Legalisering af narko - fornuft eller galskab?

Narko er ulovligt

Lars Kragh Andersen,

29. marts 2010

Narko er ulovligt. Selvfølgelig er det dét – det er helt indlysende at det skal være sådan.

Eller er det?

Jeg har gennem de sidste år bevæget mig fra, at være en - noget ureflekteret - tilhænger af forbudet imod euforiserende stoffer til at være klar tilhænger af en liberalisering af markedet. Det skyldes flere omstændigheder, som jeg vil komme ind på i de følgende afsnit.

Jeg er fornyligt blevet fastansat som politibetjent i København og har derigennem haft en vis berøring og erfaring med ”miljøet”. At kalde det for ”miljøet” er faktisk en overdrivelse, da det er en broget og forskellig artet forsamling, der har et forhold til euforiserende stoffer: Narkomaner, der er dybt afhængige af deres stof, unge mennesker der ryger hash på Roskilde Festival eller kendisser fra det bedre borgerskab, der sniffer coke (ingen nævnt, ingen glemt)


Min egen erfaring på gaden er, at det er de unge mennesker med hash, der er det største segment - ihf i forhold til min berøring med dem som politibetjent på gaden.

Det drejer sig typisk om små besiddersager eller små salgssager, der sjældent er over en 10-20 gram. Der bliver taget mange af disse småsager og der deles bøder ud for mange tusinde kroner pr. gang.

Politiet jagter brugere og sælgere mere eller mindre nidkært og stoffet handles alligevel fuldstændig ufortrødent. Sådan går det dag efter dag og år efter år, og der er intet der tyder på, at det er en ”kamp” man nogensinde har været ved at vinde.

Man skulle være et skarn, hvis man ikke begyndte at reflektere over hvad det gavner, når man gang på gang bruger i timevis på at jagte, konfiskere og skrive sager på salg og besiddelse af stoffer.

Jeg kan forsøge at skitsere hvordan den typiske sagsgang for en sådan sag ser ud:

En ung mand tages med en klump på 5 gram hash, han sigtes, hashen konfiskeres, og den unge mand underskriver konfiskationserklæringen, og erkender dermed forholdet. Herefter tager politiet hjem til stationen med den lille hashklump, hvor sagen oprettes i systemerne og der skrives en anmeldelsesrapport, der anfører hvor og fra hvem man tog klumpen.

Der skrives en fuld rapport, der beskriver hvad man gjorde på gaden og hvordan mistanken opstod. Anmeldelsesrapporten fylder måske 2 sider med det hele.

Herefter oprettes en afhøringsrapport, der anfører sigtelsens ordlyd og hvad sigtede havde at sige til sagen. Også ca. 2 sider med det hele. Nu laves der kosterrapport på den konfiskerede klump; en slags følgeseddel, der skal være med kosterne indtil de bliver destrueret. Denne rapport udskrives i 3 eksemplarer. En på gult papir og 2 på hvidt papir, hvor en gul og en hvid følger klumpen og den sidste hvide følger sagen. Konfiskationserklæringen limes nu på et ark papir med journalnummeret og vedlægges sagen. Der udskrives slutteligt en sagsoversigt, der ligges foran i bunken af papirer (der nu fylder omkring 5-7 sider)

Hele herligheden afleveres til vagthavende, der lægger hashen i stationens kosterskab med henblik på senere destruktion og dermed slutter betjentenes rolle i sagen, der ryger videre til stationens sekretariat for videre behandling.

På nuværende tidspunkt er der måske brugt et par timer af politiets tid på at belyse det forhold, at en borger havde omkring 5 gram hash i lommen, og jeg spørger så mig selv, om det er tid, der er givet godt ud?

Har vi gjort landet til et bedre sted at være? Har borgeren ”godt af” at få en bøde på et par tusinde kroner? Tænker han over sin ugerning til næste gang? Bliver gaderne mere sikre og redder vi unge mennesker fra et misbrug af stoffer?

Eller er vi som samfund med til at kriminalisere, hvad der reelt er normal adfærd hos unge og faktisk også fornuftige mennesker? Er vi hovedårsagen til, at der overhoved er et marked, hvor det kan betale sig at udøve vold og drab for at forsvare sin forretning?

Jeg er personligt landet på det sidste synspunkt. Hvorfor i alverden skal vi bruge samfundets ressourser på at jagte, hvad der i realiteten er offerløse forbrydelser? Det har jeg meget svært ved se fornuften i, og jeg forestiller mig fra tid til anden, hvordan landet ville se ud hvis ”lov om euforiserende stoffer” ikke eksisterede.

Erfaringer fra Holland og Portugal viser, at der ved en liberalisering af hash-markedet ikke kommer flere brugere til . Tilgengæld falder følgekriminaliteten som vold og indbrud markant – begge typer af kriminalitet, der har reelle ofre, der intet har med narko at gøre. Folk bliver skudt på gaden, fordi de er lidt for brede over skuldrene eller har for kort hår. Folk udsættes for indbrud, fordi narkomaner har brug for at skaffe omkring 1000 kroner om dagen til deres misbrug af stoffer (hvis pris og kvalitet i den grad påvirkes negativt af forbuddet). Disse mennesker er helt uforvarende ofre for samfundets jagt på narko.

Selve det at politiet jager brugere og sælgere af stoffer gør det til en uhyrre indbringende levevej, der hvert år omsætter for milliarder af kroner på gader og stræder. Uden vores ”hjælp” ville der ikke eksistere et overmåde lukrativt marked på området. Der ville ikke være fortjenester på mange tusind procent, og det ville ikke kunne betale sig at bestille lejemord for at udrydde konkurrenter på markedet, som vi fornylig har set i en sag fra København.

Min pointe er derfor:

Er det rimeligt at bruge samfundets ressourser på at jage offerløs kriminalitet? En jagt, der holder kunstigt liv i et marked, hvor det kan betale sig at bevæbne sig og udøve vold og en jagt, der efter alt at dømme ikke forhindrer en eneste dansker i at bruge de stoffer, han eller hun alligevel havde tænkt sig?

Jeg er kommet frem til et klart svar: Nej, det er ikke rimeligt. Folk er som udgangspunkt fornuftige og i stand til at tage ansvar for deres eget liv og har ikke en selvdestruktiv drift, der med vold og magt skal holdes i snor af statslige og puritanske forbud.

En seriøs og velgennemtænkt liberalisering af markedet vil efter alt at dømme føre til færre skudepisoder, færre indbrud, mindre vold og færre narkorelaterede dødsfald .

Hvis man vil se ovenstående sat på spidsen kan man kigge på de menneskelige ofre i lande som Mexico, hvor bekæmpelsen af stofferne koster langt langt flere menneskeliv end kampen nogensinde vil kunne spare.


Lars Kragh Andersen

V.A. Borgensvej 1 st th

2450 København SV