Heldigvis er det endnu kun kvindesagen, som har fået held til at gøre
lønniveau til et anliggende for domstolene. Tænk, hvis alle
lønfrustrerede typer havde grundlag for at føre deres sag for en dommer.
En kvindelig ansat ved Ikast Betonvarefabrik er gået hele vejen til Højesteret, hvor hun har fået medhold i, at hendes løn igennem otte år har været for lille sammenlignet med to mandlige kollegers løn.
Hvor er det dog uendeligt åndssvagt!
Masser af mennesker mener, at de bør have mere i løn. De yder en opofrende og kvalificeret indsats for deres arbejdsgiver - mener de selv. De er i hvert fald lige så værdifulde på arbejdspladsen som deres kolleger, hvis ikke mere!
Nogle mener, at deres lavere løn skyldes urimelige anciennitetssystemer, som favoriserer de ældre. Andre mener, at aldersfascisme er årsagen til, at yngre har overhalet dem på karrierevejen. En trede gruppe er så kvinder, som har spottet mandschauvinismens grimme ansigt i det forhold, at mandlige kolleger tjener mere end dem.
Fælles for dem alle er, at det står enhver frit for at afprøve sit lønniveau på et arbejdsmarked, hvor lønfastssættelsen for de fleste er fri. Er man overbevist om egne fortræffeligheder og chefens manglende blik for dem, så kan man tilbyde sine kvaliteter til en anden arbejdsgiver for en højere løn. Er man langt mere værdifuld end ens løn antyder, så er man jo et oplagt emne for branchens headhuntere!
Heldigvis er det endnu kun kvindesagen, som har fået held til at gøre lønniveau til et anliggende for domstolene. Tænk, hvis alle lønfrustrerede typer havde grundlag for at føre deres sag for en dommer - så ville der hurtigt være grund til at fordoble antallet af ansatte ved domstolene.
Vi tillader os her at mene, at kvinders gennemsnitligt lavere løn måske kan begrundes alene ved deres gennemsnitligt større tilbøjelighed til at gøre private problemer til omgivelsernes problemer. På en arbejdsplads er det i længden også trættende.
En kvindelig ansat ved Ikast Betonvarefabrik er gået hele vejen til Højesteret, hvor hun har fået medhold i, at hendes løn igennem otte år har været for lille sammenlignet med to mandlige kollegers løn.
Hvor er det dog uendeligt åndssvagt!
Masser af mennesker mener, at de bør have mere i løn. De yder en opofrende og kvalificeret indsats for deres arbejdsgiver - mener de selv. De er i hvert fald lige så værdifulde på arbejdspladsen som deres kolleger, hvis ikke mere!
Nogle mener, at deres lavere løn skyldes urimelige anciennitetssystemer, som favoriserer de ældre. Andre mener, at aldersfascisme er årsagen til, at yngre har overhalet dem på karrierevejen. En trede gruppe er så kvinder, som har spottet mandschauvinismens grimme ansigt i det forhold, at mandlige kolleger tjener mere end dem.
Fælles for dem alle er, at det står enhver frit for at afprøve sit lønniveau på et arbejdsmarked, hvor lønfastssættelsen for de fleste er fri. Er man overbevist om egne fortræffeligheder og chefens manglende blik for dem, så kan man tilbyde sine kvaliteter til en anden arbejdsgiver for en højere løn. Er man langt mere værdifuld end ens løn antyder, så er man jo et oplagt emne for branchens headhuntere!
Heldigvis er det endnu kun kvindesagen, som har fået held til at gøre lønniveau til et anliggende for domstolene. Tænk, hvis alle lønfrustrerede typer havde grundlag for at føre deres sag for en dommer - så ville der hurtigt være grund til at fordoble antallet af ansatte ved domstolene.
Vi tillader os her at mene, at kvinders gennemsnitligt lavere løn måske kan begrundes alene ved deres gennemsnitligt større tilbøjelighed til at gøre private problemer til omgivelsernes problemer. På en arbejdsplads er det i længden også trættende.
