Jeg har valgt at skrive dette lille indlæg, som modsvar på en del retorisk pladder, der i disse tider lever lidt for godt i Danmark. Der hersker hos mange af de røde ideologer en idé om, at liberalisme er en egoistisk og grim ideologi, hvorimod socialisme er den eneste næstekærlige og gode ideologi der findes, hvis man ønsker at være et samvittighedsfulgt og godhjertet menneske. Derfor skriver jeg nu en lille smule om, hvorfor jeg finder liberalisme smukt, og hvilke ideer der præger min ideologiske overbevisning.
Som en ung dansker, der efterhånden har bevæget sig i samtlige partiers farver i jagten på ”den store sandhed”, må jeg erkende, at den engang røde og grønne kappe de senere år er blevet skriftet ud med en blå, der nu hænger tungt over skuldrene. Derfor vil jeg gerne ytre mig om de holdninger der ligger til grund for mit, og sikkert også mange andre liberalisters, politiske anskuelse.
Først vil jeg fremhæve nogle vigtige og overvejende politiske standpunkter, som afspejler sig i mine holdninger:
1. Det politiske landskab er evigt foranderligt – det er dynamisk og innovativt, og ikke så solidt funderet i teori, som mange synes at tro. Derfor synes det urimeligt, at der skulle findes én politisk overbevisning, der desuagtet af faktiske begivenheder i samfundet, er bedre end alle andre til at styre landet ’i den rigtige retning’. Man må ændre sit politiske standpunkt efter den politiske og faktiske situation landet står i. I højkonjunktur ville jeg læne mig op ad ét partiprogram, mens jeg i lavkonjunktur ville læne mig op ad et andet. Jeg er klar over, at dette er en meget kontroversiel holdning, men jeg står fast – partidisciplin har fanden skabt!
2. Ideen om, at (især) unge med liberale holdninger er viljeløse slaver underlagt en overmenneskelig materiel grådighed, er så langt fra virkeligheden. Det er ingen hemmelighed, at både røde og blå ideologer skaber sådanne umodne forestillinger om modparten, der i en uendelighed bruges som kasteskyts – vi må simpelthen tage afstand fra sådan noget apolitisk retorik, og erkende at der findes mere end én måde at føre politik på.
3. Sande liberalister – og bemærk at jeg ikke taler om kapitalister, selvom mange, især socialister synes at blande de to ting alt for meget sammen – har en utroligt smuk ideologi. De fleste ideologier er smukke, ja, selv kommunisme, anarkisme og nationalisme i deres reneste form besidder euforisk skønne elementer, hvis man sætter sig ind i dem – men det betyder langt fra at man behøver at være enig i dem, eller at de nødvendigvis passer ind i det politiske landskab vi kalder for ’Danmark’ anno 2015. Det smukke ved liberalisme som jeg ser det, og årsagen til at jeg er mere liberalist end noget andet er, at tankerne bygger på en menneskeret og et menneskesyn der er så banalt og selvfølgeligt, at det gør helt ondt at forestille sig en verden uden: FRIHED.
Frihed til at være sig selv. Frihed til selvopretholdelse. Frihed til at skabe sin egen lykke. Frihed til at hjælpe andre fordi man har lyst, og ikke fordi man er tvunget til det. Liberalisme er troen på, at mennesker har retten til at være sit eget individ.
Det er ikke fordi tanken om ’fællesskab’ – som må siges at være den røde fløjs raison d'être – i sig selv er en ringere tanke end ideen om frihed, men hvad er fællesskab uafhængigt af individets autonomi? Fællesskaber opstår netop som et resultat af frihed, og ikke igennem love og regler der tvinger individet til at underlægge sig ’fællesskabet’. Et fællesskab styret af staten er et forceret og kunstigt fællesskab, som netop fratager individet dets frihed til at vælge hvordan det vil leve sit eget liv. I Grundlovens § 71, stk. 1, 1. Led står der: ”Den personlige frihed er ukrænkelig”. Det er denne tanke fra oplysningstiden jeg finder så smuk, at den præger hele min ideologiske natur.
John Locke skrev engang et nu meget berømt citat om selvejerskabet – om det jeg med mere moderne ord formulerer ’retten til at være sit eget individ’:
”Though the earth, and all inferior creatures, be common to all men, yet every man has a property in his own person: this no body has any right to but himself. The labour of his body, and the work of his hands, we may say, are properly his. Whatsoever then he removes out of the state that nature hath provided, and left it in, he hath mixed his labour with, and joined to it something that is his own, and thereby makes it his property.”
- John Locke, Two treatises of Government
Det skal ikke lyde som om, at Liberalismen er den glade giver af menneskelige rettigheder og lykke i sig selv. Nej, den liberale ideologi understøtter fx ikke en universel velfærdsmodel som den, der i øjeblikket hersker i Danmark – den bygger derimod på en residual velfærdsmodel, hvor de svage i samfundet bliver hjulpet, og samfundets borgere ikke får taget deres penge så de kan omfordeles til andre, der i øvrigt ikke mangler noget, udover den nyeste iPhone-model og lidt sexet undertøj fra Victorias Secret.
Man kan hævde, at liberalisme faktisk er en af de eneste ideologier, der ikke lover ”lykke til alt og alle”. Dette ideal om, at alle i et kommunistisk fællesskab eller en anarkistisk ejendomsløs verden bliver lykkelige, er intet andet end en utopisk fantasi. Liberalismen siger, at din egen lykke er du, langt hen af vejen, selv herre over: Man er sin egen lykkes smed. Jeg mener, at når alle mennesker har fået deres basale behov stillet, så er det op til den enkelte, igennem selvstændigt virke at fylde på, hvad han ønsker af livet.
Jeg er liberalist fordi jeg stoler på andre mennesker. Jeg er liberalist fordi jeg mener at menneskets frie vilje og retten til selvbestemmelse- og selvopretholdelse er nogle af livets mest fundamentale værdier. Jeg er liberalist fordi Frihed er en ukrænkelig menneskeret. Jeg er liberalist fordi intet menneske ufrivilligt bør ligge på knæ for en statslig overmagt. Liberalisme er troen på, at mennesker har retten til at være sit eget individ.
