Lige muligheder, må fylde langt mere i politikernes bestræbelser på at nå et bedre samfund, end lighed. Lige muligheder og ikke lighed flytter den enkeltes fokus væk fra lighed, der kan opstå uden at gøre en indsats, over mod lige muligheder, der hvis grebet, kan løfte den enkelte. Løfte hele samfundet, da vi så alle kan blive lige, men på et højere niveau end i dag. Manglende lighed og den enkeltes kamp for at opnå det samme i livet som de fleste, kan være afsættet til lighed på et højere niveau. Jeg betragter ikke ulighed som ideal, tværtimod. Jeg tror på, at lige samfund er stabile samfund præget af social sammenhængskraft og social integration. Jeg mener blot, at fordelen ved ulighed er, at den enkelte rykker på ulighed og vil tilstræbe et liv og muligheder og materiel standard som medianen. Lige arbejdsomme, stræbsomme og intelligente mennesker skal have samme muligheder.
Lighed forudsætter politiske beslutninger der kan virke kontraproduktive, men nok skabe lighed på et lavere gennemsnitligt niveau, da aktive samfundsborgere må aflevere urimeligt meget til passive og dermed ikke ser et tilstrækkeligt økonomisk incitament til at udfolde sig og hele deres talent. Progressiv beskatning bør erstattes af proportional beskatning og faktisk mener jeg, at al indkomst over 1 million kroner om året slet ikke skal beskattes. En omvendt millionærskat.
Samfundet skal vendes på hovedet. Det aktive skal vinde indpas. På bekostning af det passive, det passivt forsørgede.
En tidlig søndag sommermorgen gik jeg rundt i Københavns stræder. Byen var fyldt med affald og stanken af urin og de sidste fuldebøtter og ballademagere på vej hjem og byen befolket med talstærkt politi. På et tidspunkt satte jeg mig lidt afsides, mageligt tilrette med en Illum bolle i solen på bænken. Surfede lidt på den smarte phone og var tæt på at hygge mig i den fugtige sommermorgenluft. Indtil en østeuropæer spurgte om money. Det var det eneste ord han sagde og rakte hånden frem. Jeg fornemmede hurtigt at jeg ikke skulle svare ham at Money er en suverænt Pink Floyd skæring på ”Dark Side of The Moon”, hvilket ellers kunne have givet os en lille snak sammen. Jeg beklagede i stedet at jeg ikke havde kontanter. Jeg køber mig ellers gerne fred og nærmest aflad med et par to-kroner, men ikke denne morgen. Jeg blev forstyrret og måtte gå, for at få fred. Bagefter tænkte jeg, at jeg ofte gav nogle håndører, særligt til dem der henvender sig ydmygt, undskyldende og anmodende. Og for resten ofte køber seneste udgave af hjemløseavisen, som jo er udtryk for en handel. Jeg giver noget og får noget igen. Det kan mit midtjyske krejlersind godt li’.
Jeg tænkte videre over, at hvis jeg nu havde givet denne østeuropæer 5 kroner, så havde han spurgt andre også, da hul igennem og succes. Det er nok ikke rigtigt sådan vi udrydder fattigdom og givetvis også afhængighed af narkotika eller spiritus. Forresten må jeg sige, som Peter A.G. Nielsen sagde, til et landsindsamlingsshow for nogle år siden: "Giv ikke en fattig afrikaner en fisk, men en fiskestang". Det gælder også for en østeuropæer og en dansker. Det skal tilføjes, at Peter A.G. Nielsen dog gennem årene har været med til at rejse millioner til diverse godgørende formål!
Lige muligheder giver mulighed for social opdrift og dermed faktisk lighed. Passiv forsørgelse reproducerer meget sandsynligt de socio-økonomiske strukturer i en uendelighed. Når alt kommer til alt, giver jeg som nok gerne en 5 krone til en trængende, igen og igen. Helt immun og kold og kynisk er jeg ikke når jeg står i situationen og ansigt til ansigt med en værdigt trængende.
Lighed går via lige muligheder. Og den enkeltes udnyttelse af samme.
