Anker Jørgensen er indbegrebet af socialdemokratisk økonomisk uansvarlighed, og det er et omdømme, Anker Jørgensen til fulde har fortjent. Anker Jørgensen var ved at køre dansk økonomi ud over afgrunden, og hans tid var præget af skiftende ledigheds- og betalingsbalanceproblemer og en sik-sak kurs i valutakurspolitikken, og først da Poul Schlüter kom til, blev der rettet op på dansk økonomi.
Også på et andet punkt har Anker Jørgensen fortjent sit dårlige omdømme. Anker Jørgensen regeringerne II-V fra februar 1975 til september 1982 øgede det offentlige forbrug fra 24,9% af BNP i 1974 (Hartling regeringens finanslov) til 29,19% af BNP i 1982, og stigningen blev først brudt med Schlüter, men det kom dog aldrig ned på niveauet fra før Anker Jørgensens tid igen.
Lars Løkke er værre end Anker
Det ulykkelige er, at Lars Løkke er ved at overgå Anker Jørgensen for så vidt angår det offentlige forbrugs andel af BNP. Ifølge regeringens egne skøn fra maj 2010 vil det offentlige forbrug stige til 29,65% af BNP i 2010 hvilket er knap en halv procentpoint højere end i det værste Anker Jørgensen år.
Lars Løkke er altså værre end Anker Jørgensen for så vidt angår det offentlige forbrugs andel af BNP. En figur med de skiftende regeringer og det offentlige forbrugs andel af BNP siden 1966 kan ses her.
Det er svært at vende udviklingen
Historien har vist, at når det offentlige forbrug først er vokset, så bider det sig fast, og det er overordentlig vanskeligt at dæmpe væksten igen, og ethvert forsøg på blot at føre forrige års overforbrug tilbage til det, det var, fører til alarmerende pressehistorier om dramatiske nedskæringer og fyringsrunder i den offentlige sektor, uanset om (eksempelvis) hospitalerne har ansat alt for mange året før.
I perioder, hvor det offentlige forbrug er faldet som andel af BNP, har det som regel være som følge af en høj vækst i den private sektor.
Krisepolitikken har været forkert
Den enorme offentlige forbrugsvækst i 2009 og 2010 har først og fremmest øget den offentlige sektors beskæftigelse og ikke den private, selv om det netop er den private sektors produktion og beskæftigelse, der er blevet hårdt ramt af krisen i 2008-2010. Krisen er blevet brug til at forskyde forholdet mellem den private og offentlige sektor til ugunst for den private, og dermed vil det også blive langt vanskeligere at tilbagebetale den voksende gæld.
Regeringen burde i stedet have sat gang i det private forbrug gennem en sænkning af indkomstskatterne. Det skete i et vist omfang med skattereformen, da den var underfinansieret i de første år, men der var rent faktisk behov for skattesænkninger af et langt større omfang.
Skattereformen og Genopretningspakken vil fra 2013 føre til permanente skattestigninger på i alt 13,6 mia. kr. om året. De 5,5 mia. kr. stammer fra skattereformen, der var overfinansieret på langt sigt, og de 8,1 mia. kr. stammer fra skattestigningerne i regeringens Genopretningsplan (og heri er ikke medregnet den midlertidige stigning i topskatten). Det fører til en yderligere forskydning af den økonomiske aktivitet fra den private til den offentlige sektor.
Det er ren Anker Jørgensen-politik
Det er nok for meget at kalde det Anker Jørgensen-politik – og dog: Regeringen har ført en uansvarlig økonomisk politik op til krisen ved at undlade at holde det offentlige forbrug i ro og ved at undlade at gennemføre de nødvendige reformer, og her under krisen er alt nærmest gået galt. Det offentlige forbrug er eksploderet som andel af BNP, og i stedet for at gennemføre reelle besparelser, bliver skatterne sat i vejret, hvilket blot forværrer problemerne på sigt.
Også på et andet punkt har Anker Jørgensen fortjent sit dårlige omdømme. Anker Jørgensen regeringerne II-V fra februar 1975 til september 1982 øgede det offentlige forbrug fra 24,9% af BNP i 1974 (Hartling regeringens finanslov) til 29,19% af BNP i 1982, og stigningen blev først brudt med Schlüter, men det kom dog aldrig ned på niveauet fra før Anker Jørgensens tid igen.
Lars Løkke er værre end Anker
Det ulykkelige er, at Lars Løkke er ved at overgå Anker Jørgensen for så vidt angår det offentlige forbrugs andel af BNP. Ifølge regeringens egne skøn fra maj 2010 vil det offentlige forbrug stige til 29,65% af BNP i 2010 hvilket er knap en halv procentpoint højere end i det værste Anker Jørgensen år.
Lars Løkke er altså værre end Anker Jørgensen for så vidt angår det offentlige forbrugs andel af BNP. En figur med de skiftende regeringer og det offentlige forbrugs andel af BNP siden 1966 kan ses her.
Det er svært at vende udviklingen
Historien har vist, at når det offentlige forbrug først er vokset, så bider det sig fast, og det er overordentlig vanskeligt at dæmpe væksten igen, og ethvert forsøg på blot at føre forrige års overforbrug tilbage til det, det var, fører til alarmerende pressehistorier om dramatiske nedskæringer og fyringsrunder i den offentlige sektor, uanset om (eksempelvis) hospitalerne har ansat alt for mange året før.
I perioder, hvor det offentlige forbrug er faldet som andel af BNP, har det som regel være som følge af en høj vækst i den private sektor.
Krisepolitikken har været forkert
Den enorme offentlige forbrugsvækst i 2009 og 2010 har først og fremmest øget den offentlige sektors beskæftigelse og ikke den private, selv om det netop er den private sektors produktion og beskæftigelse, der er blevet hårdt ramt af krisen i 2008-2010. Krisen er blevet brug til at forskyde forholdet mellem den private og offentlige sektor til ugunst for den private, og dermed vil det også blive langt vanskeligere at tilbagebetale den voksende gæld.
Regeringen burde i stedet have sat gang i det private forbrug gennem en sænkning af indkomstskatterne. Det skete i et vist omfang med skattereformen, da den var underfinansieret i de første år, men der var rent faktisk behov for skattesænkninger af et langt større omfang.
Skattereformen og Genopretningspakken vil fra 2013 føre til permanente skattestigninger på i alt 13,6 mia. kr. om året. De 5,5 mia. kr. stammer fra skattereformen, der var overfinansieret på langt sigt, og de 8,1 mia. kr. stammer fra skattestigningerne i regeringens Genopretningsplan (og heri er ikke medregnet den midlertidige stigning i topskatten). Det fører til en yderligere forskydning af den økonomiske aktivitet fra den private til den offentlige sektor.
Det er ren Anker Jørgensen-politik
Det er nok for meget at kalde det Anker Jørgensen-politik – og dog: Regeringen har ført en uansvarlig økonomisk politik op til krisen ved at undlade at holde det offentlige forbrug i ro og ved at undlade at gennemføre de nødvendige reformer, og her under krisen er alt nærmest gået galt. Det offentlige forbrug er eksploderet som andel af BNP, og i stedet for at gennemføre reelle besparelser, bliver skatterne sat i vejret, hvilket blot forværrer problemerne på sigt.
