En bred vifte af beviser kan ordnes til støtte for synspunktet, at sande venstreorienterede (kommunister, marxister, trotskyister, ”medløbere”) er folk drevet af narcissisme for at søge ekstrem magt, og at realitetsfornægtelse er hovedkarakteristikken af deres tanker. Deres ”idealisme” er simpelthen det nødvendige skalkeskjul for deres magtbegær. Det er også antydet, at de dybest set er intellektuelle der mangler kreativitet – teologer, mere end filosoffer. De skal skelnes fra deres tilhængere ved, at tilhængerne kun har realitetsfornægtelsen, og ikke det ekstreme begær efter magt.
Den initierende tese er, at der nu er akkumuleret mange vigtige data om den ekstreme venstrefløj (kommunister, trotskyister, marxister, ”medløbere”) der behøver integration og forklaring. For at assistere læserne i vurderingen af, om de ønsker at læse videre, er teorien som udgangspunkt, at venstrefløjen primært er drevet af kræfter relateret til narcissisme og behovet for yderligere magt, at disses ”idealisme” eller påstand om omsorg for folkets velfærd, er voldsom svindel, som disse adopterer som skalkeskjul over disses reelle mål, og at venstrefløjen aldrig lader nogen bekymring om sandheden, afholde disse fra at søge at opnå disse skjulte mål om opnåelsen af den ultimative magt for disses klike.
Katalysatoren for følgende er afsløringerne gjort muligt i Sovjetunionen under præsident Gorbachev´s politik om ”glasnost”. Fra hvad er afsløret, kan der ikke være nogen tvivl om, at i det meste af det tyvende århundrede, flød sovjetsystemet bogstaveligt talt i et hav af løgne. Det var så ekstremt, at selv kort producerede af officielle sovjetkartografer, var forfalskede. Selv et præcist kort over Moskva kunne ikke opdrives. Og bemærk i denne sammenhæng, at amerikanske spionsatellitter i mange år i den forbindelse har anset forklaringen om forsvar for ret latterlig.
Kommunisternes kroniske og gennemsyrende løgne er derfor det første faktum der behøver forklaring. Og bemærk venligst, at forklaringen ikke begrænser sig til Sovjet og Kina. Mange erindrer sig tiden før Krushchev, da de fleste vestlige venstreorienterede afviste redegørelserne over Stalin´s massemord og ”den kapitalistiske presses interventioner”. Der findes ingen så blinde, som dem der ikke vil se.
Det andet faktum er Pol Pots cambodianske holocaust, og den morderiske natur af venstrefløjens revolutionære bevægelse verden over.
Det tredje faktum er, at overraskende nok for de der ikke kan deres historie, var både Hitler og Mussolini akkrediteret venstrefløjen. Dette er sandsynligvis tydeligst i tilfældet Mussolini, der i sine tidlige år var én af Italien´s mest prominente marxistiske teoretikere, og en god ven af Lenin. Hans velkendte tilnavn Il Duce (lederen), blev opnået mens han stadig var medlem af Italien´s ”Socialist” (Marxist) parti. Han brød med Socialistpartiet i 1914 i spørgsmålet, om man skulle tilslutte sig krigen mod Østrig og Tyskland. Mussolini forudså korrekt, at Østrig ikke kunne vinde, og ønskede dele af østrigsk territorium for Italien efter krigen. Han advokerede derfor for tilslutningen til de Allierede, hvilket Italien snart gjorde.
Han afsværgede dog aldrig sine socialistiske overbevisninger, og fremsatte i 1919 et ekstremt venstreorienteret valgmanifest. Han kom også til magten essentielt gennem revolutionære midler (marchen til Rom) og ophørte, selv efter at have taget magten, ophørte han ikke med sine udfald mod ”plutokraterne” og deres lige. Han introducerede også Italien for mange avancerede træk ved velfærdsstaten, førende til kraftige fald i børnedødeligheden. Også Mussolini´s berømte slogan ”Ha sempre ragioni” (Mussolini har altid ret), kan i dag synes komisk, men på den tid kropsliggjorde det definitionen af sandheden, der er lige så belejlig, som nogen venstreorienteret kunne ønske sig.
Mussolini reorganiserede ikke sit lands økonomi så voldsomt som Hitler og Stalin gjorde, og hans interventioner var sandsynligvis i det lange løb af ringe eller ingen nettobetydning for arbejderne, men dette afspejlede bare hans normalitet. Som de fleste politikere brød han hurtigt urealistiske løfter der havde bragt ham til magten. Hvis man i øvrigt skulle vurdere en politikers grad af venstreorienterethed, ud fra den grad denne var til nettogavn for arbejdere, hvor mange politikere der angiveligt skulle være vestreorienterede, ville så i realiteten kvalificere sig til at være venstreorienterede? Givet de ringe levebetingelser der stadig hersker i det tidligere Sovjetunionen, er det tvivlsomt om Stalin ville kvalificere sig.
Et andet slående eksempel er den britiske fascistiske leder Sir Oswald Mosley. Til trods for at være Baron og af høj social rang i England (kongen og dronningen deltog i hans bryllup), var han i mange år en prominent venstreorienteret i Storbritannien´s store venstrefløjsparti Labour Party, men forlod partiet for at grundlægge ”British Union of Fascists”, af den grund, at Labour Party ikke var villig til at virkeliggøre nogen meningsfulde handlinger af sine politikker, i virkeliggørelsen af hjælp til de fattige.
Hitler kaldte også sig selv for socialist og en ven af arbejderne (Nazi er forkortelse for Hitler´s politiske parti – Nazionalsozialistische Deutsche Arbeiter Partei) og advokerede i sine valgkampagner for en bred vifte af venstreorienterede politikker, såsom: Begrænsningen af alle indkomster til maksimum 1000 Mark per person, nationaliseringen af fonde (forretningskonglomerater) og supermarkeder, konfiskering af krigsbytte, elimineringen af ”ufortjente gevinster”, landbrugsreformer og arbejde til alle. Hvor højreorienteret lyder det?
I sin magtperiode gav han næring til sine socialistiske mål ved at optage en række socialistiske tiltag: fra udvidet spenderen på offentlige byggeprojekter (Autobahn) til velfærdspolitikker (Kraft durch Freude-bevægelsen). Og hvad var trods alt forskellen mellem Hitler Jugend og Komsomol? Måske kun at Hitler´s unge var lidt mere fanatiske.
Det er sandt, at både Hitler og Mussolini modtog finansiel støtte fra store forretningsmænd og andre af ”etablissementets” profiler, men dette viser blot, hvor radikaliseret Italien og Tyskland på det tidspunkt var blevet. Hitler og Mussolini blev korrekt af etablissementet opfattet som et mindre fjendtligt alternativ til kommunisterne.
Hitler var endog på et tidspunkt revolutionær. Da hans revolution (München Putsch) slog fejl, var han fleksibel nok til at vende sig mod mere konventionelle demokratiske midler i magtopnåelsen. At hans appel primært var den af en temmelig ekstrem socialdemokrat, kan også ses af det faktum, at tysklands socialdemokrater (ortodoks demokratisk venstreorienterede, der kontrollerede både fagforeningerne og en stor del af rigsdagsdelegationen) afslog gentagne appeller fra Kommunistpartiet om cooperation mod Hitler. Socialdemokraterne må tilsyneladende have følt større affinitet med Hitler end med kommunisterne.
At referere til Nazismen og Fascismen som højreorienterede, undlader at tage ikke blot ovennævnte i betragtning, men også at Hitler og Stalin i nogle år var allierede. De samarbejdede om erobringen af Polen, og det var sovjetbrændstof der drev Hitler´s kampvogne i Blitzkrigen gennem Frankrig. Alliancen ophørte først, da tysk militær invaderede Rusland (og bemærk venligst, at ikke blot alliancer, men også fjendskaber mellem ekstreme venstreorienterede er velkendte andetsteds – eksempelvis menshevikkerne med bolsjevikkerne, den fatale strid mellem Trotsky og Stalin, Kina-Sovjet rivaliseringer og grænsestridigheder, Kina´s ”lektion” mod Vietnam, Vietnam´s undertrykkelse af Khmer Rouge og de endeløse og ofte gensidige stridige sekter, der synes at karakterisere den ekstreme venstrefløjs politik i dagens vestlige verden) og at den person der længe og hårdt modsatte sig Hitler – længe før Stalin og U.S.A. gjorde – var Winston Churchill, den arkekonservative britisk leder. Hitler havde Stalin som allieret, så længe han var nyttig, men Hitler kunne ikke på noget tidspunkt vriste så meget som neutralitet ud af Churchill.
På alle disse fakta må Hitler ses som en meget mere venstreorienteret end højreorienteret. Det er sandt, at han ikke nationaliserede hele den tyske industri, men der var omfattende tvungen reorganisering af industrien, og partikontrol med den, og selv i sovjetblokken har graden af statskontrollen altid varieret meget fra land til land (sammenlign eksempelvis den overvejende privatiserede polske landbrugssektor med den overvejende statsdrevne sovjetiske landbrugssektor). Det er sandt, at Hitler var racist, såvel som socialist, men ikke alle racister er højreorienterede. Faktisk afslører undersøgelser i dagens generelle befolkning, i al fald i nogle vestlige lande, at racisme er lige mellem venstreorienterede og højreorienterede, og undertrykkelsen af jøder i det tidligere Sovjetunionen er velkendt.
Yderligere var den store forkæmper for en notorisk ”hvid australsk politik” (primært designet til at forhindre asiatisk immigration) det australske Labour Party, Australien´s store venstrefløjsparti. Det var lederen af Labour, Arthur Calwell, der blev berømt for implementeringen af ordene: ”Two wongs don´t make a white”. Politikken blev til sidst forkastet af en konservativ regering! Også i U.S.A. er den amerikanske kommunistiske racisme dokumenteret af en tidligere kommunistisk insider.
Og hvad med Hitler´s brug af nationalisme og patriotisme i motiveringen af sit folk? Adskiller det ham fra andre socialister? Næppe. Da nazisterne invaderede Rusland gjorde det russiske forsvar som Hitler forventede, nemlig kollapsede som et korthus. Ruslands størrelse gav dog Stalin tid til at tænke, og hvad han fandt på var, at efterligne Hitler´s nationalisme. Han genintroducerede i Den Røde Armé ordner og rang fra den gamle russiske imperiums armé, til simpelthen at gøre den til Den Russiske Armé, genåbnede Den Russisk Ortodokse Kirke og understregede patriotiske temaer (beskyttelsen af Moder Rusland) i sin interne propaganda. Virkningen af dette kan måske bedst ses i det faktum, at dagens russiske borgere almindeligvis refererer til Anden Verdenskrig som ”Den store patriotiske krig”. Stalin har muligvis begyndt som international socialist, men han blev national socialist, så snart han opdagede hvor effektiv den var at i genereringen af bred støtte. Selv i nyere tid er det ikke svært at finde nationalisme praktiseret af kommunistiske regimer. Juche (selvtilstrækkelighed) doktrinen af Nord Korea´s Kim Il Sung, er måske det mest åbenbare eksempel.
Den vigtigste forskel mellem Hitler og Stalin er derfor sandsynligvis, at Stalin fik assistance fra de mere konservative lande (Storbritannien og U.S.A.). Han lykkedes derfor med at skabe et europæisk imperium, hvor Hitler fejlede. Hitler var mere højreorienteret end Stalin i det omfang, at hans kontrol med Tyskland var mindre totalitær end Stalin´s kontrol med Sovjetunionen, men det siger selvfølgeligt ikke så meget. At være højreorienteret fra en russisk synsvinkel ville gøre mange venstreorienterede højreorienterede!
Som Mussolini var Hitler også, i modsætning til Stalin og hans lige, bred i deres appel. Venstreorienterede modarbejder normalt store dele af samfundet. Hitler var klog nok til at få meget større dele af samfundet på sin side. Fascisme og nazisme kan derfor karakteriseres som socialisme med bred appel kun til arbejdere og intellektuelle. Hvis det gør ham højreorienteret, så er det noget af en kompliment til højrefløjen.
Hitler´s brede appels skinmanøvre var faktisk forbløffende succesfuld. Før-krigs-anti-nazi-skribenter såsom Roberts indrømmer, at Hitler på dette tidspunkt faktisk var den mest populære mand i Tyskland. Den gamle marxistiske påstand om, at han kun appellerede til den lavere middelklasse, er en myte. Mussolini fandt også støtter i alle sociale klasser. Det bør også bemærkes, at da Hitler kom til magten som rigskansler den 3 maj 1933, fik han større støtte (44% til nazi-partiet og 8% til hans nationalistiske allierede) end britiske præmiereminister Margaret Thatcher almindeligvis opnåede.
Hitler´s grundlæggende popularitet betød, at han havde mindre behov for at lyve for at bevare magten. Men når behovet opstod, blev strategien forfulgt med karakteristiske venstrefløjsberedthed. Det var trods alt Göbbels der fostrede doktrinen om ”Den store løgn” (fortæl en stor løgn længe nok og folk vil tro dig).
Ikke desto mindre bør det erkendes, at deres nationalisme i sidste instans gjorde den kommunistiske idé om klassekrig frastødende for både Hitler og Mussolini. Hvem med kærlighed til sit land kunne bifalde idéen om én sektion af folket der bekæmper den anden sektion? Det er overvejelsen af netop dette spørgsmål der gjorde Hitler og Mussolini så populære hos før-krigstidens anti-kommunister (såsom Neville Chamberlain). Fascisterne, som moderne demokratiske venstreorienterede, så ingen grund til at myrde store dele af deres egen befolkning, for at kunne hjælpe de fattige. Deres hensynsløshed mod de der blev anset for værende imod den nye orden, kan dog på ingen måde betvivles eller undskyldes.
Den stærke affinitet mellem nazisterne og andre radikale venstreorienterede bevægelser gør sandelig Hitler´s morderiske ligheder med Pol Pot og Stalin meget mere forståelig. Der er faktisk ikke megen forskel på de folk Hitler, Stalin og Pol Pot udsøgte sig for massemord. I al fald ville for Tyskland´s vedkommende kategoriseringen ”jøder” (Hitler´s kategorisering), ”Bourgeoisiet” (Stalin´s kategorisering) eller ”Intellektuelle” (Pol Pot´s kategorisering) have fanget mange af de samme individer. Den store forskel er sandsynligvis, at Hitler´s kategorisering er noget mindre intellektuelt sofistikeret (hvis man kan gå med til, at Pol Pot´s udpegning af intellektuelle i sig selv var paradoksalt intellektuel, kunne det fastholdes, at Pol Pot i virkeligheden kun udpegede ”intellektuelle der kunne være uenig med mig”). Denne mangel på intellektuel sofistikerethed kan have bidraget til Hitler´s generelle appel, og kunne på den måde ses som klogere. Der hersker i al fald ingen tvivl om, at Hitler var en brillant propagandist.
Intet af det tidligere nævnte skal tages til indtægt for, at kun venstrefløjen kan være autoritær. Francisco Franco Bahamonde af Spanien var indlysende efter mange kriterier højreorienteret, men undertrykte det meste af den politiske opposition. Det bør bemærkes, at selvom Hitler hjalp Franco i Den Spanske Borgerkrig, var der tyske ofre i ”De lange knives nat”. Det var kun Franco´s anti-kommunisme der motiverede Hitler´s støtte. Det bør også bemærkes, at Franco ikke hjalp Hitler i Anden Verdenskrig. At sidestille Franco med fascisterne vil derfor være højst uinformativt.
Den initierende tese er, at der nu er akkumuleret mange vigtige data om den ekstreme venstrefløj (kommunister, trotskyister, marxister, ”medløbere”) der behøver integration og forklaring. For at assistere læserne i vurderingen af, om de ønsker at læse videre, er teorien som udgangspunkt, at venstrefløjen primært er drevet af kræfter relateret til narcissisme og behovet for yderligere magt, at disses ”idealisme” eller påstand om omsorg for folkets velfærd, er voldsom svindel, som disse adopterer som skalkeskjul over disses reelle mål, og at venstrefløjen aldrig lader nogen bekymring om sandheden, afholde disse fra at søge at opnå disse skjulte mål om opnåelsen af den ultimative magt for disses klike.
Katalysatoren for følgende er afsløringerne gjort muligt i Sovjetunionen under præsident Gorbachev´s politik om ”glasnost”. Fra hvad er afsløret, kan der ikke være nogen tvivl om, at i det meste af det tyvende århundrede, flød sovjetsystemet bogstaveligt talt i et hav af løgne. Det var så ekstremt, at selv kort producerede af officielle sovjetkartografer, var forfalskede. Selv et præcist kort over Moskva kunne ikke opdrives. Og bemærk i denne sammenhæng, at amerikanske spionsatellitter i mange år i den forbindelse har anset forklaringen om forsvar for ret latterlig.
Kommunisternes kroniske og gennemsyrende løgne er derfor det første faktum der behøver forklaring. Og bemærk venligst, at forklaringen ikke begrænser sig til Sovjet og Kina. Mange erindrer sig tiden før Krushchev, da de fleste vestlige venstreorienterede afviste redegørelserne over Stalin´s massemord og ”den kapitalistiske presses interventioner”. Der findes ingen så blinde, som dem der ikke vil se.
Det andet faktum er Pol Pots cambodianske holocaust, og den morderiske natur af venstrefløjens revolutionære bevægelse verden over.
Det tredje faktum er, at overraskende nok for de der ikke kan deres historie, var både Hitler og Mussolini akkrediteret venstrefløjen. Dette er sandsynligvis tydeligst i tilfældet Mussolini, der i sine tidlige år var én af Italien´s mest prominente marxistiske teoretikere, og en god ven af Lenin. Hans velkendte tilnavn Il Duce (lederen), blev opnået mens han stadig var medlem af Italien´s ”Socialist” (Marxist) parti. Han brød med Socialistpartiet i 1914 i spørgsmålet, om man skulle tilslutte sig krigen mod Østrig og Tyskland. Mussolini forudså korrekt, at Østrig ikke kunne vinde, og ønskede dele af østrigsk territorium for Italien efter krigen. Han advokerede derfor for tilslutningen til de Allierede, hvilket Italien snart gjorde.
Han afsværgede dog aldrig sine socialistiske overbevisninger, og fremsatte i 1919 et ekstremt venstreorienteret valgmanifest. Han kom også til magten essentielt gennem revolutionære midler (marchen til Rom) og ophørte, selv efter at have taget magten, ophørte han ikke med sine udfald mod ”plutokraterne” og deres lige. Han introducerede også Italien for mange avancerede træk ved velfærdsstaten, førende til kraftige fald i børnedødeligheden. Også Mussolini´s berømte slogan ”Ha sempre ragioni” (Mussolini har altid ret), kan i dag synes komisk, men på den tid kropsliggjorde det definitionen af sandheden, der er lige så belejlig, som nogen venstreorienteret kunne ønske sig.
Mussolini reorganiserede ikke sit lands økonomi så voldsomt som Hitler og Stalin gjorde, og hans interventioner var sandsynligvis i det lange løb af ringe eller ingen nettobetydning for arbejderne, men dette afspejlede bare hans normalitet. Som de fleste politikere brød han hurtigt urealistiske løfter der havde bragt ham til magten. Hvis man i øvrigt skulle vurdere en politikers grad af venstreorienterethed, ud fra den grad denne var til nettogavn for arbejdere, hvor mange politikere der angiveligt skulle være vestreorienterede, ville så i realiteten kvalificere sig til at være venstreorienterede? Givet de ringe levebetingelser der stadig hersker i det tidligere Sovjetunionen, er det tvivlsomt om Stalin ville kvalificere sig.
Et andet slående eksempel er den britiske fascistiske leder Sir Oswald Mosley. Til trods for at være Baron og af høj social rang i England (kongen og dronningen deltog i hans bryllup), var han i mange år en prominent venstreorienteret i Storbritannien´s store venstrefløjsparti Labour Party, men forlod partiet for at grundlægge ”British Union of Fascists”, af den grund, at Labour Party ikke var villig til at virkeliggøre nogen meningsfulde handlinger af sine politikker, i virkeliggørelsen af hjælp til de fattige.
Hitler kaldte også sig selv for socialist og en ven af arbejderne (Nazi er forkortelse for Hitler´s politiske parti – Nazionalsozialistische Deutsche Arbeiter Partei) og advokerede i sine valgkampagner for en bred vifte af venstreorienterede politikker, såsom: Begrænsningen af alle indkomster til maksimum 1000 Mark per person, nationaliseringen af fonde (forretningskonglomerater) og supermarkeder, konfiskering af krigsbytte, elimineringen af ”ufortjente gevinster”, landbrugsreformer og arbejde til alle. Hvor højreorienteret lyder det?
I sin magtperiode gav han næring til sine socialistiske mål ved at optage en række socialistiske tiltag: fra udvidet spenderen på offentlige byggeprojekter (Autobahn) til velfærdspolitikker (Kraft durch Freude-bevægelsen). Og hvad var trods alt forskellen mellem Hitler Jugend og Komsomol? Måske kun at Hitler´s unge var lidt mere fanatiske.
Det er sandt, at både Hitler og Mussolini modtog finansiel støtte fra store forretningsmænd og andre af ”etablissementets” profiler, men dette viser blot, hvor radikaliseret Italien og Tyskland på det tidspunkt var blevet. Hitler og Mussolini blev korrekt af etablissementet opfattet som et mindre fjendtligt alternativ til kommunisterne.
Hitler var endog på et tidspunkt revolutionær. Da hans revolution (München Putsch) slog fejl, var han fleksibel nok til at vende sig mod mere konventionelle demokratiske midler i magtopnåelsen. At hans appel primært var den af en temmelig ekstrem socialdemokrat, kan også ses af det faktum, at tysklands socialdemokrater (ortodoks demokratisk venstreorienterede, der kontrollerede både fagforeningerne og en stor del af rigsdagsdelegationen) afslog gentagne appeller fra Kommunistpartiet om cooperation mod Hitler. Socialdemokraterne må tilsyneladende have følt større affinitet med Hitler end med kommunisterne.
At referere til Nazismen og Fascismen som højreorienterede, undlader at tage ikke blot ovennævnte i betragtning, men også at Hitler og Stalin i nogle år var allierede. De samarbejdede om erobringen af Polen, og det var sovjetbrændstof der drev Hitler´s kampvogne i Blitzkrigen gennem Frankrig. Alliancen ophørte først, da tysk militær invaderede Rusland (og bemærk venligst, at ikke blot alliancer, men også fjendskaber mellem ekstreme venstreorienterede er velkendte andetsteds – eksempelvis menshevikkerne med bolsjevikkerne, den fatale strid mellem Trotsky og Stalin, Kina-Sovjet rivaliseringer og grænsestridigheder, Kina´s ”lektion” mod Vietnam, Vietnam´s undertrykkelse af Khmer Rouge og de endeløse og ofte gensidige stridige sekter, der synes at karakterisere den ekstreme venstrefløjs politik i dagens vestlige verden) og at den person der længe og hårdt modsatte sig Hitler – længe før Stalin og U.S.A. gjorde – var Winston Churchill, den arkekonservative britisk leder. Hitler havde Stalin som allieret, så længe han var nyttig, men Hitler kunne ikke på noget tidspunkt vriste så meget som neutralitet ud af Churchill.
På alle disse fakta må Hitler ses som en meget mere venstreorienteret end højreorienteret. Det er sandt, at han ikke nationaliserede hele den tyske industri, men der var omfattende tvungen reorganisering af industrien, og partikontrol med den, og selv i sovjetblokken har graden af statskontrollen altid varieret meget fra land til land (sammenlign eksempelvis den overvejende privatiserede polske landbrugssektor med den overvejende statsdrevne sovjetiske landbrugssektor). Det er sandt, at Hitler var racist, såvel som socialist, men ikke alle racister er højreorienterede. Faktisk afslører undersøgelser i dagens generelle befolkning, i al fald i nogle vestlige lande, at racisme er lige mellem venstreorienterede og højreorienterede, og undertrykkelsen af jøder i det tidligere Sovjetunionen er velkendt.
Yderligere var den store forkæmper for en notorisk ”hvid australsk politik” (primært designet til at forhindre asiatisk immigration) det australske Labour Party, Australien´s store venstrefløjsparti. Det var lederen af Labour, Arthur Calwell, der blev berømt for implementeringen af ordene: ”Two wongs don´t make a white”. Politikken blev til sidst forkastet af en konservativ regering! Også i U.S.A. er den amerikanske kommunistiske racisme dokumenteret af en tidligere kommunistisk insider.
Og hvad med Hitler´s brug af nationalisme og patriotisme i motiveringen af sit folk? Adskiller det ham fra andre socialister? Næppe. Da nazisterne invaderede Rusland gjorde det russiske forsvar som Hitler forventede, nemlig kollapsede som et korthus. Ruslands størrelse gav dog Stalin tid til at tænke, og hvad han fandt på var, at efterligne Hitler´s nationalisme. Han genintroducerede i Den Røde Armé ordner og rang fra den gamle russiske imperiums armé, til simpelthen at gøre den til Den Russiske Armé, genåbnede Den Russisk Ortodokse Kirke og understregede patriotiske temaer (beskyttelsen af Moder Rusland) i sin interne propaganda. Virkningen af dette kan måske bedst ses i det faktum, at dagens russiske borgere almindeligvis refererer til Anden Verdenskrig som ”Den store patriotiske krig”. Stalin har muligvis begyndt som international socialist, men han blev national socialist, så snart han opdagede hvor effektiv den var at i genereringen af bred støtte. Selv i nyere tid er det ikke svært at finde nationalisme praktiseret af kommunistiske regimer. Juche (selvtilstrækkelighed) doktrinen af Nord Korea´s Kim Il Sung, er måske det mest åbenbare eksempel.
Den vigtigste forskel mellem Hitler og Stalin er derfor sandsynligvis, at Stalin fik assistance fra de mere konservative lande (Storbritannien og U.S.A.). Han lykkedes derfor med at skabe et europæisk imperium, hvor Hitler fejlede. Hitler var mere højreorienteret end Stalin i det omfang, at hans kontrol med Tyskland var mindre totalitær end Stalin´s kontrol med Sovjetunionen, men det siger selvfølgeligt ikke så meget. At være højreorienteret fra en russisk synsvinkel ville gøre mange venstreorienterede højreorienterede!
Som Mussolini var Hitler også, i modsætning til Stalin og hans lige, bred i deres appel. Venstreorienterede modarbejder normalt store dele af samfundet. Hitler var klog nok til at få meget større dele af samfundet på sin side. Fascisme og nazisme kan derfor karakteriseres som socialisme med bred appel kun til arbejdere og intellektuelle. Hvis det gør ham højreorienteret, så er det noget af en kompliment til højrefløjen.
Hitler´s brede appels skinmanøvre var faktisk forbløffende succesfuld. Før-krigs-anti-nazi-skribenter såsom Roberts indrømmer, at Hitler på dette tidspunkt faktisk var den mest populære mand i Tyskland. Den gamle marxistiske påstand om, at han kun appellerede til den lavere middelklasse, er en myte. Mussolini fandt også støtter i alle sociale klasser. Det bør også bemærkes, at da Hitler kom til magten som rigskansler den 3 maj 1933, fik han større støtte (44% til nazi-partiet og 8% til hans nationalistiske allierede) end britiske præmiereminister Margaret Thatcher almindeligvis opnåede.
Hitler´s grundlæggende popularitet betød, at han havde mindre behov for at lyve for at bevare magten. Men når behovet opstod, blev strategien forfulgt med karakteristiske venstrefløjsberedthed. Det var trods alt Göbbels der fostrede doktrinen om ”Den store løgn” (fortæl en stor løgn længe nok og folk vil tro dig).
Ikke desto mindre bør det erkendes, at deres nationalisme i sidste instans gjorde den kommunistiske idé om klassekrig frastødende for både Hitler og Mussolini. Hvem med kærlighed til sit land kunne bifalde idéen om én sektion af folket der bekæmper den anden sektion? Det er overvejelsen af netop dette spørgsmål der gjorde Hitler og Mussolini så populære hos før-krigstidens anti-kommunister (såsom Neville Chamberlain). Fascisterne, som moderne demokratiske venstreorienterede, så ingen grund til at myrde store dele af deres egen befolkning, for at kunne hjælpe de fattige. Deres hensynsløshed mod de der blev anset for værende imod den nye orden, kan dog på ingen måde betvivles eller undskyldes.
Den stærke affinitet mellem nazisterne og andre radikale venstreorienterede bevægelser gør sandelig Hitler´s morderiske ligheder med Pol Pot og Stalin meget mere forståelig. Der er faktisk ikke megen forskel på de folk Hitler, Stalin og Pol Pot udsøgte sig for massemord. I al fald ville for Tyskland´s vedkommende kategoriseringen ”jøder” (Hitler´s kategorisering), ”Bourgeoisiet” (Stalin´s kategorisering) eller ”Intellektuelle” (Pol Pot´s kategorisering) have fanget mange af de samme individer. Den store forskel er sandsynligvis, at Hitler´s kategorisering er noget mindre intellektuelt sofistikeret (hvis man kan gå med til, at Pol Pot´s udpegning af intellektuelle i sig selv var paradoksalt intellektuel, kunne det fastholdes, at Pol Pot i virkeligheden kun udpegede ”intellektuelle der kunne være uenig med mig”). Denne mangel på intellektuel sofistikerethed kan have bidraget til Hitler´s generelle appel, og kunne på den måde ses som klogere. Der hersker i al fald ingen tvivl om, at Hitler var en brillant propagandist.
Intet af det tidligere nævnte skal tages til indtægt for, at kun venstrefløjen kan være autoritær. Francisco Franco Bahamonde af Spanien var indlysende efter mange kriterier højreorienteret, men undertrykte det meste af den politiske opposition. Det bør bemærkes, at selvom Hitler hjalp Franco i Den Spanske Borgerkrig, var der tyske ofre i ”De lange knives nat”. Det var kun Franco´s anti-kommunisme der motiverede Hitler´s støtte. Det bør også bemærkes, at Franco ikke hjalp Hitler i Anden Verdenskrig. At sidestille Franco med fascisterne vil derfor være højst uinformativt.
