Efter otte års borgerligt styre sidder vi tilbage med en regering, der
har formået at gøre et af deres vigtigste trumfkort, skattespørgsmålet,
til en socialdemokratisk joker ved kommende valg.
Langt hovedparten af de danskere, der har en holdning til underskuddet på de offentlige finanser, mener det bør løses ved at sætte skatterne op, mens kun et lille mindretal har fantasi til at forestille sig, at man kunne skære i de offentlige udgifter. Og det er måske ikke så mærkeligt, når de lever i et land, hvor en borgerlig regering igen og igen fortæller befolkningen om nødvendigheden af en stor offentligt finansieret velfærd.
Da Schlüter-regeringen tiltrådte i 1982, kunne danskerne se deres nye statsminister bukke sig efter en mønt på Amalienborg Slotsplads og overrække den til sin finansminister Henning Christophersen. Den røde tråd for regeringens virke skulle slås fast fra dag ét: Det var sparetider og de borgerlige ville i modsætning til Anker Jørgensen sætte tæring efter næring, mens de bestyrede Danmark.
Denne udmærkede foto opportunity blev i de kommende år fulgt op af praktisk politik, og danskerne, eller i hvert fald mange af, lærte om fornuften i at spare op til en ferie eller en alderdom.
Eksemplet er langt fra det eneste på, hvordan Schlüter-regeringen stod som eksponent for en tiltrængt holdningsændring. For mange står regeringens udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen sikkert som den ultimative modpol til Janteloven. Som en gæv politiker, der turde stikke næsen frem og vise, at man ikke behøver gå i små sko, fordi man kommer fra et lille land. Som en ledestjerne for en hel generation af opvoksende danskere.
Den nuværende regering har fra dag ét betonet behovet for, at danskerne fik verdens bedste folkeskole, verdens bedste universiteter, sundhedsvæsen, politikorps, børnehaver, u name it. Og fra første finanslov har man hørt borgerlige politikere bryste sig af historiske udgiftsstigninger på allehånde områder. Ingen dage har man hørt noget, der minder om en Schlütersk-Christophersensk borgerlig snusfornuftig stemme, der opfordrer til sparsommelighed. Og få dage har man hørt regeringens ministre med overbevisning tale om fordelene ved et lavere skattetryk.
Kombinationen af skattestop, garneret med små skattelettelser, og stigende offentlige udgifter har snart givet de borgerlige otte år ved magten. Til gengæld har man i den grad forsømt at agere ledestjerne for befolkningen og informere danskerne om skattetrykkets betydning for nationens økonomi.
Efter otte år med borgerligt styre sidder vi tilbage med en befolkning, der hellere vil kræve flere penge ind end bruge færre, når krisen kradser. Efter otte års borgerligt styre sidder vi tilbage med en regering, der har formået at gøre et af deres vigtigste trumfkort, skattespørgsmålet, til en socialdemokratisk joker ved kommende valg.
Langt hovedparten af de danskere, der har en holdning til underskuddet på de offentlige finanser, mener det bør løses ved at sætte skatterne op, mens kun et lille mindretal har fantasi til at forestille sig, at man kunne skære i de offentlige udgifter. Og det er måske ikke så mærkeligt, når de lever i et land, hvor en borgerlig regering igen og igen fortæller befolkningen om nødvendigheden af en stor offentligt finansieret velfærd.
Da Schlüter-regeringen tiltrådte i 1982, kunne danskerne se deres nye statsminister bukke sig efter en mønt på Amalienborg Slotsplads og overrække den til sin finansminister Henning Christophersen. Den røde tråd for regeringens virke skulle slås fast fra dag ét: Det var sparetider og de borgerlige ville i modsætning til Anker Jørgensen sætte tæring efter næring, mens de bestyrede Danmark.
Denne udmærkede foto opportunity blev i de kommende år fulgt op af praktisk politik, og danskerne, eller i hvert fald mange af, lærte om fornuften i at spare op til en ferie eller en alderdom.
Eksemplet er langt fra det eneste på, hvordan Schlüter-regeringen stod som eksponent for en tiltrængt holdningsændring. For mange står regeringens udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen sikkert som den ultimative modpol til Janteloven. Som en gæv politiker, der turde stikke næsen frem og vise, at man ikke behøver gå i små sko, fordi man kommer fra et lille land. Som en ledestjerne for en hel generation af opvoksende danskere.
Den nuværende regering har fra dag ét betonet behovet for, at danskerne fik verdens bedste folkeskole, verdens bedste universiteter, sundhedsvæsen, politikorps, børnehaver, u name it. Og fra første finanslov har man hørt borgerlige politikere bryste sig af historiske udgiftsstigninger på allehånde områder. Ingen dage har man hørt noget, der minder om en Schlütersk-Christophersensk borgerlig snusfornuftig stemme, der opfordrer til sparsommelighed. Og få dage har man hørt regeringens ministre med overbevisning tale om fordelene ved et lavere skattetryk.
Kombinationen af skattestop, garneret med små skattelettelser, og stigende offentlige udgifter har snart givet de borgerlige otte år ved magten. Til gengæld har man i den grad forsømt at agere ledestjerne for befolkningen og informere danskerne om skattetrykkets betydning for nationens økonomi.
Efter otte år med borgerligt styre sidder vi tilbage med en befolkning, der hellere vil kræve flere penge ind end bruge færre, når krisen kradser. Efter otte års borgerligt styre sidder vi tilbage med en regering, der har formået at gøre et af deres vigtigste trumfkort, skattespørgsmålet, til en socialdemokratisk joker ved kommende valg.
