meteor på vej til arbejde, vil jeg tro.
Skatteministeriet skønner, at danskerne i alt spiller for mere end 25 mia. kroner om året. Ja, milliarder. Men hvorfor er danskerne så villige til at kaste penge efter noget, hvor chancerne for gevinst er så små? Og hvorfor er det en nyhed i samtlige landsdækkende medier? Er vi bare en nation af spillefugle?
Måske. Men gad vide om det er helt tilfældigt, at vi samtidig har verdens største offentlige sektor? Gad vide om det er et tilfælde, at vi samtidig har et af verdens højeste skattetryk, og at flid og dygtiggørelse derfor giver et forsvindende lille afkast?
I Danmark kan det næsten ikke lade sig gøre at knokle sig til rigdom. Skulle man mod alle odds arbejde sig til en formue, mødes man tilmed med befolkningens og mediernes mistænkeliggørelse og misbilligelse. Jantelov og dyrkelsen af middelmådighed gennemsyrer vores kultur. Rigdom betragtes som uretfærdig og det antydes nærmest, at man må have snydt og bedraget, hvis man er nået så langt.
Medierne bugner med historier om den almindelige dansker og den lille mands kamp. Vi giver den bedste sendeplads til lallende amatører, der hverken kan synge eller danse, frem for at hylde de dygtige og talentfulde. Nyhederne rapporterer om direktørers urimelige lønninger, men ikke om deres hårde arbejde og talent, der har skabt arbejdspladser, vækst og store skatteindtægter til hele samfundets gavn.
Når der ellers ikke er tale om uhæderlighed, er erhvervsnyheder reserveret til korte nyhedsblokke efter hovedudsendelserne, der til gengæld primært omhandler ændringer i offentlig støtte til det ene eller det andet eller politikernes meninger om dette og hint. Naturligt nok, eftersom de mest afgørende beslutninger for mange menneskers liv efterhånden træffes – ikke af dem selv – men af levebrødspolitikere på Christiansborg.
Hvorfor skulle medierne også bruge tid og energi på at beskæftige sig med privat initiativ og erhverv, når de fleste mennesker modtager størstedelen af deres levegrundlag fra staten. For den enkelte borger er logikken selvfølgeligt den samme. Hvorfor bruge tid på uddannelse, virksomhedsopstart eller hårdt arbejde, når belønningen er strafskat og utak.
Den eneste undtagelse er måske eliteidræt. Her hylder vi stadig talent og flid. Men hvis man ikke lige er udstyret med et stort sportsligt talent, er der måske kun tilbage at stille op i X-Faktor eller lade tilfældigheden råde og investere i chancen for at blive lottomillionær. Eller måske er vi bare en nation af spillefugle?
Skatteministeriet skønner, at danskerne i alt spiller for mere end 25 mia. kroner om året. Ja, milliarder. Men hvorfor er danskerne så villige til at kaste penge efter noget, hvor chancerne for gevinst er så små? Og hvorfor er det en nyhed i samtlige landsdækkende medier? Er vi bare en nation af spillefugle?
Måske. Men gad vide om det er helt tilfældigt, at vi samtidig har verdens største offentlige sektor? Gad vide om det er et tilfælde, at vi samtidig har et af verdens højeste skattetryk, og at flid og dygtiggørelse derfor giver et forsvindende lille afkast?
I Danmark kan det næsten ikke lade sig gøre at knokle sig til rigdom. Skulle man mod alle odds arbejde sig til en formue, mødes man tilmed med befolkningens og mediernes mistænkeliggørelse og misbilligelse. Jantelov og dyrkelsen af middelmådighed gennemsyrer vores kultur. Rigdom betragtes som uretfærdig og det antydes nærmest, at man må have snydt og bedraget, hvis man er nået så langt.
Medierne bugner med historier om den almindelige dansker og den lille mands kamp. Vi giver den bedste sendeplads til lallende amatører, der hverken kan synge eller danse, frem for at hylde de dygtige og talentfulde. Nyhederne rapporterer om direktørers urimelige lønninger, men ikke om deres hårde arbejde og talent, der har skabt arbejdspladser, vækst og store skatteindtægter til hele samfundets gavn.
Når der ellers ikke er tale om uhæderlighed, er erhvervsnyheder reserveret til korte nyhedsblokke efter hovedudsendelserne, der til gengæld primært omhandler ændringer i offentlig støtte til det ene eller det andet eller politikernes meninger om dette og hint. Naturligt nok, eftersom de mest afgørende beslutninger for mange menneskers liv efterhånden træffes – ikke af dem selv – men af levebrødspolitikere på Christiansborg.
Hvorfor skulle medierne også bruge tid og energi på at beskæftige sig med privat initiativ og erhverv, når de fleste mennesker modtager størstedelen af deres levegrundlag fra staten. For den enkelte borger er logikken selvfølgeligt den samme. Hvorfor bruge tid på uddannelse, virksomhedsopstart eller hårdt arbejde, når belønningen er strafskat og utak.
Den eneste undtagelse er måske eliteidræt. Her hylder vi stadig talent og flid. Men hvis man ikke lige er udstyret med et stort sportsligt talent, er der måske kun tilbage at stille op i X-Faktor eller lade tilfældigheden råde og investere i chancen for at blive lottomillionær. Eller måske er vi bare en nation af spillefugle?
