Mere end 240.000 danskere lever på den særlige livslange overførelsesindkomst kaldet Førtidspension. Selv unge mennesker parkeres på denne livslange ydelse, fordi systemet ikke interesserer sig for, hvorvidt denne nedsatte arbejdsevne er af varig karakter eller ej. Undersøgelser viser faktisk, at rigtig mange førtidspensionister mener, at de godt kan arbejde, helt eller delvist. Derfor er en debat om førtidspension i den grad relevant, herunder hvorvidt førtidspensionen skal være permanent.
Merete Nordentoft, overlæge på Psykiatrisk Center på Bispebjerg Hospital, har udtalt “Det skal ikke være muligt at tage pensionen fra folk. I stedet burde man tilbyde evalueringssamtaler. Jeg mener, at systemet fungerer tilstrækkeligt i øjeblikket. Man skal ikke så tvivl om eksistensgrundlaget for førtidspension.” Samtidig hævder arbejdsmarkedskommissionen i en rapport, at mange mennesker med en nedsat arbejdsevne med tiden kan øge arbejdsevnen. Kommissionen påpeger faktisk konkret, at mange førtidspensionister oplever en forbedring af funktionsevnen over tid, hvilket tyder på, at nogle får førtidspension, før der er sikkerhed for, at arbejdsevnen er varigt nedsat. For det andet påpeger kommissionen, at flere modtager førtidspension med en psykisk lidelse som hoveddiagnose. Mange af de hyppigst angivne psykiske lidelser, såsom stress og depressioner, kan behandles og helbredes – derfor er det vel ikke urimeligt at spørge til, hvorvidt de skal afføde en livslang overførelsesindkomst? Det virker oplagt at overveje, om systemet overhovedet fungerer tilstrækkeligt i øjeblikket – både set fra et samfundsperspektiv men i særdeleshed også ud fra et individuelt humanistisk perspektiv.
Anne Kathrine Fjord-Marschall, kandidat i forvaltning fra Roskilde Universitet, har i sit speciale undersøgt det mere humane perspektiv på den permanente førtidspension og de personlige konsekvenser heraf. Hvordan opfatter førtidspensionerede egentlig deres rolle som medborgere? Anne Kathrine Fjord-Marschall kommer i sin undersøgelse frem til, at man ikke gør førtidspensionisterne en tjeneste ved at parkere dem på livslang offentlig ydelse. Tværtimod føler førtidspensionisterne sig stemplet som andenrangs borgere, hvilket resulterer i, at de bl.a. får problemer med at opretholde sociale relationer. En belastning som virkelig forringer deres livsglæde. Set fra dette perspektiv, synes det ikke gavnligt for den enkelte at blive tilkendt livslang førtidspension – tværtimod.
Man bør løbende vurdere førtidspensionisterne, således at de, hvis arbejdsevne er forbedret, kan komme tilbage på arbejdsmarkedet. På den måde, vil de igen føle sig som en del af samfundet og opleve den værdi, arbejde medfører som en måde at få mening i tilværelsen. De vil føle, at de bidrager til samfundet, hvilket vil afspejle sig positivt i deres adfærd, da de udenfor arbejdsmarkedet møder mistillid og manglende anerkendelse fra deres medborgere inklusiv deres familie, fordi de netop ikke deltager på arbejdsmarkedet. Samtidig vil samfundet opleve økonomisk gevinst ved at gøre overførelsesindkomst modtagere til skatteydere – en positiv bevirkning der ikke bør være til at overse, i den økonomiske situation Danmark står i.
Set fra et etisk og et økonomisk perspektiv, er der altså ingen rimelighed i, at borgere modtager livslange ydelser, uden vi har en vis garanti for, at det er nødvendigt. Vi skal bruge pengene der, hvor der reelt er behov for dem og betragte mennesket dynamisk frem for som en statisk størrelse – alt andet vil være frås af skatteydernes penge og respektløst overfor det menneske, som ønsker sig tilbage på arbejdsmarkedet!
