Af Lars Helleskov Engelbrektsen
Statsmagtens fornemste opgave er at sikre ejendomsretten. Staten må først og fremmest værne om den personlige sfære, hvor individet har ret til at agere og herske og råde uindskrænket. Staten må værne selvbestemmelsesretten, staten må værne ytrings-, forsamlings- og trykke- og handlefriheden og optrække de grænser, indenfor hvilke disse kan udfolde sig uden at komme i konflikt med andre borgeres lige så store frihed. Staten må vogte over borgernes rettigheder.
Dette er statens opgave.
En sand liberal ønsker ingen magtudstyret autoritet af en stat til at lede sig eller til at give ordrer eller anvisninger angående hvordan den enkelte skal håndtere eget liv. For en liberal er decentraliseret magt et gode. Det bedste er, om så mange som muligt har del i magten. Allerbedst har magten over eget liv.
Den liberale af sind vil hverken hjælpes eller hindres i sine retmæssige foretagender eller i sin udvikling. At bestemme over andres personlige udvikling, under påskud af, at man vil deres bedste, er kritisk, fordi det indebærer en risiko for undertrykkelse.
Et indskrænkende samfund.
Vi er godt på vej mod et samfund, hvor alle skal være sunde og følge Sundhedskommissionens anbefalinger. Et sådant samfund tenderer altid til at indsnævre normalitetsbegrebet og der skal altså ikke meget til før man falder udenfor det gode selskab. Alle totalitarismer er startet i det små og har haft som mål, at gradvist ensliggøre og disciplinere et samfunds borgere. Som liberale af sind skal vi være på vagt overfor kollektiviserings-og massestrategier. Vi bliver alle kørt en tur gennem kødhakkeren og kommer ud som af-individualiseret grå masse. Hvis vi ikke hævder os selv, vores eget liv og måde at leve og bruge det på, forsvinder mangfoldigheden.
John Stuart Mill hævdede, at staten ikke skal lære den enkelte ”pligterne mod sig selv”. Hvorfor ikke? Fordi man selv er mest interesseret i sit eget vel, sagde han.
Samfundet er interesseret i, at folk ikke drikker sig ihjel eller ryger sig samme vej, som er lige lukt i helvede. Og man ser da også politikere i rigelig grad appellere til samfundsinteressen, når de forsøger at indføre forebyggende tvangsforholdsregler. Mill henviste til, at det til syvende og sidst er din og min egen sag, om vi vil drikke os ihjel. Jeg kan tilføje: eller ryge eller æde sig ihjel.
Brændevinen er min egen, forudsat at jeg har købt den for mine retmæssigt erhvervede penge; min krop ligeledes; med begge dele har jeg altså lov at handle som jeg vil: i al fald såvidt det gælder at stå mine medborgere i almindelighed til regnskab, og jeg ikke har særlige forpligtelser overfor familie eller andre. Sådan var ræsonnementet fra den gamle tænker.
Offentlig indblanding i rent personlige sager vil sandsynligvis ske på urigtig måde.
I egentlig moralske sager (altså sager, der angår andre) kan den offentlige mening dømme sikkert, fordi de blot behøver at se sagerne fra offentlighedens synsvinkel, men i personlige sager skal man se dem fra en andens standpunkt. Det kan kun den enkelte selv.
Nyliberalisme som økonomisk og civilisatorisk fremdrivende ideologi.
Begrebet nyliberalisme optræder for alvor i en række intellektuelle og politiske diskussioner i perioden efter depressionen i 1930'erne. Her slog den østrigske økonom Hayek et slag for et noget ændret syn på statsmagten i forhold til gammelliberalisternes stats-minimalisme-opfattelse. Han og flere andre økonomiske teoretikere advokerede for den stærke stat, som det bedste forsvar for den private ejendomsret og det frie marked og markedsøkonomi, mod de fremherskende monopoltendenser og heraf afledt konkurrenceforvridning, der betyder at konkurrencen sættes ud af kraft.
Konkurrence er efter min mening ubetinget et kvalitetsforbedrende element og fordrer effektiv omgang med produktionsmidlerne. Og at man tager kunderne alvorligt og i øvrigt også sine ansatte.
Økonomisk rationalitet indtager en væsentlig plads i det nyliberalistiske tankegods. Og er grundlæggende for fremskridt for økonomien og civilisationen. Det frie marked, kapitalismen, entreprenørskab, iværksætteri, konkurrence, mulighed for social opdrift, er det der driver samfundet frem og sikrer at alle der anstrenger sig og dygtiggør sig, har en række muligheder for personlig succes og vinding. I øvrigt til alles fælles bedste.
