Når man træder ind i National Liberal Club i London, ser man i forhallen en buste af det nittende århundredes store engelske politiker, Wm. Gladstone. På soklen står der frit oversat: ”Konservatisme er mistroen på mennesker bygget på angst. Liberalisme er troen på mennesker bygget på fornuft”.
Liberalisme er nemlig mere end hvad den danske venstrefløj ynder at tale nedsættende om. Liberalisme er en livsholdning. Den har sit udspring i tænkere som John Locke, David Hume, Bernard Mandeville, og Adam Smith, og blev i det tyvende århundrede repræsenteret af Milton Friedmann, James Buchanan, Bruno Leoni, Friedrich von Hayek og Ludwig von Mises.
Dens bærende elementer er frihed, åbenhed overfor nye ideer samt tolerance over for anderledes tænkende.
Individet står i centrum. Det betyder bl.a. at al analyse begynder hos den enkelte. Kun individer fremkommer med nye idéer. Regeringer, politiske partier, tænketanke, universiteter og andre institutioner træffer i sig selv ingen beslutninger.
Det er rent faktisk liberalismen, der har skabt den rigdom og vækst, som vor vestlige verden har opnået i de sidste 150 år. Det skyldes respekten for ejendomsretten og ejerens ret til at gøre med sit gods, hvad han vil. - Han bærer selv udgifterne ved ejerskabet og beholder selv gevinsten. Dette motiverer ham til at gøre sit yderste for det han ejer. Det modsatte har vi mange eksempler på: Ejeren af en bil passer den bedre end brugeren o.s.v.
I de vestlige lande, hvor privatejendomsretten har været lovmæssigt grundfæstet, har man da også set de højeste vækstrater. Det økonomiske liberale system har altså skabt vore rige samfund. Ikke desto mindre kritiseres liberalismen af venstrepolitikere, som hævder, at privatejendom er grunden til fattigdom, indkomstforskel, lang arbejdstid og børnearbejde samt andre sociale problemer. Ifølge disse er løsningen at forbyde retten til privat ejendom. Sociale ejendomsrettigheder skulle fortrænge den private ejendomsret. På den måde kan socialismen erstatte kapitalismen.
Denne teori er skabt af tyskeren Karl Marx. Hans filosofi begynder ikke hos det enkelte individ.
Tværtimod for Marx er mennesket ”en ting”. Derfor er det netop ét-parti regeringer og disses forsamlinger, som træffer beslutningerne. Noget valg har borgeren ikke. Skulle en person have en anden mening er han ”afviger”.
Selvom Marx's system faldt sammen, så findes der mange sider af det. De lever stadig godt i SF, Socialdemokratiet og i velfærdsstaten. Her benytter man begreber som ”offentlig interesse”, ”social retfærdighed” og andre fine etiketter, som skal ”tjene velfærdssamfundet”. Dette afspejler i virkeligheden den politisk-videnskabelige elites subjektive præferencer. En sådan svækkelse af ejendomsretten tillader nemlig politikerne at blande sig i de individuelle rettigheder til egen fordel.
Politikerne er klar over, at denne indblanding skaber omkostninger. De påstår imidlertid at det tjener ”den sociale retfærdighed”. Hvis disse indskrænkninger i ejendomsretten virkelig skabte sociale gevinster, hvorfor bliver sådanne indskrænkninger så ikke handlet på det åbne marked?
Det er i det hele taget klart, at jo mindre staten blander sig i de frie markedskræfters spil, jo mere økonomisk vækst skabes.
Det var da også kunstige indgreb, som skabte den finansielle boligboble, der nu er revnet og har medført vor finansielle krise. Det var den unaturlige lave rente. Den blev nemlig skabt og holdt kunstigt nede af Centralbankerne. Havde USA haft den naturlige renteudvikling, som altid følger med en højkonjunktur, ville boligpriserne ikke være steget så urimeligt højt og hurtigt, hvorfor Subprime-lånene ikke ville have kunnet friste uformuende købere til at spekulere i boligkøb. I Europa fulgte man USA's eksempel. Man holdt kun renten ganske lidt højere en i Amerika, og vi kan da klart huske, at under boligprisernes himmelflugt forklaredes det med den billige rente. Det var samme lave rente og boligboble, som slog benene væk under Japan for tyve år siden, men det havde d'herrer i centralbankerne og deres politikere ikke lært noget af. Konklusionen må derfor være, at det er de kunstige indgreb, som foretages af politikerne og deres valgte embedsmænd (centralbankdirektørerne) og ikke det liberale system, som bærer skylden for hvor vi står i dag.
En anden interessant sag er USA's forfatnings 10. tillæg. Her er det klart defineret, at de enkelte stater er beskyttet mod tiltag, som regeringen i Washington eventuelt kan fremsætte. Denne ”decentralisering” er i USA utrolig motiverende for enkeltstaterne til at kunne tiltrække mennesker,
kapital og teknisk know how. Enkeltstaterne kan også lokke folk og virksomheder med lave skatterater, hurtigere firmaregistreringer og mindre statslig indblanding. Følgerne heraf er, at man styrker ejendomsretten og sænker produktionsomkostningerne. Derved opstår mer investering, større beskæftigelse, og deraf følgende vækst.
I EU går man den modsatte vej. Man ”harmoniserer”, hvorved man eliminerer enkeltstaternes konkurrence om mennesker og kapital. I stedet søger EU-bureaukratiet at koncentrere magten i egne hænder. Derved udhules ejendomsretten i Europa. Det er da også absolut naivt at tro, at EU-bureaukraterne vil respektere løfterne givet til enkeltstaterne, når først man har den endelige magt.
Det er helt klart at fri konkurrence uden klart defineret ejendomsret er en illusion.
En forudsætning for en sådan ejendomsret er retsstaten. Ejendomsret og retssikkerhed løser forskellen mellem private og sociale omkostninger ved brugen af privatejendom.
I næsten to århundreder har den liberale kapitalisme bragt overordentlig vækst. Den kapitalisme der forfægtes i Bruxelles tror fortsat på ”dirigentisme”. Dette medfører en udhulet ejendomsret, og dermed forringes motiveringen til at skabe yderligere velstand. Resultatet bliver at EU-systemet, som det virker for tiden, betyder arbejdsløshed, ringe igangsætter initiativ, beskeden vækst og en kultur præget af afhængighed.
Vi trænger derfor til andre politikere, som forstår, at enhver form for socialdemokratiske tankegang blot følger arven fra Marx om, at mennesket er ”en ting”. Det er det vi f.eks. allerede ser herhjemme, hvor velfærdssamfundet nu allerede i børnehaven skal lære os, hvordan vi skal leve vort liv. Hvis vi ikke reagerer sådan, som det indlæres ved pædagogstudiet, så er vi afvigere med mere eller mindre psykiske problemer. Vi skal tvinges ind på ”den rette vej”, så vi kan blive de ”tingester”, som skal ofre vor personlige frihed for at brødføde en svulmende europæisk offentlig sektor. I Danmark har vi desværre det problem at selv LA synes ikke at have tilstrækkeligt mod til at forfægte dette helt klare budskab.
Liberalisme er nemlig mere end hvad den danske venstrefløj ynder at tale nedsættende om. Liberalisme er en livsholdning. Den har sit udspring i tænkere som John Locke, David Hume, Bernard Mandeville, og Adam Smith, og blev i det tyvende århundrede repræsenteret af Milton Friedmann, James Buchanan, Bruno Leoni, Friedrich von Hayek og Ludwig von Mises.
Dens bærende elementer er frihed, åbenhed overfor nye ideer samt tolerance over for anderledes tænkende.
Individet står i centrum. Det betyder bl.a. at al analyse begynder hos den enkelte. Kun individer fremkommer med nye idéer. Regeringer, politiske partier, tænketanke, universiteter og andre institutioner træffer i sig selv ingen beslutninger.
Det er rent faktisk liberalismen, der har skabt den rigdom og vækst, som vor vestlige verden har opnået i de sidste 150 år. Det skyldes respekten for ejendomsretten og ejerens ret til at gøre med sit gods, hvad han vil. - Han bærer selv udgifterne ved ejerskabet og beholder selv gevinsten. Dette motiverer ham til at gøre sit yderste for det han ejer. Det modsatte har vi mange eksempler på: Ejeren af en bil passer den bedre end brugeren o.s.v.
I de vestlige lande, hvor privatejendomsretten har været lovmæssigt grundfæstet, har man da også set de højeste vækstrater. Det økonomiske liberale system har altså skabt vore rige samfund. Ikke desto mindre kritiseres liberalismen af venstrepolitikere, som hævder, at privatejendom er grunden til fattigdom, indkomstforskel, lang arbejdstid og børnearbejde samt andre sociale problemer. Ifølge disse er løsningen at forbyde retten til privat ejendom. Sociale ejendomsrettigheder skulle fortrænge den private ejendomsret. På den måde kan socialismen erstatte kapitalismen.
Denne teori er skabt af tyskeren Karl Marx. Hans filosofi begynder ikke hos det enkelte individ.
Tværtimod for Marx er mennesket ”en ting”. Derfor er det netop ét-parti regeringer og disses forsamlinger, som træffer beslutningerne. Noget valg har borgeren ikke. Skulle en person have en anden mening er han ”afviger”.
Selvom Marx's system faldt sammen, så findes der mange sider af det. De lever stadig godt i SF, Socialdemokratiet og i velfærdsstaten. Her benytter man begreber som ”offentlig interesse”, ”social retfærdighed” og andre fine etiketter, som skal ”tjene velfærdssamfundet”. Dette afspejler i virkeligheden den politisk-videnskabelige elites subjektive præferencer. En sådan svækkelse af ejendomsretten tillader nemlig politikerne at blande sig i de individuelle rettigheder til egen fordel.
Politikerne er klar over, at denne indblanding skaber omkostninger. De påstår imidlertid at det tjener ”den sociale retfærdighed”. Hvis disse indskrænkninger i ejendomsretten virkelig skabte sociale gevinster, hvorfor bliver sådanne indskrænkninger så ikke handlet på det åbne marked?
Det er i det hele taget klart, at jo mindre staten blander sig i de frie markedskræfters spil, jo mere økonomisk vækst skabes.
Det var da også kunstige indgreb, som skabte den finansielle boligboble, der nu er revnet og har medført vor finansielle krise. Det var den unaturlige lave rente. Den blev nemlig skabt og holdt kunstigt nede af Centralbankerne. Havde USA haft den naturlige renteudvikling, som altid følger med en højkonjunktur, ville boligpriserne ikke være steget så urimeligt højt og hurtigt, hvorfor Subprime-lånene ikke ville have kunnet friste uformuende købere til at spekulere i boligkøb. I Europa fulgte man USA's eksempel. Man holdt kun renten ganske lidt højere en i Amerika, og vi kan da klart huske, at under boligprisernes himmelflugt forklaredes det med den billige rente. Det var samme lave rente og boligboble, som slog benene væk under Japan for tyve år siden, men det havde d'herrer i centralbankerne og deres politikere ikke lært noget af. Konklusionen må derfor være, at det er de kunstige indgreb, som foretages af politikerne og deres valgte embedsmænd (centralbankdirektørerne) og ikke det liberale system, som bærer skylden for hvor vi står i dag.
En anden interessant sag er USA's forfatnings 10. tillæg. Her er det klart defineret, at de enkelte stater er beskyttet mod tiltag, som regeringen i Washington eventuelt kan fremsætte. Denne ”decentralisering” er i USA utrolig motiverende for enkeltstaterne til at kunne tiltrække mennesker,
kapital og teknisk know how. Enkeltstaterne kan også lokke folk og virksomheder med lave skatterater, hurtigere firmaregistreringer og mindre statslig indblanding. Følgerne heraf er, at man styrker ejendomsretten og sænker produktionsomkostningerne. Derved opstår mer investering, større beskæftigelse, og deraf følgende vækst.
I EU går man den modsatte vej. Man ”harmoniserer”, hvorved man eliminerer enkeltstaternes konkurrence om mennesker og kapital. I stedet søger EU-bureaukratiet at koncentrere magten i egne hænder. Derved udhules ejendomsretten i Europa. Det er da også absolut naivt at tro, at EU-bureaukraterne vil respektere løfterne givet til enkeltstaterne, når først man har den endelige magt.
Det er helt klart at fri konkurrence uden klart defineret ejendomsret er en illusion.
En forudsætning for en sådan ejendomsret er retsstaten. Ejendomsret og retssikkerhed løser forskellen mellem private og sociale omkostninger ved brugen af privatejendom.
I næsten to århundreder har den liberale kapitalisme bragt overordentlig vækst. Den kapitalisme der forfægtes i Bruxelles tror fortsat på ”dirigentisme”. Dette medfører en udhulet ejendomsret, og dermed forringes motiveringen til at skabe yderligere velstand. Resultatet bliver at EU-systemet, som det virker for tiden, betyder arbejdsløshed, ringe igangsætter initiativ, beskeden vækst og en kultur præget af afhængighed.
Vi trænger derfor til andre politikere, som forstår, at enhver form for socialdemokratiske tankegang blot følger arven fra Marx om, at mennesket er ”en ting”. Det er det vi f.eks. allerede ser herhjemme, hvor velfærdssamfundet nu allerede i børnehaven skal lære os, hvordan vi skal leve vort liv. Hvis vi ikke reagerer sådan, som det indlæres ved pædagogstudiet, så er vi afvigere med mere eller mindre psykiske problemer. Vi skal tvinges ind på ”den rette vej”, så vi kan blive de ”tingester”, som skal ofre vor personlige frihed for at brødføde en svulmende europæisk offentlig sektor. I Danmark har vi desværre det problem at selv LA synes ikke at have tilstrækkeligt mod til at forfægte dette helt klare budskab.
