Det ventede skete.
Visse aktivister viste, at de kun var kommet for at lave ballade og bruge klimademonstrationerne som et påskud for deres såkaldte kamp mod kapitalismen. Andre demonstrerede fredeligt, men blev alligevel præventivt anholdt og tilbageholdt i adskillige timer under mildest talt utilfredsstillende forhold.
Det var lømmelpakken, der for første gang for alvor kom på prøve. Politiets indsats har tilsyneladende forhindret ballade. Men har der været nogen ballade at forhindre? Og hvem blev ramt af politiets nye beføjelser?
Som udgangspunkt skulle jeg have skrevet en klumme om, hvordan politiet var overraskende gode til at tackle og helt at forhindre uroligheder, og hvordan politiet upåklageligt minimerede skaderne, der alligevel skete. Efter en mængde research og en del interviews med demonstrationsdeltagere i løbet af aftenen og natten, tegner der dog et noget mere broget billede af begivenhederne.
Morten B., en 32-årig programmør, som er anarkist og har været aktiv venstrefløjsaktivist siden sin gymnasietid og deltog i lørdagens demonstration, gik i den libertær-socialistiske blok, der var del af blokken, System Change - Not Climate Change, der var en af blokkene bagerst i demonstrationen og derfor blev hårdest ramt af politiets masseanholdelser.
Han beskriver således begivenhederne op til masseanholdelsen:
»Jeg oplevede, at der pludselig løb en hel masse bag mig, og så kunne jeg se, at politiet løb ind i demoen og skubbede eller slog folk, og så kunne jeg se foran [mig], at demoen blev blokeret af politibiler. Nogle sagde, at vi blev overløbet af et antal sortblok-typer, der forsvandt længere oppe i demoen. Jeg troede egentlig også i starten, at politiet reagerede totalt voldsomt på nogle sortblokkere, der lavede noget lort. Det viser sig så bare, at det er omvendt.«
Hvad skete der af egentlige ulovligheder rundt omkring jer?
»Alt det, der foregik, som var dumt: folk, der kastede sten og flasker og smadrede vinduer; det havde intet med dén demo at gøre.«
Da jeg spørger ham om Never Trust a Cop-demonstranters indblanding, da de jo have bebudet og ført en kampagne på, at de ville bidrage til kapitalismens fald ved at brænde København af, kommer reaktionen prompte:
»Det er politiet, der er skyld i det hele. Der har været lidt små-riots, men det var politiet, der sendte NTAC-demoen ned til den store demo.«
Morten fortsætter:
»NTAC's formål var tåbeligt. Og der var stort set ingen, der kunne have været NTAC-folk, der blev anholdt. Så vidt jeg kan forstå, ville NTAC jo slet ikke have været med der. Vi prøvede også at komme væk fra dem. Vi snakker om hele den libertærsocialistiske blok, som var fredelig; en hel masse Hare Krishna-folk og nogle andre blev anholdt. Det var stort set kun tilfældige. Medmindre det var med vilje, at en blok med rød-sorte faner skulle anholdes. Eller det var det, der for politiet definerede Den Sorte Blok eller militante aktivister, som skulle afskæres fra resten af demonstrationen. Jeg ved det ikke. Jeg er så sur lige nu! Og jeg ved ikke, om det er smart at bruge så vanvittig mange ressourcer på at tilbageholde så mange uskyldige mennesker. Især hvis vi får medhold i vores klager, så er det endnu flere skattepenge til ingenting! Og jeg forstår ikke, hvorfor uskyldige folk skal lide, fordi politiet er nogle imbecile fjolser.«
NTAC, der skulle samle de decideret voldsberedte, antikapitalistiske aktivister, havde oprindeligt opfordret deres tilhængere til at blive i Indre By og lave ballade dér.
Morten afslutter, sin irritation til trods med en positiv kommentar om de politifolk, han kom til at have at gøre med:
»Det skal dog lige siges, at jeg oplevede nogle meget flinke og rare betjente i dag — vi diskuterede endda politik med dem.«
Morten er ustraffet og har efter eget udsagn aldrig deltaget i ulovligheder i forbindelse med demonstrationer og lignende arrangementer. Han var tilbageholdt uden sigtelse i otte timer, fuldstændig uden grund.
På Anarkistisk Debatforum, som er et diskussionsforum for stærkt venstreorienterede, der til høj grad bliver brugt til intern debat og kommunikation, gentager temaet sig. Man er sure på Never Trust A Cop, der i deres øjne fik en masse tilfældige mennesker anholdt men med typisk sortblokker-krysteri slap for at stå til ansvar for deres hærgen ved at gemme sig blandt fredelige demonstranter og endte med at bruge den 50.000 mand stærke demonstration som en platform for deres hærværksaktioner. De fleste havde ikke engang noget indtryk af det, som foregik bag dem. Nogle få havde hørt rygter om småoptøjerne, men de havde ikke deltaget. En debattør giver sin klare holdning til ballademagerne i NTAC til kende:
»Hvis der er nogen fra NTAC eller andre riot-porn kids, der læser det her, så vil jeg bare sige til jer, at det er dybt usolidarisk, og på ingen måde anarkistisk dét i gjorde i dag! At I vælge at lave riots ved hver given lejlighed, er jeres eget valg [...] Men I må også respekterer dem der ønsker at aktionere på en anden måde end jer i en given situation. At politiet vælger at sluse jer ind i den "fredelige" demo er ingen undskyldning for at ødelægge demoen for os andre. Hvis I virkeligt gerne ville lave riots, så kunne I sagtens have ventet til demoen var slut.«
En anden, lidt mere paranoid debattør skriver følgende med henvisning til, at politiet fik flyttet ballademagerne over til den folkelige demonstration:
»Så politiet ønsker denne gang helt åbenlyst at miskreditere den store fredelige demo ved at sende voldelige demonstranter hen til den? Der er fandeme børn, barnevogne og dyr med til den store demo.«
Politiet har egentlig langt hen ad vejen gjort en rigtig god figur, både set på resultaterne, deres generelle ageren ved demonstrationerne, der har været afholdt, og med hensyn til deres brug af magtmidler. Og de har nok ikke haft til formål at skabe en sådan miserabel situation.
Selv i går, hvor man tilsyneladende udover noget, som man må håbe var et seriøst kiks i logistikken, der førte til at over 900 mennesker måtte sidde i op imod over fire timer på en asfaltvej, hvor de den lange ventetid til trods det første lange stykke tid ikke måtte bevæge sig eller besørge deres nødtørft, udført et godt stykke politiarbejde.
Uanset hvordan man vender og drejer det, var det et glimrende udført stykke praktisk politiarbejde. Knibtangsmanøvren, der lukkede den bagerste del af demonstrationen inde, var helt efter bogen.
Man har lært meget gennem tiderne, har en taktik og er kompetente til at klare opgaven. Den mobile indsatsstrategi er effektiv, hvilket også blev bevist i måde hvorpå man på veltilrettelagt vis afskar den flere hundrede mand stærke gruppe af demonstranter fra resten af demonstrationen, lukkede dem inde ved hjælp af køretøjerne, hvorefter modstand og flugtforsøg blev noget nær det fuldkommen meningsløse, og man let kunne sætte gruppen i »futtog«, indtil man dels kunne sortere de tilbageholde og dels skaffe transport til arresthuset.
Men man besidder alligevel en del af skylden for, at tingene gik galt. Det var det manglende overblik, der førte til et fejlskøn, der resulterede i, at de egentlig ballademagere tilsyneladende slap væk og forduftede i demonstrationen, mens man lukkede en blok af fredelige demonstranter inde og tilbageholdt dem i adskillige timer til ingen verdens nytte. Udelukkende fordi de gik med anarkistfaner og lignende ungdomshusaktivister. Visse af dem var det sikkert også, men det, der kendetegnede selve blokkens formål, var, at man ligesom de fleste andre deltagere i demonstrationen, bortset fra volds- og hærværksmændene fra Never Trust a Cop, der blev slusset ind i demonstrationen af politiet, havde ønsket at deltage i en fredelig demonstration. Det har udadtil været udmeldingen fra den venstreorienterede klimabevægelses side, hvis man ser bort fra netop Never Trust a Cop.
Og det er sådan set ligegyldigt, hvad de måtte have foretaget sig tidligere. Det, der tæller i en sådan sammenhæng, er hvad de implicerede foretager sig eller viser klar hensigt til at ville foretage.
Det, at politiet har fået beføjelser til efter et ganske overfladisk skøn efter forgodtbefindende at anholde præventivt er kernen i problemet.
Jacob Mchangama og visse andre var hurtige til at pointere, at bestemmelserne i »lømmelpakken« gav politiet alt for bredde beføjelser, når det kom til at foretage præventive anholdelser. Mchangama formulerede en del af sin kritik således:
»Regeringens lovforslag medfører, at man kan frihedsberøves, selvom man ikke er mistænkt for at have foretaget en strafbar handling. [...] Farevurderingen foretages af politiet på stedet og giver derfor et vidt skøn til politiet. Der er selvfølgelig mulighed for efterfølgende domstolskontrol, men det vil ikke kunne rette op på det forhold, at man måske uberettiget har været frihedsberøvet, ligesom det vil være en langsommelig proces.
Man kan muligvis sætte spørgsmålstegn ved, om udvidelsen af adgangen til at foretage administrative frihedsberøvelser i alle tilfælde vil leve op til kravene i den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5, der sikrer retten til personlig frihed, da der er eksempler på domme, hvor frihedsberøvelser af kortere varighed end 12 timer har medført krænkelse [...] [selvom der også findes eksempler på det modsatte][...]
[Erfaringer med ringe effekt ved udvidelse af politiets beføjelser] burde få regeringen til at genoverveje, om det virkeligt er en farbar vej at lade politiet få stadigt større beføjelser til selv at vurdere, om der skal anvendes vidtgående tvangsindgreb. Man kunne starte med at droppe forslaget om udvidelse af adgangen til at foretage administrative frihedsberøvelser, således at den vigtige indsats overfor professionelle ballademagere ikke skæmmes af betænkelige udhulinger af den personlige frihed.«
Det er meget naturligt, at uskyldige vil ryge med i præventive anholdelser. Præventive anholdelser er et middel til, at politiet kan sikre lov og orden, og at man rent faktisk har mulighed for at gøre det på en effektiv måde i pressede situationer.
Under ungdomshusurolighederne i 2006 og 2007 samt eftefølgende såkaldte masseaktioner foretog politiet adskillige masseanholdelser. Deriblandt masseanholdelser, der på det tidspunkt involverede rekordstore antal af anholdte.
Til forskel fra masseanholdelsen på Amager, brugte man ikke lovgivningen om præventive anholdelser til lige så bred udstrækning. Det medførte, særligt under optøjerne på Nørrebro i december 2006 samt i forbindelse med den famøse knibtangsmanøvre under rydningen af Ungdomshuset, at mange blev anholdt og i flæng sigtet for paragraffer så som straffelovens §134 a, der går på grov forstyrrelse af den offentlige orden.
Udover det at mange, der ikke havde medvirket til at stifte uro, blev anholdt og sigtet for straffelovsovertrædelser, ligesom at mange ikke havde mulighed for at forlade stedet, efter at politiet i dronningens og lovens navn havde opløst de demonstrationer, hvor masseanholdelserne fandt sted, og beordret de tilstedeværende til omgående at forlade stedet, bar mange af de efterfølgende straffesager præg af, at politiet ikke formåede at løfte bevisbyrden på en tilfredsstillende og ikke-lattervækkende måde. Mange var simpelthen blevet anholdt og sigtet, uden at politiet specifikt kunne fastslå deres skyld eller bidrag til forstyrrelsen af den offentlige orden.
Bl.a. havde en vicepolitikommisær været i stand at bevidne, at et højt antal (omkring halvtreds) demonstranter havde befundet sig et bestemt sted og virket til at forstyrre den offentlige orden, ligesom at argumentationen i visse sager gik på, at man havde forstyrret den offentlige orden ved at befinde sig et bestemt sted — eller det forkerte sted på et forkert tidspunkt. Kriteriet for overtrædelse af §134 a blev tilsyneladende forsøgt flyttet fra at skulle omhandle aktiv deltagelse i grov forstyrrelse af den offentlige orden i samråd med andre til blot at befinde sig i nærheden af uromagere.
Den slags er simpelthen useriøst, og det tjener til at underminere troen på retssikkerheden.
Derimod skulle en tilgang, hvor man gør brug af præventive anholdelser, paradoksalt nok netop i praksis sikre retssikkerheden, selvom en sådan lovgivning kan give mulighed for arbitrære frihedsberøvelser uden sigtelse, giver det politiet mulighed for i pressede situationer at tilbageholde hele grupper i en begrænset tidsperiode, hvor man har mulighed for at finde hoved og hale på det, der har foregået, og sigte de tilbageholdte, der rent faktisk har overtrådt lovgivningen.
Den er dog ikke beregnet til så betydelige fejlskøn, som dem, der fandt sted i dag.
Faktisk levede den her brug af præventive anholdelser til fulde op til Mchangamas vurdering af »udvidelsen af adgangen til at foretage administrative frihedsindskrænkelser« som en potentiel »udhuling af den personlige frihed«, ligesom at det er meget diskutabelt, hvordan man vil kunne ret op på åbenbart en klar fejlvurdering fra politiets side, der endte med, at flere hundrede fredelige demonstranter måtte sidde på Amagerbrogades kolde asfalt — en aktivitet, der kan betegnes som sundhedsfarlig — og blev ydmyget.
Men fejlskønnet til trods, har jeg svært ved at give politiet skylden for det, der skete. Jeg synes mere, at spørgsmålet er, hvor vidt det var ansvarligt, at man fra politisk side så kort tid før COP15 pludselig gav politiet sådanne beføjelser. Retrospektivt vil det måske også vise sig, at det var fuldkommen unødvendigt, lidt ligesom at det heller ikke var nødvendigt eller den mest ansvarlige idé at afholde klimahysterikonferencen i København, set som den underskudsforretning, den er.
Visse aktivister viste, at de kun var kommet for at lave ballade og bruge klimademonstrationerne som et påskud for deres såkaldte kamp mod kapitalismen. Andre demonstrerede fredeligt, men blev alligevel præventivt anholdt og tilbageholdt i adskillige timer under mildest talt utilfredsstillende forhold.
Det var lømmelpakken, der for første gang for alvor kom på prøve. Politiets indsats har tilsyneladende forhindret ballade. Men har der været nogen ballade at forhindre? Og hvem blev ramt af politiets nye beføjelser?
Som udgangspunkt skulle jeg have skrevet en klumme om, hvordan politiet var overraskende gode til at tackle og helt at forhindre uroligheder, og hvordan politiet upåklageligt minimerede skaderne, der alligevel skete. Efter en mængde research og en del interviews med demonstrationsdeltagere i løbet af aftenen og natten, tegner der dog et noget mere broget billede af begivenhederne.
Morten B., en 32-årig programmør, som er anarkist og har været aktiv venstrefløjsaktivist siden sin gymnasietid og deltog i lørdagens demonstration, gik i den libertær-socialistiske blok, der var del af blokken, System Change - Not Climate Change, der var en af blokkene bagerst i demonstrationen og derfor blev hårdest ramt af politiets masseanholdelser.
Han beskriver således begivenhederne op til masseanholdelsen:
»Jeg oplevede, at der pludselig løb en hel masse bag mig, og så kunne jeg se, at politiet løb ind i demoen og skubbede eller slog folk, og så kunne jeg se foran [mig], at demoen blev blokeret af politibiler. Nogle sagde, at vi blev overløbet af et antal sortblok-typer, der forsvandt længere oppe i demoen. Jeg troede egentlig også i starten, at politiet reagerede totalt voldsomt på nogle sortblokkere, der lavede noget lort. Det viser sig så bare, at det er omvendt.«
Hvad skete der af egentlige ulovligheder rundt omkring jer?
»Alt det, der foregik, som var dumt: folk, der kastede sten og flasker og smadrede vinduer; det havde intet med dén demo at gøre.«
Da jeg spørger ham om Never Trust a Cop-demonstranters indblanding, da de jo have bebudet og ført en kampagne på, at de ville bidrage til kapitalismens fald ved at brænde København af, kommer reaktionen prompte:
»Det er politiet, der er skyld i det hele. Der har været lidt små-riots, men det var politiet, der sendte NTAC-demoen ned til den store demo.«
Morten fortsætter:
»NTAC's formål var tåbeligt. Og der var stort set ingen, der kunne have været NTAC-folk, der blev anholdt. Så vidt jeg kan forstå, ville NTAC jo slet ikke have været med der. Vi prøvede også at komme væk fra dem. Vi snakker om hele den libertærsocialistiske blok, som var fredelig; en hel masse Hare Krishna-folk og nogle andre blev anholdt. Det var stort set kun tilfældige. Medmindre det var med vilje, at en blok med rød-sorte faner skulle anholdes. Eller det var det, der for politiet definerede Den Sorte Blok eller militante aktivister, som skulle afskæres fra resten af demonstrationen. Jeg ved det ikke. Jeg er så sur lige nu! Og jeg ved ikke, om det er smart at bruge så vanvittig mange ressourcer på at tilbageholde så mange uskyldige mennesker. Især hvis vi får medhold i vores klager, så er det endnu flere skattepenge til ingenting! Og jeg forstår ikke, hvorfor uskyldige folk skal lide, fordi politiet er nogle imbecile fjolser.«
NTAC, der skulle samle de decideret voldsberedte, antikapitalistiske aktivister, havde oprindeligt opfordret deres tilhængere til at blive i Indre By og lave ballade dér.
Morten afslutter, sin irritation til trods med en positiv kommentar om de politifolk, han kom til at have at gøre med:
»Det skal dog lige siges, at jeg oplevede nogle meget flinke og rare betjente i dag — vi diskuterede endda politik med dem.«
Morten er ustraffet og har efter eget udsagn aldrig deltaget i ulovligheder i forbindelse med demonstrationer og lignende arrangementer. Han var tilbageholdt uden sigtelse i otte timer, fuldstændig uden grund.
På Anarkistisk Debatforum, som er et diskussionsforum for stærkt venstreorienterede, der til høj grad bliver brugt til intern debat og kommunikation, gentager temaet sig. Man er sure på Never Trust A Cop, der i deres øjne fik en masse tilfældige mennesker anholdt men med typisk sortblokker-krysteri slap for at stå til ansvar for deres hærgen ved at gemme sig blandt fredelige demonstranter og endte med at bruge den 50.000 mand stærke demonstration som en platform for deres hærværksaktioner. De fleste havde ikke engang noget indtryk af det, som foregik bag dem. Nogle få havde hørt rygter om småoptøjerne, men de havde ikke deltaget. En debattør giver sin klare holdning til ballademagerne i NTAC til kende:
»Hvis der er nogen fra NTAC eller andre riot-porn kids, der læser det her, så vil jeg bare sige til jer, at det er dybt usolidarisk, og på ingen måde anarkistisk dét i gjorde i dag! At I vælge at lave riots ved hver given lejlighed, er jeres eget valg [...] Men I må også respekterer dem der ønsker at aktionere på en anden måde end jer i en given situation. At politiet vælger at sluse jer ind i den "fredelige" demo er ingen undskyldning for at ødelægge demoen for os andre. Hvis I virkeligt gerne ville lave riots, så kunne I sagtens have ventet til demoen var slut.«
En anden, lidt mere paranoid debattør skriver følgende med henvisning til, at politiet fik flyttet ballademagerne over til den folkelige demonstration:
»Så politiet ønsker denne gang helt åbenlyst at miskreditere den store fredelige demo ved at sende voldelige demonstranter hen til den? Der er fandeme børn, barnevogne og dyr med til den store demo.«
Politiet har egentlig langt hen ad vejen gjort en rigtig god figur, både set på resultaterne, deres generelle ageren ved demonstrationerne, der har været afholdt, og med hensyn til deres brug af magtmidler. Og de har nok ikke haft til formål at skabe en sådan miserabel situation.
Selv i går, hvor man tilsyneladende udover noget, som man må håbe var et seriøst kiks i logistikken, der førte til at over 900 mennesker måtte sidde i op imod over fire timer på en asfaltvej, hvor de den lange ventetid til trods det første lange stykke tid ikke måtte bevæge sig eller besørge deres nødtørft, udført et godt stykke politiarbejde.
Uanset hvordan man vender og drejer det, var det et glimrende udført stykke praktisk politiarbejde. Knibtangsmanøvren, der lukkede den bagerste del af demonstrationen inde, var helt efter bogen.
Man har lært meget gennem tiderne, har en taktik og er kompetente til at klare opgaven. Den mobile indsatsstrategi er effektiv, hvilket også blev bevist i måde hvorpå man på veltilrettelagt vis afskar den flere hundrede mand stærke gruppe af demonstranter fra resten af demonstrationen, lukkede dem inde ved hjælp af køretøjerne, hvorefter modstand og flugtforsøg blev noget nær det fuldkommen meningsløse, og man let kunne sætte gruppen i »futtog«, indtil man dels kunne sortere de tilbageholde og dels skaffe transport til arresthuset.
Men man besidder alligevel en del af skylden for, at tingene gik galt. Det var det manglende overblik, der førte til et fejlskøn, der resulterede i, at de egentlig ballademagere tilsyneladende slap væk og forduftede i demonstrationen, mens man lukkede en blok af fredelige demonstranter inde og tilbageholdt dem i adskillige timer til ingen verdens nytte. Udelukkende fordi de gik med anarkistfaner og lignende ungdomshusaktivister. Visse af dem var det sikkert også, men det, der kendetegnede selve blokkens formål, var, at man ligesom de fleste andre deltagere i demonstrationen, bortset fra volds- og hærværksmændene fra Never Trust a Cop, der blev slusset ind i demonstrationen af politiet, havde ønsket at deltage i en fredelig demonstration. Det har udadtil været udmeldingen fra den venstreorienterede klimabevægelses side, hvis man ser bort fra netop Never Trust a Cop.
Og det er sådan set ligegyldigt, hvad de måtte have foretaget sig tidligere. Det, der tæller i en sådan sammenhæng, er hvad de implicerede foretager sig eller viser klar hensigt til at ville foretage.
Det, at politiet har fået beføjelser til efter et ganske overfladisk skøn efter forgodtbefindende at anholde præventivt er kernen i problemet.
Jacob Mchangama og visse andre var hurtige til at pointere, at bestemmelserne i »lømmelpakken« gav politiet alt for bredde beføjelser, når det kom til at foretage præventive anholdelser. Mchangama formulerede en del af sin kritik således:
»Regeringens lovforslag medfører, at man kan frihedsberøves, selvom man ikke er mistænkt for at have foretaget en strafbar handling. [...] Farevurderingen foretages af politiet på stedet og giver derfor et vidt skøn til politiet. Der er selvfølgelig mulighed for efterfølgende domstolskontrol, men det vil ikke kunne rette op på det forhold, at man måske uberettiget har været frihedsberøvet, ligesom det vil være en langsommelig proces.
Man kan muligvis sætte spørgsmålstegn ved, om udvidelsen af adgangen til at foretage administrative frihedsberøvelser i alle tilfælde vil leve op til kravene i den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5, der sikrer retten til personlig frihed, da der er eksempler på domme, hvor frihedsberøvelser af kortere varighed end 12 timer har medført krænkelse [...] [selvom der også findes eksempler på det modsatte][...]
[Erfaringer med ringe effekt ved udvidelse af politiets beføjelser] burde få regeringen til at genoverveje, om det virkeligt er en farbar vej at lade politiet få stadigt større beføjelser til selv at vurdere, om der skal anvendes vidtgående tvangsindgreb. Man kunne starte med at droppe forslaget om udvidelse af adgangen til at foretage administrative frihedsberøvelser, således at den vigtige indsats overfor professionelle ballademagere ikke skæmmes af betænkelige udhulinger af den personlige frihed.«
Det er meget naturligt, at uskyldige vil ryge med i præventive anholdelser. Præventive anholdelser er et middel til, at politiet kan sikre lov og orden, og at man rent faktisk har mulighed for at gøre det på en effektiv måde i pressede situationer.
Under ungdomshusurolighederne i 2006 og 2007 samt eftefølgende såkaldte masseaktioner foretog politiet adskillige masseanholdelser. Deriblandt masseanholdelser, der på det tidspunkt involverede rekordstore antal af anholdte.
Til forskel fra masseanholdelsen på Amager, brugte man ikke lovgivningen om præventive anholdelser til lige så bred udstrækning. Det medførte, særligt under optøjerne på Nørrebro i december 2006 samt i forbindelse med den famøse knibtangsmanøvre under rydningen af Ungdomshuset, at mange blev anholdt og i flæng sigtet for paragraffer så som straffelovens §134 a, der går på grov forstyrrelse af den offentlige orden.
Udover det at mange, der ikke havde medvirket til at stifte uro, blev anholdt og sigtet for straffelovsovertrædelser, ligesom at mange ikke havde mulighed for at forlade stedet, efter at politiet i dronningens og lovens navn havde opløst de demonstrationer, hvor masseanholdelserne fandt sted, og beordret de tilstedeværende til omgående at forlade stedet, bar mange af de efterfølgende straffesager præg af, at politiet ikke formåede at løfte bevisbyrden på en tilfredsstillende og ikke-lattervækkende måde. Mange var simpelthen blevet anholdt og sigtet, uden at politiet specifikt kunne fastslå deres skyld eller bidrag til forstyrrelsen af den offentlige orden.
Bl.a. havde en vicepolitikommisær været i stand at bevidne, at et højt antal (omkring halvtreds) demonstranter havde befundet sig et bestemt sted og virket til at forstyrre den offentlige orden, ligesom at argumentationen i visse sager gik på, at man havde forstyrret den offentlige orden ved at befinde sig et bestemt sted — eller det forkerte sted på et forkert tidspunkt. Kriteriet for overtrædelse af §134 a blev tilsyneladende forsøgt flyttet fra at skulle omhandle aktiv deltagelse i grov forstyrrelse af den offentlige orden i samråd med andre til blot at befinde sig i nærheden af uromagere.
Den slags er simpelthen useriøst, og det tjener til at underminere troen på retssikkerheden.
Derimod skulle en tilgang, hvor man gør brug af præventive anholdelser, paradoksalt nok netop i praksis sikre retssikkerheden, selvom en sådan lovgivning kan give mulighed for arbitrære frihedsberøvelser uden sigtelse, giver det politiet mulighed for i pressede situationer at tilbageholde hele grupper i en begrænset tidsperiode, hvor man har mulighed for at finde hoved og hale på det, der har foregået, og sigte de tilbageholdte, der rent faktisk har overtrådt lovgivningen.
Den er dog ikke beregnet til så betydelige fejlskøn, som dem, der fandt sted i dag.
Faktisk levede den her brug af præventive anholdelser til fulde op til Mchangamas vurdering af »udvidelsen af adgangen til at foretage administrative frihedsindskrænkelser« som en potentiel »udhuling af den personlige frihed«, ligesom at det er meget diskutabelt, hvordan man vil kunne ret op på åbenbart en klar fejlvurdering fra politiets side, der endte med, at flere hundrede fredelige demonstranter måtte sidde på Amagerbrogades kolde asfalt — en aktivitet, der kan betegnes som sundhedsfarlig — og blev ydmyget.
Men fejlskønnet til trods, har jeg svært ved at give politiet skylden for det, der skete. Jeg synes mere, at spørgsmålet er, hvor vidt det var ansvarligt, at man fra politisk side så kort tid før COP15 pludselig gav politiet sådanne beføjelser. Retrospektivt vil det måske også vise sig, at det var fuldkommen unødvendigt, lidt ligesom at det heller ikke var nødvendigt eller den mest ansvarlige idé at afholde klimahysterikonferencen i København, set som den underskudsforretning, den er.
